sygDemonstration på Rådhuspladsen. Fotograf: Rasmus Jeppesen.

Sygeplejerskerne har nu stemt NEJ to gange til det skandaløse “tilbud” om en lønstigning på ca. 5 % over 3 år og en syltekrukke i form af en ny lønkomité. Strejken er trådt i kraft.

Afstemningsresultatet var yderst markant. Sygeplejerskernes NEJ kom på trods af, at sygeplejerskerne udmærket ved, at en effektiv strejke inden for de snævre legale ramme i det fagretslige system i praksis næsten er umulig. Således er der også kun udtaget omkring 5.000 sygeplejersker til strejke. En sådan strejke i sig selv vil ingen effekt have. Alle ved det. OGSÅ regeringen, som er den egentlige arbejdsgiver. De håber stille og roligt at kunne tømme strejkekasserne, mens nødberedskabet sørger for, at der ikke kommer driftsforstyrrelser. De håber at køre sygeplejerskerne trætte på den måde – ligesom det skete i 2008.

Men sygeplejerskerne er vrede – og det med rette. Nedskæring på nedskæring. Effektivisering på effektivisering. Det har været virkeligheden alle steder i sundhedssektoren. Alt skulle strømlines og køres helt til grænsen. Så kommer der en coronaepidemi. Klarer i ikke også lige den? Og lønnen? – den skal naturligvis være lavere end i de sammenlignelige traditionelle mandefag! Men nu er det nok!

Sygeplejerskerne kan vinde. Men vi må også sige det, som det er: En kamp kan kun vindes, hvis man selv tror på det. Det vil i den sammenhæng være naivt at forvente, at den ledelse, som to gange har præsenteret sygeplejerskerne for det samme elendige overenskomstforlig – som betyder reallønstilbagegang – og to gange med alle midler har forsøgt at overbevise om, at enhver tanke om modstand er frugtesløs, vil lede en effektiv kamp. Hvis ledelsen af kampen bliver overladt til det faglige apparat, så sker der med andre ord INTET. Så er det hele lige meget. Sygeplejerskerne må selv tage styring uden om fagforeningens officielle kanaler. I den forbindelse er det værd at se lidt tilbage:

Læren af 2008

Læren af konflikten i 2008 vil vi opsummere i følgende fire hovedpunkter:

1) Strejke indenfor rammerne er effektløst. Strejkekassen betaler blot arbejdsgiverens lønudgifter, mens produktionen opretholdes gennem det såkaldte nødberedskab.

2) Ingen faggruppe kan klare sig alene eller på andres bekostning. Hvis der på nogen måde åbnes for egoisme a la “tag pengene fra de andre”, fx sosu-assistenter, så er slaget allerede tabt. Arbejderklassen er kun så stærk, som den er forenet. Jo mere solidaritet der kan stables på benene på tværs af fag, også ud i det private, jo mere det generaliseres i retning af ‘arbejderne vs regeringen’, jo stærkere bliver bevægelsen. Og modsat: Alle hint i retning af at man kun ønsker at gavne sit eget fag uden hensyn til eller måske endda på bekostning af andre fag, er gift og en sikker vej til nederlag. For det isolerer sygeplejerskerne. Ingen har lyst til at støtte en faggruppe, der kun tænker på sig selv. Og netop dette er vigtigt: En bevægelse blandt offentligt ansatte handler i endnu højere grad end i det private om folkestemningen. Lønarbejdere indenfor alle fag kan blive vundet til at støtte en bevægelse, der ser sig som en del af en større og bredere kamp for ordentlige løn- og arbejdsforhold til alle.

3) I forlængelse af ovenstående: Massedemonstrationer, så store som muligt, blokader og andre kollektive tiltag er helt afgørende. Hvis alle sidder isolerede derhjemme, sker der intet. Når vi er sammen, viser vi styrke og lige så vigtigt: Vi bliver selv stærkere af at mærke, at vi ikke er alene! Demonstrationer skal ikke kun være for sygeplejersker, men skal forsøge at mobilisere alle, der bakker op, til forsvar for velfærden generelt. Lav parolerne så brede som muligt, så lønarbejdere fra alle sektorer kan deltage og også se sig selv i kravene. Fx: “For et ordentligt sundhedsvæsen med anstændige løn- og arbejdsforhold”, “ligeløn nu” eller: “Invester i ordentlig velfærd, invester i de ansatte”. Vi må understrege, at den kamp som sygeplejerskerne nu starter, er i alle lønarbejderes interesse. Hvis sygeplejerskerne vinder bedre lønforhold, kan det bruges som løftestang for andre sektorer. Vi har altså alle en interesse i, at kampen vindes, og dermed en interesse i at bakke op. Og det er dette, som regeringen (den virkelige arbejdsgiver over for de offentligt ansatte) frygter allermest. De kan sagtens smadre én faggruppe, hvis kampen ikke spreder sig. Som illustration på dette er det bare at se til folkeskolelærerne, som blev knust i 2013.

4) Jo mere kraftfuldt og selvsikkert sygeplejerskerne kæmper, jo mere de viser, at de tager kampen seriøst og slås for at vinde, jo lettere er det at få solidaritet og opbakning udefra. Det er nemlig heller ikke uden omkostninger for andre faggrupper at støtte op. De skal føle, at de støtter en reel kamp. En bevægelse der er villig til at gøre alt, hvad den kan, for at vinde. Der er ingen, der kan støtte op, hvis ikke sygeplejerskerne selv går helhjertet ind i kampen. Men hvis sygeplejerskerne derimod går determineret i front for en bredere bevægelse, er det uundgåeligt, at andre lag vil støtte op. Allerede nu er det tydeligt, at hundredtusinder af andre arbejdere ser til sygeplejerskerne. Og det er særligt blandt arbejderne i de offentlige forbund, der fulgte deres respektive fagforeningslederes opfordringer og stemte JA til OK21. De sociale medier flyder over med kommentarer om, at de ville ønske, at de var med i kampen nu. Hvis sygeplejerskernes bevægelse udviser kampvilje og mod, så vil kampen sprede sig.

Det massive NEJ er et rigtig godt udgangspunkt for kampen, fordi det viste, at utilfredsheden er udpræget blandt alle sygeplejersker. Det må følges op af mobilisering og aktivering af alle disse sygeplejersker i kollektiv bevægelse. Konkret betyder det, at alle kollegaer skal med. Og igen kan vi ikke forvente, at der er “nogen”, der mobiliserer kollegerne. Vi må aktivt gøre det selv. Regeringen skal se, at det er ALLE sygeplejersker, der er vrede, der står sammen, og som kræver deres ret – ikke bare et lag af aktivister og fagforeningsfolk. Til det er facebookkampagner og annoncer i medierne ikke effektive. Den kollektive styrke vises bedst ved at være så mange på gaden som muligt: massedemonstrationer og kollektive initiativer.

Sygeplejersker er ikke “pæne piger”

I 2008 sagde mange af de strejkende sygeplejersker, at det skulle være slut med at være “pæne piger”. Det er den indstilling, der skal bygges videre på. Sygeplejersker er stærke kvinder og mænd, der er vant til at stå med andre liv i deres hænder, vant til at tage initiativ og til at “gøre, hvad der skal til”. Lad den samme beslutsomhed skinne igennem i den faglige kamp. Regeringen og arbejdsgiversiden kan ikke overbevises med gode argumentere. Det er åbenlyst for alle, at lønnen altid har været for lav. Arbejdsgiverne og forskellige regeringer har fået serveret gode argumenter i årtier. Lige meget har det hjulpet. Vi må konkludere, at de kun forstår styrke. Her er spørgsmålet om eskalation vigtigt. Regeringen skal se, at det bedre kan betale sig at give en indrømmelse nu, end at kampen eskalerer yderligere. 

Så giv regeringen noget at tænke over. Den er i forvejen svagere end på noget andet tidspunkt i Mette Frederiksens regeringsperiode. I 2008 havde sygeplejerskerne opbakning fra 80 % af befolkningen, det kan de helt sikkert få igen. Der er et momentum omkring kamp for ligeløn. Tilliden til politikerne er lav. Det ER muligt at gennemtvinge indrømmelser, hvis man er villig til at slås for det. Det viste De Gule Veste i Frankrig, der satte en skræk i livet på Macron og som svar fik en hel stribe indrømmelser, som var langt dyrere, end hvad sygeplejerskerne nu kræver. 

Den vrede og frustration som sygeplejerskernes NEJ er et udtryk for, eksisterer bredt i befolkningen. Corona har lagt låg på demonstrationer og bevægelser, men under overfladen ulmer utilfredsheden. Sygeplejerskerne er de første, der har sat foden ned, og deres strejke har potentialet til at blive fokuspunktet for denne generelle vrede. Strejken kan blive et vendepunkt i klassekampen i Danmark.

Så nu er det tid til at tænke kreativt og stort! Hvilke kollektive aktioner kan ramme politikerne, hvor det gør ondt? Skal Økonomistyrelsen eller Danske Regioner blokeres, så politikere og embedsfolk må køres ind med politieskorte? Måske broerne til Slotsholmen skal lukkes af? Måske regionsrådsmøderne har godt af at blive oversvømmet af vrede sygeplejersker over hele landet, som kan sætte en ny dagsorden? En stadig voksende gruppe af sygeplejersker har startet en ansættelsesstrejke, ligesom blandt jordemødrene. Fremragende! Spred den ud til alle sygeplejersker i hele landet.

Men først og fremmest: Mobiliser til de størst mulige demonstrationer fra strejkens begyndelse. Alle må mærke, at man ikke er alene, men at vi står sammen skulder ved skulder.

United we stand – divided we fall!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.