Faneborg SNASHovedforhandlingerne på alle områder er endt i forlig. Nu begynder de specifikke forhandlinger for enkelte faggrupper, og forligene skal sendes til afstemning blandt medlemmerne. Afstemningsresultaterne bliver offentliggjort i begyndelsen af juni.

De revolutionære har i årtier sagt, at fagbevægelsen kunne gennemtvinge sine krav, hvis blot de viste sammenhold og beslutsomhed. OK18 beviste rigtigheden af denne påstand - alligevel valgte fagtoppen det rådne kompromis.

Regeringen troede, at den kunne feje fagforeningerne af banen og gennemtrumfe sine krav. Den spillede højt spil med meget aggressive krav og et lockoutvarsel mod hele den offentlige sektor - en helt uhørt fremgangsmåde. Men for én gangs skyld svarede toppen af fagbevægelsen tilbage med samme mønt: “Solidaritetspagten” blev født. Ingen skulle lades tilbage, fik vi at vide. En række ultimative krav skulle indfries, ellers ville en samlet fagbevægelse være rede til at kæmpe og gå hele vejen. Sådan var meldingen.

Danmarkshistoriens største tillidsmandsmøde med over 10.000 tillidsfolk blev afholdt i Fredericia den 22. marts. Alle deltagere var glade. Ingen var bange for en direkte konfrontation med regeringen og all out kamp. Efter årtier med konstante nedskæringer og forringelser var det på tide at sige stop! Og selv den offentlige opinion var på fagforeningernes side. Over 60% bakkede op. Begreber, som i årtier havde været erklæret døde af alle “seriøse” professorer og kommentatorer, var nu selvindlysende sandheder: Sammenhold. Solidaritet. Klassekamp.

Selv den mest blinde og elendige cafe latte-drikkende politiske kommentator, kunne, hvis ellers vedkommende havde puls, se, at alle kort var i de organiserede arbejderes hænder. Hvis det kom til en all out konflikt med nedlukning af hele den offentlige sektor, ville regeringen blive tvunget til et hurtigt indgreb, da internationale investorer ellers ville begynde at trække deres kapital ud af det paralyserede lilleputland. Et indgreb mod en stærk og forenet fagbevægelse ville betyde døden for regeringen og muligvis også, at arbejderne ikke ville efterleve indgrebet men derimod fortsætte strejkerne ulovligt.

Med en omskrivning fra den berømte passage i Det Kommunistiske Manifest lignede regeringen “troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem.”

Når regeringen skal opgøre resultatet af OK18, så er der ingen tvivl om, at den må konkludere, at den tabte eklatant. Ingen af dens storstilede angreb er, ud fra hvad vi ved i skrivende stund, kommet igennem: fjernelse af betalte spisepause; højere grad af individuelle lønforhandlinger; regionernes voldsomme krav mod sygeplejerskerne, som lignede lærernes fra 2013 og løntilbageholdenhed med 1,6%. Alt sammen måtte regeringen bakke væk fra, under truslen fra de mobiliserede arbejdere. Ydmygelsen er total. OK18 viste arbejderklassens magt. Men det betyder ikke, at fagbevægelsen er kommet ud som sejrherre.

Bange for sin egen skygge

Det var ikke kun regeringen, der blev bange. Fagtoppen selv var rædselsslagen for at “slippe masserne løs”. De var bange for at miste kontrollen over den bevægelse, de selv havde startet, hvis det kom til storkonflikt. De var bange for, at konsensus om “den danske model” med fredeligt klassesamarbejde ville blive smadret af en hardcore arbejdskamp - at forhandlerne ville miste deres forrang overfor de mobiliserede arbejdere.

Samtidig var de også bange for truslen fra embedsapparatet om at fjerne deres strejkeret - en trussel der åbenlyst blev fremført af KL-direktør Kristian Wendelboe, en af arkitekterne bag lockouten af lærerne i 2013: ”Hvis det her kommer til en konflikt, bliver det så voldsomt, at man er nødt til at forhindre, at det sker igen. Al politisk energi på Christiansborg vil gå på at undgå at komme i den her situation igen.”

I det krydspres valgte de faglige ledere den vej, de kender så godt: Kompromiset og udsalg af én faggruppe i ansvarlighedens interesse.

Men hvorfor? For at besvare dette må vi tage udgangspunkt i det, der fik topfolkene i de offentlige fagforeninger til at tage kampen op og mobilisere medlemmerne i første omgang: frygten for at blive fejet til side af arbejdsgiverne. Fagtoppens mål var ikke at sikre medlemmernes forhold men deres egen plads ved de store drenges forhandlingsbord. Det lyder måske som en ubegrundet påstand? - Forhandlingsresultatet beviser det:

Tre krav var “ufravigelige” ultimative krav:

  • En arbejdstidsaftale for lærerne
  • Overenskomstssikring af den betalte spisepause
  • Højere realløn med lønstigninger svarende til det private

I skrivende stund er de fuldstændige aftaletekster ikke offentliggjort, men fra de oplysninger, der er kommet frem, kan der ikke sættes flueben ud for alle “ultimative” krav.

Arbejdstidsaftale for lærerne

Et af de mest principielle krav var en arbejdstidsaftale for lærerne, som efter lockouten i 2013 blev underlagt arbejdsgivernes udvidede ledelsesret gennem den såkaldte lov 409. Det er imidlertid endt med en kommission(!) der skal bestå af “arbejdsmarkedets parter” med en “uvildig” kommissionsformand, som begge parter skal være enige om, og, som vil få betydelig magt til at komme med løsningsforslag til en eventuel fremtidig aftale i … 2021. Nu har arbejdsmarkedets parter haft 5 år siden lov 409 blev indført. Men man mener åbenbart, at der skal bruges tre år mere. Hvis dét ikke er at trække tiden til et tidspunkt, som er mere fordelagtigt for arbejdsgiverne, så ved vi ikke, hvad er. Således ingen arbejdstidsaftale. Lærerne blev solgt endnu engang. Hvem står for skud næste gang?

Overenskomstssikring af den betalte spisepause

Mens fagforeningerne fra start insisterede på, at den betalte spisepause lå implicit i alle offentlige overenskomster, og derfor ikke var et element til forhandling, der skulle “betales” for i form af et kompromis, så er kursen nu skiftet. Nogle af overenskomsterne har fået en hensigtserklæring om, at de lokale arbejdsgivere skal afholde sig fra at opsige denne “kutyme”. Andre, som fx akademikerne i staten, har måttet “betale” for at få den skrevet ind, noget forhandlerne ellers havde forsvoret.

Lønstigninger på niveau med det private

På plussiden står, at det ekstreme “privatlønsværn” er blevet afskaffet. Men i forhold til lønstigningerne er det mere speget. Ifølge formanden for Forhandlingsfællesskabet og Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, ville det være nødvendigt med en lønstigning på 8,55% for at følge med den forventede lønudvikling i det private. Sådan sagde han i hvert fald selv tilbage i begyndelsen af marts måned. Det endelige resultat lader til i alle overenskomsterne at være landet på 8,1% - så det er da ret tæt på? Der er bare et lille “men”: De egentlige lønstigninger over den treårige periode er kun et sted mellem 5-6,8% afhængig af overenskomsterne og altså ca ⅓ under niveau. Resten (op til de 8,1%) er fordelt på forskellige puljer, grupper, forventede reguleringer og ydelser, som ikke kommer alle til gavn, og, som ikke nødvendigvis vil blive udmøntet i løn.

Generelle lønstigninger på 6% vil betyde årlige lønstigninger på knapt 2% vel at mærke uden at medregne den årlige inflation. Med det nuværende meget lave inflationsniveau betyder det en årlig reallønsfremgang på omkring 1% eller ca. 233 kr mere om måneden for en sygeplejerske - før skat. Hvis inflationen imidlertid når 2%, som er centralbankernes erklærede mål, så vil de generelle lønstigninger være ædt op, og reallønsfremgangen vil være væk. Det, der gør lønforhandlinger i det offentlige ekstra spegede, er reguleringsordningen, som bevirker, at de offentlige lønninger reguleres i forhold til de private, hvilket kan gå begge veje.

Så ét af de tre ultimative krav er åbenlyst ikke gennemført, mens ét er delvist gennemført eller gennemført mod betaling. I forhold til hvad regeringen lagde ud med, er der ingen tvivl om, at arbejderklassens magtdemonstration tvang den til at afblæse sin generelle offensiv. Men da fagtoppen gik ind i OK18 var beskeden, at de var klar til at gå hele vejen for kravene, og at man stod sammen: “alle for én”. Det udsagn kom imidlertid på et tidspunkt, hvor regeringen aktivt havde tvunget dem i kamp. Da først regeringen begyndte at bøje af og vende tilbage til den mere traditionelle tilgangsvinkel, hvor fagtoppen inddrages i processen med at gøre overenskomsterne “fleksible” og “konkurrencedygtige”, så var kravene pludselig ikke længere så ultimative.

Vandhane-problematikken

Men hvad er det store problem egentlig? Lidt procenter fra eller til? Og lærerne har ikke haft en arbejdstidsaftale i fem år, så hvad sker der ved at vente tre mere?

Problemet er større end som så. Netop fordi fagtoppen for én gangs skyld gjorde alt det rigtige til at starte med, så er effekten så meget desto værre. Dynamikken var til at tage og føle på. De offentligt ansatte var rede til for én gangs skyld at sætte foden ned og sige endeligt fra overfor de forringelser, angreb og smædekampagner, der har været ført imod dem i flere årtier. Indholdet i de enkelte krav var i virkeligheden ikke så vigtige som ideen om, at “Nok er nok”. Nu står vi sammen - ingen skal efterlades. Hertil og ikke længere!

Det helt store apparat blev kørt i stilling. En massiv bevægelse blev mobiliseret. Men nu viser det sig, at fagtoppen bare anså bevægelsen som en vandhane man kunne tænde for, for at vise styrke; og så lukke for igen, ikke når kravene fra medlemmerne var opfyldt, men når toppen havde fået opfyldt sit mål: at komme tilbage til bordet og blive anerkendt som en ligeværdig part. Og det var LO-toppen og Dennis Kristensen, der gik forrest.

Fagbevægelsen kunne have kørt regeringen fuldstændig over. Et resolut svar på et indgreb havde væltet regeringen og startet et paradigmeskifte i dansk politik samt en klassekamp, hvor arbejderklassen ville have være ovenpå. De faglige ledere havde alle muligheder og al nødvendig opbakning.

Spørgsmålet er nu: Hvad vil de faglige ledere gøre næste gang? Hvad vil medlemmerne sige næste gang, når regeringen kommer efter fagbevægelsen, og de faglige ledere har brug for at mobilisere medlemmerne? Møder de op?

Og ja, der vil komme en næste gang. For den internationale økonomi balancerer på en knivsæg. Det såkaldte “opsving” lakker mod enden. En ny økonomisk nedtur vil betyde voldsom acceleration af afmonteringen af den offentlige sektor og de universelle velfærdsydelser.

For en kæmpende arbejderbevægelse

Der er tilsyneladende nogen i toppen af fagbevægelsen, der endnu ikke har indset, at intet nogensinde er kommet til arbejderklassen uden kamp. De veg væk fra kampen på trods af, at forholdene for en fuldstændig sejr var historisk gode. OK18 beviser, at arbejderbevægelsen skal hives ind i det 21. århundrede. Efterkrigsopsvinget er slut! Klassekampen er i fuld gang fra kapitalejerne og den politiske elites side, men arbejderbevægelsens top befinder sig stadig i en fjern fortid, hvor kapitalismen havde plads til at give visse reformer til gengæld for klassefred. At demonstrere så stor styrke, som fagforeningerne gjorde i OK18, for så at vige tilbage og afstå fra at besejre modstanderen er farligt: Det er som at vise sin hånd uden at spille sine bedste kort. Det viser den herskende klasse, at de må gribe ind overfor fagforeningernes styrke for at sikre sig mod problemer i fremtiden. Fagtoppen bliver nødt til at vågne op!

OK18 handlede om langt mere end de tre krav. Selv hvis alle krav var blevet opfyldt i OK18, så havde det ikke ændret på årtiers nedskæringer, der har udsultet den offentlige sektor. OK18 handlede om, at også de danske arbejdere er ved at have nået bristepunktet for, hvad de kan klare. Og denne nedskæringspolitik vil fortsætte, så længe kapitalismen består. Derfor vil den noget flade fornemmelse, der eksisterer efter ledernes rådne kompromis gå over. OK18 var ét slag i en lang kamp. Arbejderne vil lære af hvert slag, både de, der blev vundet og ikke mindst de, der blev tabt.

Flere af de utilfredse - særligt lærere - har talt om at melde sig ud af fagforeningen efter kapitulationen. Vores opfordring er i stedet: Lad være med at efterlade fagforeningerne til karrieremagere. Organiser Jer i stedet, og smid dem ud! Ledere, der ikke tør kæmpe, er ikke ledere men forhindringer. Forkast arbejdsgiverforligene!
Vælt hele det rådne system.

Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation

 

Del

Yderligere information