billedethomasDe ringe resultater ved overenskomstforhandlingerne i 2017 for privatansatte arbejdere (OK17) udstillede den danske models svagheder. Det stillede spørgsmålstegn ved fagtoppens føling med medlemmerne.

I sidste udgave af Revolution kunne man læse om, hvordan de skuffende resultater ved OK17 har sat sit aftryk i de privatansatte arbejderes bevidsthed. Thomas Strømsholt, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub under 3F, understregede vigtigheden af, at man ikke bare skulle sætte sig på hænderne og sætte sin lid til forhandlerne under de kommende overenskomstforhandlinger i 2020 (OK20). I stedet opfordrede han til at organisere sig fra bunden og tage kampen op. Hans besked var klar:

“Arbejdere på tværs af brancher og fag skal stå sammen i de kommende forhandlinger.”

Overenskomstforhandlinger er nemlig ifølge den danske model det eneste tidspunkt, hvor man kan kæmpe og forhandle sig til forbedrede arbejdsforhold.

Fagforeningerne og den danske model

Den danske model hyldes af politikere såvel som fagforeningsfolk. Den fremhæves som en fredelig model, der kan sikre et ligeværdigt forhold mellem arbejder og ledelse i forhandlingssituationer, hvor konflikter er noget, der løses over forhandlingsbordet. Arbejderklassens konkrete erfaringer viser dog noget andet. Den danske model ophæver ikke klassemodsætningen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen. Den lever i bedste velgående. Hvis forhandlerne skal kunne levere ordentlige resultater, kræver det, at medlemmerne mobiliseres - intet er nogensinde kommet til arbejderklassen ,uden at de kæmpede for det.

“Hovedaftalen” fra Septemberforliget 1899 danner grundlaget for den danske model. Aftalen anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger, som forhandler med arbejdsgiverne på vegne af arbejderne. Til gengæld blev der indført arbejdsgivers ret til at lede og fordele arbejdet. Desuden medførte det en fredspligt, som betyder, at strejkeretten i Danmark er ophævet, så længe arbejderne er dækket af en gyldig overenskomst.

De facto betyder det, at arbejdsgiverne til enhver tid har retten til at hyre og fyre, forværre forholdene og skrue tempoet op, mens arbejderne ikke må strejke, men derimod kun må benytte sig af det fagretlige system (i form af mæglingsmøder, faglig voldgift og arbejdsretten). Kun ved overenskomstens udløb, typisk hvert andet eller tredje år, er det arbejderne tilladt at benytte det eneste faglige pressionsmiddel, de har: strejken. Vælger arbejderne alligevel at strejke uden for de tilladte perioder, idømmes de bod af arbejdsretten. Det samme gælder fagforeninger og tillidsfolk, der støtter overenskomststridige strejker.

Dette såkaldte ligeværdige forhold mellem ledelse og arbejdere, som den danske model skulle fordre i forhandlingerne, er altså svært at få øje på i praksis.

Pseudo-overenskomster

Strømsholt fortæller, hvordan at der er stor frustration blandt medlemmerne i 3F over, at de ikke føler, at overenskomstforhandlingerne giver dem noget. Han uddyber, at de manglende resultater er årsagen til stigningen i strejker det seneste års tid:

Der en grænse for, hvor længe folk vil fortsætte deres arbejde på normal vis, når der ikke kommer resultater ud af de forhandlinger, som de ellers har sat deres lid til.

Strømsholt understreger, at medlemmerne ikke selv opfatter deres krav som urimelige under forhandlingerne.

Det eneste, vi beder om, er ordentlige forhold. Hverken mere eller mindre. Det er derfor, folk har fået nok. De har fået nok af ikke at have medindflydelse. Folk har fået nok af de her pseudo-overenskomster.

Det er ikke tilfældigt, at arbejderne følte sig taget ved næsen under OK17. Ved overenskomstforhandlinger ser vi gang på gang, hvordan strukturen fordrer, at arbejdsgivers krav gennemtvinges. Arbejdere efterlades handlingslammede, ude af stand til at yde modstand, som ikke anses som overenskomststridig. En af de brugte strukturer til at gennemtvinge arbejdsgivernes krav er sammenkædningsreglen, der kæder afstemningsresultaterne fra de forskellige fagforbund sammen. Under OK17 resulterede dette i, at fire fagforbund, der ellers stemte klart nej til deres aftaler, fik trukket et uønsket forhandlingsresultat ned over hovedet.

Et andet våben, der bruges i forbindelse med overenskomstforhandlinger, er regeringsindgreb. Bliver strejkerne for omfattende - hvilket ofte kan være tilfældet som følge af sammenkædningsreglen - griber politikerne ind med begrundelsen om, at samfundsfreden er truet. Det sker oftest ved, at forligsmandens mæglingsforslag ophøjes til lov. Overenskomstforhandlingerne er altså ikke andet end papir, når klassekampen spidser til.

Fagforeningstoppen

At fagforeningsledelsen i 3F under OK17 indgik en så ringe aftale er et bevis på, at ledelsen har glemt, at de intet er uden medlemmerne. Medlemmerne er fagbevægelsen. De er havnet i toppen af samfundet - sammen med arbejdsgiverne. Når forhandlerne ikke har arbejderlønninger og derfor ikke har noget incitament til at gå forrest i kampen for bedre forhold, er det mere gavnligt for forhandlernes karrierer at vise samarbejdsvillighed end at vise loyalitet over for medlemmerne.

De modstridende interesser blev også tydelige i praksis i OK17, hvor flertallet i 3F stemte nej på trods af fagforeningsledelsens anbefalede ja. Det er også Strømsholts oplevelse, at fagforeningsledelsen har glemt, at de er repræsentanter for medlemmerne. Strømsholt fortæller, at når fagforeningsledelsen i 3F ikke lytter til medlemmerne, mister fagforeningen sin værdi.

En fagforening er et sted, hvor man organiserer sig med andre fagfæller og har en følelse af medinddragelse. Når medinddragelsen fjernes, er fagforeningen reduceret til en arbejdsmarkedsforsikring. Hvad er så forskellen på de rigtige fagforeninger og de gule fagforeninger? spørger Strømsholt.

Den danske model er designet til at undertrykke klassekampen. Men modsætningen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen er uundgåelig, og det vil også vise sig ved OK20. Sammen har arbejdere på tværs af brancher i yderste konsekvens evnen til at true samfundsordenen. Sammenhold er arbejderklassens styrke, og med den kan de gennemtvinge deres krav. I anledningen af 1. maj kan denne artikel kun slutte ved at gentage Strømsholts ord:

Arbejdere på tværs af brancher og fag skal stå sammen. Næste år til overenskomstforhandlingerne vil vi være klar, vi vil tage kampen op.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.