OK20 optakt Nikolaj lohmannDer er blevet lagt i kakkelovnen op til overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarkedet (OK20). Et lag af faglige aktive har i perioden op til OK20 været med til at sætte dagsordenen, og den generelle følelse i arbejderklassen er, at man ikke vil spises af med krummer. Hvis det ender i konflikt kan det ikke blot blive farligt for arbejdsgivernes tegnebøger, men har også potentialet til at ruske op i forståelsen om, hvordan samfundet er indrettet.

Hvad der gør OK20 særlig interessant er, at vi i den seneste periode har set udviklingen af et lag inde i fagbevægelsen, som står i opposition til, hvordan tingene er blevet kørt i mange år, og som vil gøre tingene anderledes. Dette lag af fagligt aktive, hvis mest fremtrædende medlemmer hører under byggegruppen i 3F, har været involveret i og støttet op om nogle af de vigtigste arbejdskampe, der har været de seneste år. Alle disse kampe har været kendetegnet af en helt anden slags kampvilje, end hvad deres ellers har været normen de seneste mange år på det danske arbejdsmarked.

Det var særligt ved sidste overenskomstforhandling på det private arbejdsmarked i 2017 (OK17), at denne gruppe af fagligt aktive blev tydeligt udkrystalliseret. Efter forhandlingsresultatet blev fremlagt kørte de den stærkeste NEJ-kampagne i mange år under navnet ”Nej til 42-timer”.

Det endte med et knebent JA til overenskomsten på trods af, at der var flertal for et NEJ i flere forbund. Blandt andet i det største forbund under det daværende LO (nuværende FH), 3F, hvor 60 % af medlemmerne stemte NEJ. De menige medlemmers vrede over overenskomstresultatet resulterede blandt andet i en demonstration foran 3F’s hovedkontor i København.

OK18: Enhed skaber styrke

Året efter blev arbejderklassens fokus rettet imod overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked (OK18). Herfra blev der draget en række vigtige lektioner. En af dem var den såkaldte musketéred eller solidaritetspagt, som de forskellige offentlige fagforeninger havde indgået. Den betød, at ingen enkelt fagforening indgik en aftale før alle fagforeninger var klar til det, og det var de først, når en række ultimative krav var blevet mødt.

Selvom nogle af disse krav var meget specifikke (f.eks. kravet om en arbejdstidsaftale for folkeskolelærerne), var der også en række fag- og brancheoverskridende krav, som dækkede alle grupper af offentlige ansatte, og som i høj grad var med til at skabe et stærkt sammenhold. Musketéreden skabte en enhed i den offentlige del af arbejderklassen, som ikke var set i mange år og gav bevægelsen et kraftfuldt momentum. De offentlige arbejdere blev støtte op af deres kolleger i det private, og hvis lederne af de offentlige fagforeninger havde turdet gå hele vejen, var der ingen tvivl om, at de havde kunnet vinde.

Det blev desværre ikke tilfældet. og startende med FOA’s Dennis Kristensen begyndte lederne af den ene offentlige fagforening efter den anden at indgå aftaler med arbejdsgiverne, inden de ultimative krav var blevet opfyldt. Ideen med musketéreden var fuldstændig korrekt; men lektionen fra OK18 er, at det ikke er nok at stole på forhandlingsledernes gode intentioner. De skal have en venlig hånd i ryggen fra de menige medlemmer på gulvet, så de ikke glemmer, hvem de repræsenterer.

Op til OK20 er kravet om en markant højere mindsteløn blevet rejst fra arbejdere i mange forskellige faggrupper. Det er netop et brancheoverskridende krav, der kan samle arbejdere på tværs af den private sektor. Det er utrolig vigtigt krav, fordi det bygger på en solidarisk idé om at hæve bunden af arbejderklassen op. Samtidig bliver det et våben i kampen mod social dumping, og er derfor med til at sikre hele arbejderklassen ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Til dem, som har alt, skal alt gives

Dette lag af fagligt aktive har været meget til at sætte dagsordenen i opløbet til OK20, hvilket er ekstremt positivt; men det er ikke opstået ud af ingenting. De har fået vind i sejlene, fordi de udtrykker den frustration og vrede, som hersker, ikke kun i bunden af fagbevægelsen, men i brede dele af arbejderklassen. Det er følelser, som vi har set komme til udtryk mange andre steder i verden. Blandt andet med De Gule Veste i Frankrig eller hos de efterladte arbejdere i det nordlige Storbritannien, som fik dem til at stemme for Brexit. De samme følelser eksisterer i den danske arbejderklasse, men bliver ikke registreret i de højere luftlag i samfundet.

Den danske arbejderklasse har god grund til at være vred. Siden krisen i 2008 har den årlige lønstigning i den private sektor i gennemsnit ligger på under 2 %. Politikerne bryster sig af de lave arbejdsløshedstal; men det har ikke skubbet lønnen nævneværdigt op, og lønstigningerne har kun akkurat sneget sig op over 2 % de seneste år, hvor der ellers har været lav arbejdsløshed.1 Ifølge en analyse fra Jyske Bank halter lønudviklingen i dette opsving 10-procentpoint bag opsvingene i 1990’erne og 2000’erne, og man skal tilbage til 1930’erne for at finde lige så svage lønstigninger.2

Det er sket i en situation, hvor arbejderklassens vilkår blev smadret på baggrund af krisen i 2008. Dagpengesystemet er blevet fuldstændig udhulet, og mange af de nye jobs, der er blevet skabt, er yderst usikre med dårlige arbejds- og ansættelsesforhold. Det er alt sammen sket, mens de store virksomheder og kapitalisterne på direktionsgangene har tjent fedt.

Topdirektørerne i C25-selskaberne (de 25 selskaber som har de mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs) tjener nu lige så meget som 36 arbejdere, hvilket i 2017 svarede til 14,6 mio. kr. om året. 10 år tidligere var forskellen “kun”, at en topdirektør tjente lige så meget som 16 arbejdere. Fra 2016 til 2017 steg topdirektørernes lønninger med 9,4 %, svarende til 1,2 mio. kr. om året eller 100.000 kr. mere om måneden. I samme periode steg arbejdernes lønninger med 2,4 %, svarende til sølle 800 kr. mere om måneden.3 Selvom topdirektørerne naturligvis har levet bedst, så er det hele overklassen, som har skummet fløden de seneste år. Siden 2010 er indkomstfremgangen for de rigeste 10 % steget med 18 %, mens de 40 % fattigste kun har haft en indkomstfremgang på lusede 2 %.4

Den stigende ulighed er et tegn på, hvor parasitisk overklassen er blevet. Den velstand og værdi, som arbejderklassen har skabt siden krisen, er røget direkte i lommerne på de øverste få procent i samfundet. Samtidig er presset ude på gulvet på arbejdspladserne kun steget, kombineret med årlige nedskæringer i alle dele af velfærdssamfundet fra alle regeringer uanset partifarve.

Perspektiver for kampen

OK20 er en unik mulighed for at vende denne proces og for, at arbejderklassen for første gang i lang tid tager en større bid af kagen. De seneste års overenskomstforhandlinger har med al tydelighed vist er, at det ikke er nok at forlade sig på forhandlernes dygtighed og gode intentioner. Det er derfor virkelig positivt, at der i god tid er blevet mobiliseret fra bunden af fagforeningerne op til forhandlingerne for at vise arbejdsgiverne, men også forhandlerne, at der er en kampvilje blandt medlemmerne, og at de er klar til at gå hele vejen.

Det er selvfølgelig umuligt at forudse hvordan OK20 udvikler sig. Blandt mange fagligt aktive bliver der talt om sandsynligheden for en konflikt. Hvis det sker kan det ske på mange måder. Forhandlingerne kan bryde sammen, selvom det ikke er det mest sandsynlige. Der kan blive stemt NEJ til forhandlingsresultatet. Disse er scenarier hvor en “lovlig” konflikt udbryder. Hvis det sker, kan vi forvente, at regeringen, før snarere end siden, laver et indgreb. I sådan en situation kan der ikke herske nogle illusioner til, at den socialdemokratiske regering vil ophøje arbejdernes krav til lov. Regeringen er mere interesseret i at opretholde konkurrenceevnen end arbejderklassens leveforhold. Vi skal derfor forberede os på, at en eventuel faglige kamp hurtigt kan ændre sig til også at være imod regeringen og Christiansborg.

Der er også mulighed for, at sammenkædningsreglerne gør, at det bliver et JA til forhandlingsresultatet, men at de enkelte fagforeninger eller grupper af arbejdere der har stemt NEJ, men således bliver påtvunget et Ja, går ud i overenskomststridige strejker alligevel.

I alle scenarier er det fælles element, at det ikke bliver det faglige apparat, der vinder kampen - ja i mange af tilfældene vil de på grund af de arbejdsgivervenlige fagretslige regler endda direkte modarbejde eventuelle strejker. Så det er afgørende, at det er medlemmerne, arbejderne på gulvet, de fagligt aktive, der tager kampen op uden at vente på hjælp ovenfra. I tilfælde af konflikt skal der organiseres stormøder, blokader, demonstrationer, agitation, osv. Det bliver ikke lederne i toppen, men derimod de aktive tillidsfolk og mobiliseringen af de menige medlemmer på gulvet, som bliver den virkelige magt.

Der vil være et enormt pres fra “den offentlige mening”, fra alle de kloge hoveder i medierne og dem på toppen, som har deres på det tørre, om at holde igen, gå på kompromis og være “ansvarlige”. Her bliver det vigtigere end nogensinde, at arbejderne stoler på deres egne instinkter og deres egne styrke for at få gennemført deres krav.

Arbejderklassens magt

Vi får nemlig at vide hver eneste dag, at normale arbejdere ikke har nogen magt eller styrke til at gøre noget som helst i dette samfund. Det er angiveligt derfor, at vi har brug for levebrødspolitikere, direktører og eksperter til at bestemme over os og resten samfundet.

I virkeligheden er det arbejderklassen, som står med den sande magt i samfundet. Vi så en lille flig af denne magt ved DSB lokoførernes strejke sidste forår. Der skulle ikke mere til end, at nogle få hundrede arbejdere nedlagde arbejdet før store dele af landets infrastruktur blev lammet.

Det er arbejderklassen, som får hver pære til at lyse og hvert lille tandhjul i dette samfund til at køre. Det er arbejderklassen, som skaber de enorme værdier, som et lille mindretal rager til sig.

Hvis OK20 udvikler sig til en konflikt, vil det være ekstremt positivt i den udstrækning, at det gør almindelige arbejdende mennesker bevidste om denne potentielle magt de har i samfundet. Det vil stille spørgsmålstegn ved hele strukturen i det kapitalistiske samfund, hvor et parasitisk mindretal i toppen skraber størstedelen af velstanden til sig og dikterer vilkårene for det store flertal. En konflikt vil gøre klasseinteresserne og -modsætningerne tydeligere og vil kunne give en idé om, at det er muligt at indrette samfundet anderledes. At det er muligt at have et samfund, hvor det er flertallet, altså de som skaber værdierne, der også demokratisk kontrollerer økonomien og bruger overskuddet til flertallets bedste - at et socialistisk samfund er muligt.

Arbejderne står her ved forhandlingernes start i fordelagtig position. De har en række sejre i bagkataloget fra den seneste periode, som har givet selvtillid. De har et nyt et lag af faglige aktive, som har erfaringer med konflikt og arbejdskampe. De har ingen grund til at føle, at de skylder nogen som helst noget. Men vigtigst af alt har de magten til at sætte deres vilje igennem, hvis de vælger at gøre det, på grund af deres unikke rolle i produktionen og økonomien. OK20 har potentialet for at blive et vendepunkt i klassekampen i Danmark.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.