Klokken 04.00 mandag den første april 2019 nedlagde lokomotiv- og togførerne i DSB arbejdet. Fredagen før havde DSB endeligt afbrudt forhandlingerne om lokalaftaler under den nye overenskomst som personalet i DSB er blevet underlagt, da DSB meldte sig ind i den store private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri. I samme ombæring blev tillidsmandsbeskyttelsen fjernet på alle tillidsfolk, da antallet af disse afhang af lokalaftalerne. De ansatte i DSB valgte at svare igen med en imponerende strejke.
Som sagt så gjort. Mandag morgen troppede nogle lokomotivførere og 15 unge fra Revolutionære Socialister, der var blevet spurgt, om vi ville hjælpe til som strejkevagter, op på Københavns Hovedbanegård. De første par timer gik med at snakke med medarbejderne, der mødte på arbejde, for at køre tog i myldretiden og fortælle dem om strejken, hvis de ikke allerede havde hørt om den og betydning af at alle stod sammen om at kæmpe imod ledelsens angreb. De strejkende og folkene fra Revolutionære Socialister gjorde et kæmpe arbejde i at nå hele vejen rundt på Københavns Hovedbanegård og få talt med alle, der mødte ind på arbejde. Omkring klokken 06.00 stod det klart for DSB’s ledelse, at strejken blev en realitet. Så de satte deres modoffensiv ind. Først rendte informationschefen ned på perronerne og truede med at ringe til politiet, hvis ikke strejkevagterne stoppede med at tale med folk, der mødte ind på arbejde. Det blev dog ved truslerne. DSB’s ledelse skiftede hurtigt taktik og begyndte at kime de tjenestemandsansatte ned for at få dem til at køre tog. De må jo ikke strejke. Strejkevagterne måtte så stille sig i døren indtil førerhuset på toget, så tjenestemændene var fysisk forhindret i at møde på arbejde og dermed ikke blev tvunget til at bryde strejken. Denne situation fortsatte til ca. klokken halv ti, hvor det sidste S-tog på den måde blev forhindret i at køre. Det viste sig at blive ledelsens sidste forsøg på at få strejken til at falde fra hinanden. Efterhånden som folk gik i strejke, samledes de på pladsen foran indgangen ved Bernstorffsgade. Og tjenestemændenes mobiltelefoner løb på magisk vis alle tør for strøm.
Klokken 10.00 kom stilladsarbejdere, murere og murerarbejdsmænd forbi. Den moralske opbakning fra de andre fag var vigtig og havde en god effekt. Et slag mod en, er et slag mod alle. Som en kærkommen hilsen blokerede stilladsarbejderne også Bernstorffsgade foran Hovedbangården en halv times tid.
Fra ca. ellevetiden og frem til klokken 15.00 gik tiden med at tale arbejdsforhold, politik, klassekamp og meget mere på pladsen foran Hovedbanen. Stemning var god, og det var tydeligt, at de strejkende kæmpede for at vinde. Det lyder fjollet, for hvorfor skulle nogen dog gøre andet? Men faktum er, at de fleste andre faglige kampe, med visse markante undtagelser, mere har haft karakter af at vise utilfredshed end at gå efter sejr. Dette var én af de ting, der gjorde strejken i mandags så markant.
Præcis klokken 15.00 gik de strejkende tilbage til arbejdet, som de havde annonceret på forhånd. Dermed demonstrerede de klart, at når de siger noget, så mener de det. At de handler samlet og skal tages alvorligt.
Næste fase
Stemningen foran Københavns Hovedbanegård mandag eftermiddag var optimistisk og beslutsom: Hvis ikke ledelsen har forstået budskabet, så bliver der strejket igen mandag den 8. april.
For lokomotiv- og togførerne i København var mandag den 1. april en kraftig magtdemonstration. De strejkende viste, at ikke et eneste tog kører uden arbejdernes tilladelse. DSB-ledelsen troede, at de som tidligere og som arbejdsgivere i så mange andre fag har vist, uhindret kunne tromle deres diktater igennem. Men denne gang satte arbejderne foden ned. DSB forsøgte at bryde strejken, hvilket ville have haft en meget negativ og demoraliserende effekt, hvis de havde lykkedes. Men det var åbenlyst, at ledelsen i DSB ikke havde forventet en så håndfast reaktion, som de fik fra de ansatte i København. Det har uden tvivl gjort dem nervøse. Men DSB har som bekendt hentet folk ind fra SAS (Flemming Jensen), som netop excellerede i at smadre de organiserede arbejdere, så mon ikke også ledelsen i DSB vil evaluere strejken for at finde ud af, hvor de kan sætte ind for at forhindre en gentagelse?
Hvis det kommer til en ny strejke, rejser det en række spørgsmål:
- Hvordan sikres kommunikationen mellem arbejderne, når hverken fagforening eller virksomhedens kanaler kan benyttes (sms-kæder o.lign.)?
- Hvordan eskaleres kampen i forhold til sidst, så DSB kan se, at omkostningerne ved at fortsætte deres skandaløse kurs er større end at finde en anstændig aftale? En optrapning fra den sidste 11 timers strejke til et fuldt driftsdøgn vil være et glimrende skridt.
- Hvad er de næste skridt? En tidsubegrænset strejke, i stedet for punktstrejker, indtil kravene bliver mødt, vil sætte ledelsen stolen for døren, og også gøre det lettere for passagererne at vide, hvad de kan regne med. I modsætning til mange andre fag kan DSB-ledelsen ikke bare hente strejkebrydere ind, men er afhængig af de strejkendes arbejdskraft.
- Lokomotiv- og togførerne i København satte i mandags et forbilledligt eksempel og demonstrerede, at det er muligt at kæmpe imod en aggressiv arbejdsgiver og udviste stærkt sammenhold. Hvordan bygges der videre på dette, så deres kolleger vest for Storebælt kommer med næste gang?
- Ved strejken tilkaldte DSB-ledelsen indsatsledere fra Politiet for at koordinere, men politiet blev på intet tidspunkt involveret (i modsætning til hvad dele af det stolte danske pressekorps berettede). Men hvordan stiller de strejkende sig, hvis politiet bliver hevet ind for at bryde strejken næste gang? Vil man findes sig i at arbejde under sådanne forhold?
Skulle en ny strejke finde sted, vil Revolutionære Socialister naturligvis igen være at finde i rækkerne for at støtte op, med de beskedne kræfter vi har til rådighed. Vi opfordrer alle andre til at gøre det samme. En sejr for DSB-arbejderne vil sætte en vigtig præcedens og kan betyde et positivt skift i klassekampen i Danmark; at årevis med arbejdsgiveroffensiv kan vendes. Det er værd at bakke op om, for alle der har arbejderklassens interesser på sinde.