Marie BlondPå grund af de dårlige forhold i landets børneinstitutioner blev det for nyligt foreslået i et læserbrev, at forældre i højere grad skal betales for at passe deres egne børn. Hvis det blev til virkelighed, ville det ikke løse institutionernes problemer, og det ville have enormt reaktionære konsekvenser for kvinder.

Flere medlemmer og lokalpolitiske aktive hos Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten havde den 6. februar et læserbrev på Altingets hjemmeside under overskriften: »Hjemmepasning er det mest realistiske bud på bedre normeringer«. I relation til forhandlingerne om minimumsnormeringer og de øgede midler i daginstitutionerne foreslår de i læserbrevet, at der skal mere fokus på, at forældre selv skal kunne passe deres børn hjemme og blive kompenseret for det økonomisk. De nævner selv et beløb svarende til en udeboende SU på omkring 6.200 kr.

Der er ingen tvivl om, at daginstitutionerne står i en elendig situation med børn, der mistrives, og arbejdsforhold, der på stribe lægger de ansatte ned med stress. Det får forståeligt nok nogle forældre til at tænke i alternativer såsom hjemmepasning. De afsatte midler på finansloven til dagsinstitutioner er langtfra nok især med det voksende børnetal, og resultatet kan i mange kommuner blive en højere brugerbetaling for forældrene.

Men mere hjemmepasning af børn er ikke løsningen. Det vil ikke hjælpe de børn og voksne, som stadig er nødt til at være i institutionerne, da det ikke vil give institutionerne flere midler. Forslaget i læserbrevet bliver i bedste fald et reaktionært forsøg på at løse et kollektivt problem individuelt. I læserbrevet skriver de, at det ikke kun er privilegerede børn, der burde kunne få forældreomsorg. Men hvis den ene forælder skal gå hjemme til den latterligt lave ydelse på 6.200 kr., må den anden partner nødvendigvis have et højt betalt arbejde, som gør, at familien kan få enderne til at mødes. For enlige er det i endnu mindre grad en mulighed. Hjemmepasning er derfor kun et “realistisk bud” for privilegerede forældre og ikke for arbejderklassen.

Men endnu vigtigere vil øget hjemmepasning reaktionært rulle udviklingen tilbage for kvinder, og det er chokerende, at forslaget kommer fra medlemmer af partier på venstrefløjen. Forslaget lyder som noget, der kommer fra de mest konservative kræfter i samfundet: Spark kvinderne tilbage i hjemmet til kødgryderne og lortebleerne, hvor de hører til, men lad dem få et par håndører for det. Det vil sikkert være meget populært i kredse, hvor Gud, Konge og Fædreland også bliver hyldet.

Hvem skal gå hjemme?

Læserbrevets forfattere vil måske hævde, at i familier med en mor og en far vil hjemmepasningsordningen både kunne varetages af moderen eller faderen. Men i realiteten vil det blive langt, langt flere kvinder end mænd, der vil benytte sig af den. Både fordi det oftest er kvinderne, der tjener mindst, og familien derfor vil tabe mindst på, at hun går hjemme. På trods af, at vi har haft ligelønsloven i flere årtier, tjener mænd stadig 22 % mere i løn i gennemsnit end kvinder årligt. Men endnu vigtigere, fordi det i tusindvis af år har været kvinders traditionelle opgave at tage sig af børn og hjem. Der vil derfor være et kæmpe socialt pres for, at det er moderen, der bliver den hjemmegående.

Der er ingen tvivl om, at kvinder stadig bliver undertrykt i alle sfærer af det kapitalistiske samfund: På jobbet, i skolen, i nattelivet, i hjemmet, osv. Men det positive aspekt ved indførslen af kapitalismen i relation til kvindespørgsmålet var, at kvinder frem for at atomiseres i hjemmene nu blev en del af den sociale, samfundsmæssige produktion og en del af et kollektiv: Arbejderklassen. Fra et marxistisk synspunkt er det essentielt, fordi arbejderklassen er det eneste kollektiv, der kan vælte det kapitalistiske klassesamfund og dermed lægge grunden for fuldstændig ligestilling og kvindefrigørelse.

I den sidste periode har vi set, hvordan den offentlige sektor, hvor størstedelen af arbejderne er kvinder, igen og igen har været en del af klassekampen. Kvinder er i dag en stor andel af arbejderklassen og bruger kollektive arbejderklassemetoder såsom strejker for at vinde deres kampe.

Læserbrevets forslag om mere hjemmepasning vil derfor rulle udviklingen tilbage for kvinder: De vil blive en mindre del af arbejderklassen og vil skulle genoptage mere af det huslige arbejde, som kvinder allerede i dag tager størstedelen af, inklusiv børnepasning. Eksempelvis er det kvinder, der tager langt størstedelen af barslen – op til 91 % i Danmark. Det samme er tilfældet i forhold til de huslige pligter. Mens mænd til dagligt i gennemsnit bruger 2 timer og 34 minutter på husarbejde, bruger kvinder næsten en time mere: 3 timer og 28 minutter.

Løn for husarbejde

Vi ville også være imod forslaget om øget hjemmepasning, selv hvis beløbet blev hævet gevaldigt over de 6.200 kr, som vil minde om sloganet »løn for husarbejde« (»wages for housework«), som ofte bliver rejst på venstrefløjen, hvor hjemmegående skal have løn for at stå for husarbejde og børnepasning.

Vi mener ikke, at vi forbedrer ligestillingen mellem kvinder og mænd ved at betale kvinder for at blive hjemmegående. Vi mener derimod, at udgangspunktet for øget ligestilling er at forbedre de materielle omstændigheder for hele familien. Det vil fjerne det ydre pres på familierne og lade alle voksne tage virkelig del i samfundet.

Derfor stiller vi blandt andet krav om:

• Langt flere penge til daginstitutionerne, som vil skabe reelle minimumsnormeringer.

• Markant reducering af arbejdsugen med fuld lønkompensation.

• Udvidet barsel og forældreorlov til begge forældre med fuld løn.

• Markant stigning i lønnen, samt langt højere dagpenge i en længere periode.

Hvis disse krav blev gennemført, ville det have enorme, positive effekter for alle familier og for kvindens position i samfundet. Men det er klart, at det bliver svært at gennemføre under et kapitalistisk system, som her på toppen af et opsving ikke engang kan levere noget, der ligner reelle minimumsnormeringer, og som står over for en ny global økonomisk krise. Det nuværende system kan ikke skabe bedre forhold for kvinder, men vi ser i stedet, hvordan ligestillingen bliver rullet tilbage mange forskellige steder i verden. Kampen for fuld ligestilling for kvinder går derfor hånd i hånd med kampen mod kapitalismen.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.