Den almindelige dansker, der hver dag benytter sig af S-togene i Hovedstadsområdet, har bemærket, at togene adskillige gange i løbet af november har været forsinkede eller helt aflyste. Dette skyldes en konflikt i forbindelse med overenskomstforhandlinger mellem Dansk Jernbaneforbund og DSB. Efter SAS, CSC, lærerne og den siddende regerings forsøg med OK18 fortsætter kapitalisternes offensiv mod de danske arbejdere, og denne gang er turen kommet til DSB’s lokomotivførere. Revolutionære Socialister har talt med Simon Bauer, kommunikationschef for Dansk Jernbaneforbund.
“Hele konflikten startede tilbage i december sidste år”, forklarer Simon Bauer, ”det begyndte, da DSB meldte sig ind i Dansk Industri.” Bauer forklarer videre, hvordan overflytningen til Dansk Industri ville betyde, at DSB dermed ville opsige de statslige lokalaftaler til fordel for en privat overenskomst, der skulle gælde alle lokoførere.
”Vi undrede os over hvordan et statsejet selskab kunne gå over til en privat overenskomst,” fortsætter Bauer. DSB nægtede at forklare dette, og lagde derimod en sag an mod Dansk Jernbaneforbund, som derfor så sig nødsaget til at lægge en kontrasag an mod DSB.
I slutningen af september i år afgjorde Arbejdsretten, at DSB havde lov til at melde sig ind i Dansk Industri; og overgå til den private jernbaneoverenskomst. Herefter startede forhandlingerne mellem Dansk Jernbaneforbund og DSB. Men disse forhandlinger har været meget besværlige. Som Simon Bauer udlægger det: ”Basalt set vil DSB ikke forhandle.”
Et spørgsmål om magt
Overgangen fra de statslige overenskomster og de gamle lokalaftaler til jernbaneoverenskomsten, som er det DSB ønsker, at alle lokoførere skal over på, vil have store konsekvenser for lokoførerne. DSB ønsker at reducere lokoførernes tillidsrepræsentanter fra 99 til 29, det er imidlertid lykkedes Dansk Jernbaneforbund at få tilkæmpet sig en indrømmelse fra DSB på 41 tillidsmænd i stedet for de 29, som DSB oprindeligt ønskede, men dette er heller ikke det vigtige slag som Bauer videre forklarer.
”Problemet er lokalaftalernes opsigelse. DSB ønsker at fjerne de ansattes medbestemmelse.” Bauer forklarer, at på de nuværende statslige overenskomster, får lokoførerne tilsendt et skema for hele året, så de kan planlægge deres liv uden for arbejdet efter hele året. DSB lægger op til væsentligt ringere vilkår. Dette vil gøre det enormt svært for lokoførerne at få deres familieliv til at hænge sammen med deres arbejdsliv.
Selvom Jernbaneoverenskomsten sikrer, at medarbejderne får fri hver anden weekend, indfører DSB såkaldte ”skubbeweekender” hvor de er i stand til at rykke disse weekender til eksempelvis søndag-mandag i stedet for lørdag-søndag, hvilket især vil gøre det svært for fraskilte forældre at se deres børn.
Mere generelt set ser Bauer også et andet stort problem: at dette handler om magten i fremtidige konflikter: ”Medarbejderindflydelse handler om magt,” som Bauer fremstiller det. ”Alt det her med mere ledelsesmagt har været en generel trend hos DSB i længere tid.”
Og alt tyder da også på at DSB ønsker at tage al den magt de kan få i de fremtidige konflikter. Den nuværende administrerende direktør for DSB er nemlig Flemming Jensen, som nogen måske vil huske tilbage fra SAS’ kamp mod kabinepersonalet fra 2015, hvor Jensen som vicedirektør for firmaet trådte frem på åben skærm hos TV2, og fortalte de strejkende ansatte, at de skulle trække i arbejdstøjet, ellers blev de fyret. Denne anti-fagforeningmand, lægger ikke skjul på hvad han mener Dansk Jernbaneforbund og tillidsfolkenes fremtidige rolle på arbejdspladsen skal være: ingen.
Bauer fortsætter om forhandlingerne: ”DSB har ét forslag, og hele deres handlen i denne konflikt har været højest provokerende.” Bauer forklarer, at DSB efter at have erklæret forhandlingerne for brudt sammen gang efter gang igen, har sendt meddelelser ud til lokoførerne og andre DSB-ansatte, der forklarer hvordan vilkårene vil være på jernbaneoverenskomsten; altså før forhandlingerne om disse vilkår endnu ligger på plads!
DONG-salget om igen
Bauer har selv to bud på hvad der ligger til grund for denne kompromisløse tilgang til forhandlingerne: ”Enten handler det om en markedsgørelse af DSB, altså at lukke markedet op for alle der ville byde ind, eller”, fortsætter Bauer, ”er det det, som DSB for alt i verden forsøger at undgå.”
DSB begrundede selv angrebene på deres lokoførere med at gøre sig klar til et frit marked, men Bauer tror selv mere på den anden forklaring. Som Bauer siger: “De skal bevise over for politikerne, at de er i stand til at reducere deres omkostninger, uden at blive udsat for konkurrence.” Med andre ord er DSB klar over, at politikerne er privatiseringsivrige, men de forsøger at bevise, at man ikke behøver et frit marked for at smadre sine arbejderes vilkår, så DSB’s top kan beholde deres privilegerede position.
Bauer mener at, DSB ønsker en DONG-model – et statsligt aktieselskab med privat kapital – for at undgå de udliciteringer, den nuværende regering er så forhippet på. ”Og det er udlicitering, som DSB ønsker at undgå. Derfor vil de reducere omkostningerne. Det flugter med deres mål om at være subsidiefri i 2030, og man kan allerede se spor af det.” forklarer Bauer.
Og der kunne siges at være nogle ting, som underbygger Bauers teori. Folketingsmedlemmet Henrik Sass Larsen har allerede givet udtryk for, at man kunne lave en DONG-løsning i forbindelse med DSB og Banedanmark, altså lægge disse to selskaber sammen, og sætte 40 procent af aktierne i selskaberne på børsen, mens staten beholder de resterende 60 procent. Derudover har DSB ikke valgt at byde på mindre profitable strækninger som Svendborgbanen og mange af de strækninger, der bliver udbudt, som Arriva har overtaget.
Naturligvis er én af de letteste måder at reducere omkostninger på ved at smadre arbejderes forhold. På trods af at denne konflikt ikke i stor grad handler om fyringer, ligner de to punkter som DSB angriber; medarbejderindflydelse og tillidsrepræsentanter, en slags forberedelse på et større angreb på DSB-medarbejdernes vilkår. Som Bauer også pointerede, vil DSB have magten nu, så de virkelig kan gå til angreb ved de næste overenskomstforhandlinger.
Udbredt støtte til arbejderne
Heldigvis får DSB mere besvær med at knække lokoførerne, end de umiddelbart havde troet. Lokoførerne har gentagende gange nedlagt arbejdet de sidste par
måneder, og vist den magt, som de i sandhed besidder: hvis de ikke kører, standser al den offentlige trafik i Hovedstadsområdet.
Desuden er lokoførerne blevet mødt med massiv opbakning fra adskillige faglige forbunds medlemmer, og de danskere der har oplevet, at deres tog blev aflyst på grund af arbejdsnedlæggelser, har - efter at have fået sammenhængen forklaret - ofte udvist sympati med lokoførerne og deres kamp, forklarer Bauer.
Revolutionære Socialister støtter også 100 procent op om lokoførernes kamp. Deres kamp er vores alles kamp. Hvis der er noget som OK18 har vist os i det forgangne år, er det at vi må stå sammen. Regeringen er ude med sparekniven og leder efter hver nedskæring de kan få fingrene i. I 2008 var det sosu’erne, i 2012 lærerne og nu kommer turen til DSB’s ansatte. Vi går på det kraftigste imod disse nedskæringer, der vil ødelægge familielivet for lokoførerne. Lokoførerne må stå fast, og afvise ethvert kompromis i denne konflikt, der vil svække deres faglige organisation fremadrettet. Hele den danske fagbevægelse må aktivt støtte op om lokoførernes kamp. Den defensive position, som DSB’s ansatte står i nu må vendes til en modoffensiv. Regeringen og kapitalisterne har ikke tænkt sig at stoppe ved DSB’s lokoførere, som de allerede har vist med de seneste par års nedskæringer. De ønsker at isolere de forskellige arbejdere, og angribe dem én efter en, fordi de frygter de danske arbejderes samlede styrke. Hvis hele den danske arbejderklasse bevæger sig samlet, som der var optræk til ved OK18, er der intet, der kan stoppe den!
