15juni csc 003Billede fra den bitre konflikt på CSC i 2011 hvor arbejdsgiveren lockoutede de organiserede IT-arbejdere. I kampens løb, som gik over mange uger, måtte arbejderne tage stadig hårdere midler i brug, som fx fysisk blokade, som her. Tråds arbejdernes gå-på-mod, holdt fagtoppen arbejderne på CSC isolerede og de blev til sidst besejret. Siden krisen i 2008 har antallet af strejkedage i Danmark været historisk lavt. Og tilsyneladende var det en nedadgеende tendens, der bare fortsatte. Det samme gælder medlemstallet for fagforeningerne. Alle lokale fagforeninger har måttet skære i antallet af ansatte, sælge ejendomme osv. Det har fået mange fagforeningsaktivister til at drage pessimistiske konklusioner. Men hvis man ser under den rolige overflade, er store eksplosioner under opbygning, og måske ser vi de første indikationer på en vending i aktiviteten i den danske arbejderklasse?

”Unge er egoistiske og mine kolleger er ligeglade med fagforeningen.” Det er sikkert en udtalelse, som mange fagligt aktive kan genkende. Mange tillidsfolk har en følelse af at stå alene på deres arbejdsplads, at kollegerne ikke interesserer sig for det faglige arbejde. Der kommer nemlig kun få folk til klubmøderne. Deltagerne til de lokale generalforsamlinger i fagforeningerne kommer mest af pligt og seniorerne udgør en uforholdsmæssig stor del. Siden 2008 har LO-forbundene mistet 385.000 medlemmer. På overfladen ser fremtiden overordentligt sort ud for dansk arbejderbevægelse.

Forståelig udvikling

Som marxister må vi imidlertid se under overfladen, og analysere situationen, som den er, og ikke som vi gerne ville have, den skulle være. Fakta er, at arbejderklassen med god grund kan spørge: Hvorfor skal jeg være med i en dyr fagforening? Det stort set eneste, der kommer fra fagtoppen, er snak om konkurrenceevne, at arbejdsgiverne skal have bedre forhold, angiveligt for at skaffe flere job. Man taler for Danish Crown-modellen (arbejdsgiveren låner en del af arbejdernes løn til investeringer) og forsvarer indædt den såkaldte Danske Model. Men for de fleste menige arbejdere er den Danske Model i dag lig med højere arbejdstempo, faldende realløn, løndumping og ingen strejkeret udenfor overenskomstforhandlingerne. Det er derfor ikke svært at forstå, at medlemmerne er sivet væk.

Arbejdsgiverne har ikke været blinde overfor denne svækkelse og hår kørt hårdt på. På mange arbejdspladser er der kommet et meget hårdt regime, hvor enhver, der snakker om sine rettigheder, risikerer fyring. I det offentlige er situationen den samme: angrebet på lærerne sidste år var et vigtigt varsel til resten af sektoren om, at nu står deres forhold for skud.

Tegn på vending?

Men netop arbejdsgivernes konstante pres, støttet af regeringen, er ved at nå bristepunktet for, hvad arbejderklassen kan finde sig i. Efter mange års passivitet fra arbejderne (af frygt for arbejdsløshed), har arbejdsgiverne vænnet sig til at kunne gøre, som det passer dem. Men de leger med ilden. De danske arbejdere er ved at have fået nok.

For første gang i mange år er medlemstilbagegangen i fagbevægelsen ved at bremse op. I 2013 mistede LO-forbundene således kun 28.000 medlemmer, svarende til 3 procent. Når man tager i betragtning, at over 30.000 mistede deres dagpenge, og holder det op imod, at LO-forbundene samlet har mistet 385.000 medlemmer siden 2008, så kunne det tyde på en begyndende vending af tendensen.

Det samme kan ses på antallet af overenskomststridige strejker. Mens det har været jævnt faldende for hvert eneste år siden krisens start i 2008, er det nu så småt vendt. I tredje kvartal 2013 begyndte antallet af ulovlige strejker at stige igen. I første kvartal 2014 var der 120 ulovlige strejker, mens der i hele 2013 var 176. Med lige knapt 5.000 tabte arbejdsdage er det det højeste antal for et 1. kvartal, siden 2007. Det er dog langt op til 1. kvartal 2007, hvor der var ca. 24.000 tabte arbejdsdage. Men ikke desto mindre er det et muligt begyndende brud på stilstanden.

Dette brud kunne sagtens komme endeligt til udtryk ved de offentlige overenskomstforhandlinger i starten af 2015. For FOA har, som et af de eneste forbund, ikke medlemstilbagegang og har brugt tid på at forberede sig på en mulig konflikt, ved at udbygge deres strejkekasse. De så nemlig, hvad der skete med Lærerforeningen, som på ingen måde på forhånd havde set, hvad der ramte dem sidste sommer.

Øget klassekamp er social lov

Det er et ufravigeligt faktum, at før eller siden reagerer arbejderne, hvis de konstant bliver trynet. Frustrationerne hober sig op over tid. På et vist punkt slår de over i et kvalitativt spring; nok bliver nok og arbejderklassen går i kamp. Hvornår det sker, er ikke til at bestemme på forhånd. Men der er altså nu tegn på, at det kan ske i den næste periode.

Når dette spring finder sted, når den berømte dråbe får bægret til at flyde over, vil mange faglige aktivister - der over flere år har set sine kolleger falde væk i apati - blive overraskede. Kolleger, der i årevis har været passive, som måske stemt DF og nægtet at diskutere løn og arbejdsforhold, vil pludselig springe frem, som nogle af de mest radikale på arbejdspladsen. Unge arbejdere, der indtil nu kun har interesseret sig for at gå i byen, vil gå forrest i kampen.

Derfor er vi marxister ikke ramt af den brede venstrefløjs depressive stemning. Vi er optimister! Revolutionens molekylære proces udvikler sig under overfladen og vil springe frem og tage alle skeptikerne på sengen.

 

Fra september-nummeret (Nr. 2) af Revolution.

[Tegn abonnement! ]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.