soeren og metteSøren og Mette i benlås – en kritisk krønike om folkeskolen, lærerlockouten og New Public Management - udkom i Oktober 2017 og er skrevet af graverjournalisten Anders-Peter Mathiasen. I bogen beskriver Mathiasen den misvisende, manipulerede og pilrådne ”forhandlingsproces” som i 2013 smadrede de danske folkeskolelærere og lod dem betale prisen for den nye skolereform. Det er historien at selv SF, lærerstandens eget parti, ikke formåede at forsvare dem. Forfatteren maler i denne bog et grundigt og kritisk billede af hvad lærerlockouten lærte os om den forfaldne danske model, om fremtidens klassesamarbejde og om de kampe og tæsk, de danske arbejdere i fremtiden vil stå ansigt til ansigt med.

Aftalt spil

Lærerlockouten handlede om meget andet end arbejdstimer og heldagsskole. Mathiasens vigtigste bedrift med denne bog er at vise, hvordan alt tyder på at hele lockouten var en del af en længerevarende plan fra Corydons og Thornings regering, hvordan fagbevægelsen ingen rigtig rolle spillede i udfaldet af forhandlingen og hvordan det hele muligvis har været planlagt af embedsværket i flere årtier. Lærerlockouten var en lærestreg for alle, der troede at den danske model stadig stod stærk og uberørt og den tegnede et billede af den plan, der var lagt for et effektiviseret Danmark hvor alt skal måles, vejes og spares på – et Danmark hvor New Public Management har indtaget den offentlige forvaltning. Lærerlockouten var en spareøvelse – én blandt mange. Den resulterede i at Anders Bondo Christensen måtte se de tusinder af demonstrerende lærere på Rådhuspladsen i øjnene og videregive beskeden om, at regeringen havde givet dem dødsstødet og de havde tabt alt. Tabet af denne kamp bliver bare endnu mere tragisk, når man tager højde for, at det foregik under ledelse af en S-ledet regering.

Mathiasen har fået en af Lockoutens vigtigste hovedroller, Anette Vilhelmsen, til at stille op til interview. Vilhelmsen påstår, og bakkes op af Kristian Thulesen-Dahl, at lockouten var orkestreret af regeringen. Reel forhandling havde aldrig været en del af planen. Det var en hidtil uhørt udtalelse fra danske politikere. Mange kan sikkert også huske Thornings ”freudian slip”, da hun til Politiken udtalte: ”Da vi planlagde lockouten…” Anette Vilhelmsens påstand går videre på, at hun og andre lavere rangerende politikere først var blevet orienteret, da løbet var kørt. Kristian Thulesen-Dahl beretter om, at Helle Thorning i efteråret 2012 havde spurgt ham om Dansk Folkeparti ville støtte et regeringsindgreb efter den planlagte konflikt med lærerne. Og Thulesen-Dahls budskab er tydeligt: ”Den danske model har været trådt ud af kraft, siden regeringen før jul fremlagde sit udspil til en folkeskolereform. Der har ikke været en reel fri forhandling mellem KL og lærerne. Facit har været givet på forhånd”.

Bogen demonstrerer også den splittelse, der er foregået i lærernes traditionelle partier, SF og i De Radikale, hvor f.eks. kulturminister Marianne Jelved kom i klemme efter at have udtalt, at hun ønskede Anders Bondo ville vinde kampen, samtidig med at Margrethe Vestager, som var undervisningsminister i 90erne, viste sig som en del af Lockoutens fanskare og bebudede, at lærernes strejkekasse skulle udsultes. Ikke engang lærernes egne partier kunne reelt formå at forsvare lærerne. Og med hvilken effekt? Den 26. april 2013 præsenterer SRSF-regeringen lovindgrebet, med støtte fra V, DF og K og afslutter dermed lockouten. Vilhelmsen og Thulesen-Dahl skyder skarpt mod Socialdemokratiet i bogen, men de lagde sig stadig i ske med selvsamme parti, da indgrebet skulle gennemføres.

Mathiasens perspektiv på lærerlockouten er grundigt og bredt. Han beskriver i bogen den 40 år lange udvikling i det politiske Danmark, som ledte frem til, at lærerne tabte kampen i 2013. Lærerne blev vitterligt lagt i benlås under lockouten. Kommunernes Landsforenings kampagne mod lærerne havde været misvisende og decideret usympatisk og Mathiasen beskriver detaljeret, hvordan processen og kampagnen var dybt præget af underliggende interesser og taktiske manøvrer fra regeringens side. Thorning-regeringen og embedsværket opererede i kulissen og fagbevægelsen kom næsten til at fungere som Corydons og Thornings marionetdukker, så de efterfølgende kunne portrættere lockouten som en ganske almindelig arbejdsmarkedskonflikt.

Mathiasen er, med god grund, oprigtigt bekymret for mangel på demokratisk overskud i den statslige forvaltning. En af hans vigtigste pointer er den rolle, finansministeriet har spillet som hærfører i overenskomstforhandlingerne, hvor det er lykkedes at skære igennem, uanset hvor på det politiske spektrum regeringen befinder sig. Forfatteren mener, at det har krænket det kommunale selvstyre, og at den udvikling er foregået fuldt bevidst, hen over hovedet på den danske befolkning.

Ombudsmanden var også nødsaget til at udtrykke skepsis overfor forhandlingsprocessen. Hans kritik var rettet imod de hemmelige samarbejdsgrupper, der var etableret mellem embedsmænd på tværs af ministerier. Disse grupper var strikket sammen som en uafhængig myndighed, der tilmed havde eget logo og brevhoved med henblik på at afholde pressen fra at søge aktindsigt og som, modsat alle andre bureaukratiske processer, blev undtaget at afgive skriftlig rapport til Finansministeriet. Der har lagt sig et tydeligt blodspor efter lockouten og Thorning-regeringen. Men KL nægter fortsat at OK-forhandlingerne var aftalt på forhånd.

Arbejdslysten, arbejdsengagementet, initiativet, det kreative aspekt af arbejdet, selvstændighed og sundhed på den danske folkeskole, bliver kvalt af New Public Management systemer. Og det er ikke kun folkeskolen der står for skud, men alle offentligt ansatte og velfærden generelt. Lærerlockouten var bare et skridt i denne retning.

Samtidsperspektivet

I de første kapitler af bogen beskriver forfatteren den skolepolitiske udvikling i Danmark. Han trækker sit perspektiv helt tilbage til 73, hvor Glistrup for første gang fik rejst spørgsmålet om effektiviteten blandt offentligt ansatte. Han forsøger at bruge den nyere histori til at forklare kollapset for klassesamarbejdet i Danmark, så det ikke længere alene handler om folkeskolen, men om afmonteringen af hele velfærdsstaten. New Public Management får ustyrligt lov at dominere på ryggen af den liberale bølge, der har oversvømmet Europa siden 90erne.

Han kaster blikket tilbage på 1987, hvor KL første gang gik til angreb på lærerne og Bertel Haarder sætter Danmarks Lærerforening på skydeskiven. Han beskriver udviklingen videre op igennem 90erne, med de bureaukratiske og svitsende aftaler om UFØ-tiderne (undervisningstid, forberedelsestid og øvrigt), som kom efter at finansministeriet havde rykket søgelyset mod lærerne. UFØ-arbejdstidsaftalerne blev indført i 1993, hvor lærerne flytter fra stat til kommuner og fra ansættelse som tjenestemænd til overenskomstansatte. Her blev der opstillet en arbejdstidsaftale, som i høj grad lammede det pædagogiske arbejde og det militante timeregnskab begyndte.

Han beretter videre frem til 00erne, hvor resultaterne far PISA-undersøgelser blev kastet i nakken på folkeskolelærerne, eleverne flygtede til friskolerne. Der kom yderligere pres på lærerne, efter at en bekvem undersøgelse dukkede op som viste at de arbejdede mindre end resten af verdens folkeskolelærere. DLF måtte kæmpe en forgæves kamp mod de konklusioner, der blev lavet om lærernes effektivitet.

Mathiasen beskriver faktisk det overordnede sammenbrud af den danske velfærd. KL og de statslige arbejdsgivere havde blikket fast rettet mod lærernes centrale aftaler om arbejdstid som skulle ændres. Som det beskrives i bogen, har KL i lang tid ville fjerne de centrale arbejdstider, fordi det vil fjerne al indflydelsen som lærerne og deres fagbevægelse har måttet have haft.

Den historiske gennemgang om forløbet op til lockouten, beskriver hvordan den generelle kvalitet af velfærden og klassesamarbejdet siver ud i sandet. Den viser hvordan der i mange år, har været en større masterplan om effektivisering af de ansatte, og underminering af den danske fagbevægelse.

Der var tegn på at det ville komme. Havde KL været så urokkelig i forhandlingen, hvis de ikke følte sig helt sikre på at regeringen stod bag dem, med et regeringsindgreb? Og havde lockouten overhoved fundet sted, hvis folkeskolereformen ikke var centreret omkring lærernes arbejdstid? Da indgrebet skulle gennemføres, stod alle brikkerne på en mirakuløs lige linje, klar til at regeringen kunne gennemføre deres opgør med lærerne. Reformplanerne og arbejdsgiverønskerne passede sammen som puslespilsbrikker. Den historiske gennemgang af de mindre slag der er blevet slået mod lærerne, viser den udvikling i dansk politik, der uundgåeligt måtte give lærerne nådestødet i 2013.

Diskussionen om kvaliteten af ”Søren og Mette i Benlås”, har gået på, hvorvidt Mathiasen lægger for meget vægt på de mundtlige kilder, samt at der ikke er kildehenvisninger. Men som han selv skriver i bogen, blev han nægtet adgang til Statsministeriets referater, med begrundelse i, at han ingen retslig interesse havde, og at det desuden ville tage ministeriet nøjagtig 350 arbejdstimer at frasortere klausuleret indhold. Det er en decideret grinagtig argumentation, for hvordan er det lykkedes dem at komme frem til så præcist et tal? Forløbet er i det hele taget en dyb hån mod de lærere og resten af offentligheden, der forsøger at forstå hvad der skete i 2013. Er det meningsfuldt at rette kritik mod Mathiasens manglende kilder, når selve lockouten har opereret med en arbejdsgruppe, der ikke tåler aktindsigt? Kritikken bør rettes mod den regeringen, som ikke med det samme disse anklager kom frem, smed alle kortene på bordet. Hvis de var uskyldige ville det være det letteste i verden at åbne arkiverne. Men det er ikke sket.

Bogen er velskrevet og spændingsladet. Den fungerer uden at gå på kompromis med sin kritik, næsten som en politisk thriller, med skurke, helte og ofre. Søren og Mette er et knivskarpt værktøj til at forstå skolereformen, lockouten og fremtiden for de danske overenskomstforhandlinger. Den bør læses af alle der vil være bedst muligt klædt på, til næste gang garnet strammes.

For garnet bliver strammet igen. I 2018 er det ikke kun lærerne der står for skud, men samtlige offentlige ansatte. Og selvsamme parti, som i 2013 stod i spidsen for at smadre lærerne, støtter også nu op om lockouten. den danske model fungerer fortsat som spil for galleriet. OK18 kan meget vel betyde det samme som lockouten gjorde i 2013 – arbejdsgiverens krav vil blive implementeret ved lov. Flertallets ønske vil blive undermineret, til fordel for regeringens plan om at ødelægge fagbevægelsens indflydelse. Hvis ikke fagforeningerne træder i karakter på et helt andet plan end man har set i mange år, bliver det som Anders-Peter Mathiasen frygter – det dræbende slag for den såkaldte danske model og det institutionaliserede klassesamarbejde.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 38, april 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.