Finansminister Bjarne Corydon er kommet i problemer. I sin ensidige klassekamp imod lærerne har han brugt gymnasielærernes accept af overenskomstdiktaterne fra moderniseringsstyrelsen, som bevis på, at lærerne i grundskolen er forstokkede, dovne og rent faktisk selv ønskede at blive lockoutede:

”De aftaler, jeg har indgået med AC og IDA om normalisering af gymnasie- og erhvervsskolelærernes arbejdstidsregler, viser med al ønskelig tydelighed, at det er muligt at opnå afbalancerede resultater ved forhandlingsbordet, hvis begge parter vil det,” siger han. (dr.dk 25. marts 2013).

Der er bare ét enkelt problem: gymnasielærerne er voldsomt imod forliget og alt tyder på, at de stemmer NEJ til forliget, ved den igangværende urafstemning. Faktisk er det kun den øverste ledelse i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), der har stemt ja til forliget. Både repræsentantskabet og tillidsmændene i GL har anbefalet at man stemmer NEJ.

Manipulation
Som der er tilfældet for skolelærerne, så har forløbet omkring gymnasielærernes overenskomstforhandlinger været en yderst speget affære.

”GL-klubben på slagelse Gymnasium har følgende at sige om det reelle forhandlingsforløb, udsendt i en støtteerklæring til lærerne under lockout (læs den fulde erklæring HER):

Gymnasielærerne har allerede fået en ’normaliseret’ overenskomst efter et forløb, hvor arbejdsgiversiden fremsatte deres krav til arbejdstiden som et ultimatum og derefter nægtede at indgå i realitetsforhandlinger. Det kom til at stå GL’s forhandlere mere og mere klart, at der var tale om en forud tilrettelagt drejebog, hvor resultatløse forhandlinger skulle følges af en arbejdsgiverlockout, dødvande i forligsinstitutionen og endeligt et regeringsindgreb med et lønmodtagerfjendtligt folketingsflertal i ryggen. Et regeringsindgreb, der ville ophøje arbejdsgiverkravene på arbejdstiden til aftale ved lov – oven i købet med en allerede indgået aftale mellem DM og Moderniseringsstyrelsen om professionshøjskolerne som en færdigsyet model til at kopiere. Det var en kynisk magtvurdering hos GL’s topforhandler, der fik denne til at acceptere en aftale i den sene nattetime frem for at melde GL ud af forhandlingsfællesskabet med AC og lade GL gå alene i konflikt. Det blev en aftale, der gav os medlemmer en betragtelig lønforhøjelse; men også en aftale med frit løb for rektorerne – og tillige frit løb for en løbende beskæring af skolernes budgetter fra statens side.

Efterfølgende har GL’s tillidsrepræsentanter to gange stemt nej til resultatet, men hverken finansministeren eller Akademikernes Centralorganisation vil løse os fra ’aftalen’. Lønstigningerne – der ikke kommer fra finansloven, men fra skolernes budgetter – er ikke noget, vi har bedt om. Vi havde hellere taget imod bedre tid til arbejdet end penge, som vi helt givet selv skal betale for gennem øget arbejdspres.”
(Uddrag af udtalelsen ”Vi støtter folkeskolelærernes kamp for en ordentlig overenskomst!” gymnasieskolen.dk 14. april)

Hvis dette er Corydons definition af ”afbalancerede resultater”, så må et ubalanceret resultat være Mussolini værdigt.

Løn-kannibalisme
Den ovenstående erklæring sætter fokus på en række afgørende punkter af yderste vigtighed for alle arbejdere og funktionærer i den offentlige sektor.

Først og fremmest at regeringen har forsøgt at sælge slagtningen af den kollektive arbejdstidsaftale ved at give gymnasielærerne mere i løn. I det indgåede forlig vil de modtage klækkelige lønforhøjelser på op mod næsten 3.000 om måneden. Umiddelbart lyder det da lidt fristende? Problemet er bare, at det er lærerne selv, der skal betale for ”lønstigningen”!

”Lønstigningen” skal nemlig tages direkte fra skolens nuværende budgetter. Man skal ikke være raketforsker for at kunne regne ud, at øgede lønudgifter, uden flere penge til skolerne, nødvendigvis vil føre til fyringer og kraftigt forringet arbejdsmiljø! Med andre ord: Corydon forsøger at fodre gymnasielærerne med fyrede kolleger. Resultatet vil blive dårligere forberedelse af undervisningen og markant højere arbejdspres.

I regeringens efterhånden vanlige stil bliver dette angreb forsøgt uddelegeret. Det er nemlig rektorerne, der egenhændigt kommer til at administrere arbejdstiden. I forvejen gav den seneste gymnasiereform hidtil uset magt til rektorerne. Nu fortsættes denne tendens og rektorerne bliver enevældige konger på gymnasierne. Det er en sikker opskrift på at skabe et regime på skolerne, hvor det er afgørende at holde sig ”gode venner” med kongen, for ikke at falde i unåde.

Dernæst; at arbejdsgiveren; regeringen og statsapparatet er parat til at tage alle midler i brug for at gennemføre de bebudede besparelser i den offentlige sektor og der intet som helst ønske er om forhandling. Det er på høje tid, at fagtoppen drager den eneste mulige konklusion: hvis arbejdsgiveren bruger magtens sprog, så må arbejderne bruge de få, men mægtige magtmidler de selv besidder: at kunne lægge økonomien stille ved strejke.

Demokrati – hvor?

GL-klubben på Slagelse Gymnasium påpeger, at regeringen lader hånt om alle tanker om demokrati for fagforeningsmedlemmer. Gymnasielærernes fagforening GL er med i forhandlingsfællesskabet Akademikernes Centralorganisation AC og er derfor underlagt de elendige danske sammenkædningsregler. Disse regler betyder, at hvis flertallet af medlemmerne i forhandlingsfællesskabet stemmer for en overenskomst, tvinges forliget ned over alle fællesskabets fagforeninger, også selvom 100 procent i en af fagforeningerne i fællesskabet stemmer NEJ.

Dette betyder i praksis, at arbejdsgiveren, i dette tilfælde staten og regeringen, kan udvælge mindre grupper og smadre dem, én efter én, uden at de – ifølge reglerne – kan sætte sig til modværge. Det er, hvad der nu er ved at ske for gymnasielærerne. De kan ikke engang få lov at træde ud af AC for at tage kampen. De er låst fast. Hvem kan i dag stadig have illusioner til, at der findes reel strejkeret i Danmark?

Fagtoppen må leve op til deres ansvar
Den nuværende arbejdstidskonflikt i det offentlige har gennemgående været kendetegnet af én ting: Lederne af dansk fagbevægelse er håbløst bagud. Mens regeringen i bedste arbejdsgiverstil tromler de offentligt ansatte arbejdere over, som en elefant på speed, står de måbende og ser hjælpeløst til. Hvis de da ikke som formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, ligefrem aktivt hjælper til, ved at blåstemple regeringens offensiv: ”Jeg synes ikke, der er så mange dystre og mystiske hændelser i det her. Jeg mener, at den måde man har opført sig på, er helt naturlig” (dr.dk 9. april).

Er det ikke åbenlyst, at regeringen i praksis viser, at den lader hånt om ”fredspligt” og fredelig forhandling? Er det efterhånden ikke åbenlyst, at de kun forstår ét sprog: magt! Og tror den velbetalte fagtop i de største LO-forbund virkelig, at en smadring af de offentligt ansattes fagforeninger ikke vil give de private arbejdsgivere blod på tanden?

Der er kun ét svar på den ensidige klassekamp, som de danske arbejdsgivere og deres statsapparat har sat i værk: fuld enhed mellem privat- og offentligt ansatte og kamp for at vinde. Der er kun en social gruppe, der vinder på splittelse af arbejderklassen og det er kapitalistklassen, landets rige elite.

Medlemmerne viser vejen
En ”aktionsgruppe” af gymnasielærere på Frederiksberg Gymnasium udsendte for få dage siden en opfordring til landets gymnasielærer om at nedlægge arbejdet mandag den 15. april for at diskutere lærerkonflikten. Opfordringen blev kraftigt undsagt af GL, på grund af ”de fagretslige regler”, som betyder, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og opfordringen blev fjernet gymnasieskolen.dk. Men ikke desto mindre nedlagde gymnasielærerne på syv gymnasieskoler arbejdet to timer for at holde fagligt møde i går.

Dette er et overordentligt vigtigt skridt. Lærerne på Frederiksberg Gymnasiums eksempel må videreføres. Solidaritet og enhed er selve grundlaget for fagbevægelsen. Hvis ikke lærerne skal lide et voldsomt nederlag og dermed danne præcedens for alle arbejdsgivere, så må alle arbejdere, i private så vel som offentlige virksomheder, tage kampen op, på tværs af faglige skel.

3F afdelingen BJMF i København har erklæret, at de er klar til at gå i sympatikonflikt ”hvis lærerne ønsker det”. Det samme budskab har lydt fra FOA. Så langt så godt. Desværre har svaret fra toppen i Danmarks Lærerforening været: ”Vi ønsker at sætte fokus på, at det ikke er os, der er i en strejke. Vi er blevet bortvist fra vores arbejdsplads. Hvis vi havde været i en selvvalgt strejke, så havde vi sikkert sagt, ’Kom så alle sammen, nu står vi sammen’, men det er altså ikke tilfældet nu (Per Sand Pedersen, formand for DLF’s organisations- og arbejdsmiljøudvalg, til Jyllands-Posten 14. april).

Hvad DLF-toppens strategi for at vinde kampen så er, står hen i det uvisse?

FOA og 3F BJMF har altså meldt sig klar, men ønsker at blive ”indbudt” til konflikten af DLF. Men det er denne avis\' klare holdning, at det er en forkert tilgang. Lærernes eventuelle nederlag er nemlig ikke bare et spørgsmål om lærernes forhold, men handler om helt grundlæggende rettigheder, som retten til kollektive aftaler. Spørgsmålet er, som DLF selv har sagt: ”Lærerne er de første – hvem bliver de næste?” Derfor må det ikke bare være op til Anders Bondo om resten af fagbevægelsen skal gå i kamp for at forsvare disse grundlæggende rettigheder. FOA, 3F BJMF og resten af fagbevægelsen må følge gymnasielærerne fra Frederiksberg Gymnasiums eksempel: kom ind i kampen! Regeringen har vist, at den er ligeglad med den højt besungne ”Danske Model” - så tag dog konsekvensen og mød magt med magt. Man kan ikke standse en løbsk damptromle kun ved hjælp af ord. Der må handling til.

Ungdommens rolle
”Aktionsgruppen” på Frederiksberg Gymnasium og erklæringen fra GL-klubben på Slagelse Gymnasium viser grafisk, at gymnasieelever såvel som folkeskoleelever står overfor markant ringere undervisningskvalitet, hvis regeringen får sin vilje. Elever og læreres interesser er altså helt sammenfaldende. Derfor er det også afgørende, at elevorganisationerne DGS og DSE hurtigst muligt tager kampen op. Gymnasielærerne bliver ramt af bod, hvis de ulovligt nedlægger arbejdet. Hvis eleverne besætter og blokere gymnasierne og dermed forhindrer lærerne i at udføre deres arbejde, er sagen en anden. Derfor har især DGS en reel mulighed og pligt til at gøre en afgørende forskel og styrke lærernes kamp og deres egne interesser, i form af kravet om ordentligt forberedt undervisning.

Gymnasieleverne er ikke ligeglade – tværtimod. De har gang på gang vist, at de har vilje og mod til at tage kampen, når det gælder. De vil instinktivt kunne se pointen i at bakke op om ordentlige forhold for deres lærere. Alt hvad det kræver er, at DGS udfylder deres egentlige funktion og tager ud på landets gymnasier, sætter en dato, snarest muligt, og derefter lukker landets skoler.

Denne konflikt har mulighed for at blive endnu et grafisk eksempel på, hvordan unge studerende og arbejdere i fælles kamp kan være en formidabel magt.

Ingen tid at spilde

Den økonomiske krise betyder, at der intet opnås ved forhandlingsbordet, uden en reel magt sættes bag fagforeningernes ord. Det paradoksale er, at dansk fagbevægelse er i besiddelse af denne magt. De danske arbejdere er nogen af verdens mest velorganiserede. Hvis LO og FTF indkaldte til nationalt tillidsmandsmøde ville det være muligt, på en enkelt dag, at sprede kampen ud på alle landets arbejdspladser. Man ville demokratisk kunne vedtage at sende en alvorlig advarsel til regeringen: en 24-timers generalstrejke, med trussel om eskalering.

En 24-timers generalstrejke ville på den ene side vise, at regeringen ikke står overfor 50.000 lærere, men 1,5 mio. arbejdere. På den anden side ville en 24-timers generalstrejke også give den danske arbejderklasse viden om sin reelle magt i samfundet og fornyet selvtillid oven på årevis med nedskæringer og angreb: Ikke ét hjul drejer, ikke én lampe lyser, uden at de danske arbejdere indirekte giver deres tilladelse hertil. Arbejderklassen, forenet og i kamp, er den eneste gruppe der reelt set har magten til at bremse arbejdsgivernes offensiv, i en krisetid som den nuværende.

Derfor må alle aktive arbejdere og unge rejse diskussionerne, og søge at øge bevidsthed og sprede kampen. Konflikten er nu i sin tredje uge, og Anders Bondo er nu kommet så langt ud at han selv beder regeringen om at gribe ind. Derfor er der ingen tid at spilde, hvis ikke det skal ende i nederlag.

Fuld solidaritet med lærerne!

Spred kampen til resten af den offentlige sektor og den private sektor!

Bloker gymnasierne!

For en 24-timers generalstrejke mod regeringens arbejderfjendske politik!

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.