På arbejderkvindernes internationale kampdag afholdt fagforeningen for offentlige ansatte (FOA) møde for at sætte fokus på den fortsatte mangel på ligeløn og ligestilling i Danmark. Stemningen på mødet og i talerne fra forbundssekretæren og Sundheds- og omsorgsborgmesteren, og politisk leder af SF i København, Ninna Thomsen, var klar: Regeringen og kommunernes landsforening angriber velfærden og kvindernes stilling i samfundet. Der er brug for en helt anden kurs hvis vi skal sikre en kollektiv velfærd og vinde fuld ligestilling af kønnene.

”Jeg skal lige høre, er det Stein Backer på banneret?” Indleder forbundssekretær i FOA Nanna Højlund og fra salen lyder svaret: ”Nej, det er Corydon 10 kilo lettere!”. Så er stemningen ellers sat. Banneret de snakker om hænger for enden af møde salen og er det første man får øje på når man kommer ind. På den blå-hvide baggrund står der ”Nyliberale ballademagere hylder Helle og Corydons kamp for minimalstaten” ved siden af et billede af finansminister Bjarne Corydon og statsminister Helle Thorning-Schmidt, begge socialdemokrater.

Det er lige fra mødet start klart at regeringen ikke er populær i denne del af baglandet. Overskriften på FOA’s 8. marts møde er LIGEstilling og LØNkamp og i de ca. 2 timer mødet varer kritiseres regeringen og kommunernes landsforening hårdt for deres angreb på velfærden og særlig den forringelse af ligestillingen og kvindernes stilling som det betyder. Efter forbundssekretærens velkomst træder Københavns Sundheds- og omsorgsborgmester, og politisk leder af SF i København, Nina Thomsen op på scenen. I modsætning til hendes partifæller i regeringen har hun tydeligvis de ca. 90 fremmødte deltagere med sig.

Ud af S-SF og ind i ”Borgmesterpartiet”

Især får Ninna Thomsen opbakning fra salen da hun kritiserer borgmestre valgt for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti for, at de i det øjeblik de træder ind i rollen som arbejdsgiver for de offentlige ansatte ”træder ud” af deres eget parti og ind i et fælles ”borgmesterparti” sammen med de borgerlige. I dette borgmesterparti er ”effektiviseringer” mottoet og nedskæringer, lønpres og fyringer vejen frem. Dialogen med fagbevægelsen skiftes ud angreb i stil med regeringens omtale af lærerne som ”myteskabere” og offentlige ansatte omtales generelt som dovne.

I stedet ønsker Ninna Thomsen forbedringer for baglandet, altså for de almindelige medlemmer og S-SF kernevælgere. Hun nævner genindførsel af efterlønnen og pointere at det må være arbejdsgiverens ansvar når de ansatte blive syge og går ned af stres frem for den dominerende tone om at det er de ansattes egen skyld. Hun nævner at hun i Københavns kommune har slået til lyd for at gøre motion til en daglig del af arbejdsugen, ikke fordi at folk efter arbejde går hjem og lever et usundt liv, men fordi det er selve arbejdet der gør dem syge og derfor på arbejdet at det må forebygges.

Om kvindernes internationale kampdag, som Ninna Thomsen lige får nævnt blev stiftet i Danmark ”i det hus der lå hvor der nu ligger en tom grund mellem Jagtvej 67 og 71”, slår hun til lyd, ikke bare for ligeløn, men for højere løn generelt i de kvindedominerede fag. Selv inden for det offentlige, pointere hun, er der betydelige lønforskelle mellem de mandsdominerede fag og dem med flest kvindelige ansatte. Men det er ikke et spørgsmål om at få flere mænd ind i de kvindedominerede fag så de kan presse lønnen op, sådan som andre debattører har påstået, men om at man må hæve lønnen generelt i de lavtlønnede offentlige fag samtidig med at man sikrer ligeløn for lige arbejde generelt.

Den finansielle krise og regeringens angreb rammer kvinderne ekstra hårdt

Efter Ninna Thomsens tale, der blev mødt med bragende klapsalver fra salen, træder forbundssekretær Nanna Højlund igen op på talerstolen. Hun fortæller om hvordan den finansielle krise er blevet lig med nedskæringer. Der foregår i skyggen af krisen en ideologisk kamp mod den universelle velfærdsstat. Velfærden skal individualiseres og gøres til familiens ansvar. Hun beretter om hvordan at debatten centrerer om hvorvidt at folk selv eller deres familier ikke kunne overtage nogle af opgaverne. Sådan at familierne selv i højere grad skal passe børnene, de syge og de gamle. Bag denne ideologiske kamp ligger der et ønske om at gøre op med retten til velfærd, op med det kollektive ansvar og de rettigheder vi har i velfærdssamfundet.

Ligesom med andre nedskæringer rammer dette kvinderne ekstra hårdt. Ikke bare betyder regeringen og kommunernes store fyringsrunder i det offentlige et angreb på kvindernes stilling da der er et stort flertal af offentlige ansatte der er kvinder, men afviklingen af kollektive velfærdsrettigheder betyder at det oftest bliver kvinderne der skal arbejde gratis ekstra derhjemme for at passe børnene, de ældre og de syge eller yde en indsats på plejehjemmet og i børnehaven når det offentlige ikke slår til. Disse angreb rammer befolkningen generelt, men kvinderne dobbelt. På arbejdsmarkedet skal de arbejde mere, hurtigere og for en lavere løn (hvis de da ikke bliver arbejdsløse) og når de kommer hjem venter yderligere en øget arbejdsbyrde.

Også på andre måder angribes kvindernes stilling og ligestillingen i skyggen af krisen. Ligelønskampen er stagneret og ligger fortsat generelt på 18% lavere løn til kvinder uden anden forklaring end køn, altså hvor der er taget højde for uddannelsesforskelle og lign. Men en række af regeringens angreb på velfærden rammer også kvinder særlig hårdt. Nanna Højlund nævner at undersøgelser viser at kvinder generelt ligger et godt stykke bag mændene i størrelsen af pensionsopsparingerne. Til gengæld modtager kvinder mest i offentlig understøttelse. Når regeringen så angriber størrelsen af de offentlige ydelser og omfanget af hvem der kan få dem, så rammer det kvinders indtægt særlig hårdt.

Mindre frihed for kvinder

Koblet sammen med den stigende arbejdsløshed og angrebene på lønniveauet, så betyder det både en større usikkerhed og lavere levestandard, men også en større afhængighed af en mandlig forsørger der sandsynligvis vil havde en større løn og pensionsopsparing. Regeringens forslag om øget forsørgelsespligt i forbindelse med kontanthjælpsreformen så det nu også gælder for ugifte ”samlevere” vil yderligere mindske selvstændigheden generelt i parforholdene og særligt gøre kvinder endnu mere afhængig af mandens generelt højere indtægt. Dette er et alvorlig angreb på kvindernes stilling i samfundet og krisen og regeringens fortsatte angreb truer med at skrue tiden for ligestillingen mange år tilbage. Ikke hvad man burde forvente af en regering med S og SF og endda med tre kvindelige partiformænd.

I denne forbindelse forklarede Nanna Højlund, at hvis man spurgte befolkningen i dag, om hvad der var det største ligestillingsproblem, så ville svaret nok ikke længere være ligeløn, men tryghed. Trygheden i at havde et job, retten til kollektiv velfærd og understøttelse i tilfælde af arbejdsløshed eller personlig ulykke og friheden til at stå på egne ben uden at være afhængig af en forsørger, også når man er kvinde.

Til sidst var der lige en ekstra tale. To repræsentanter fra Landsforeningen af Socialpædagogers (LFS) aktionsinitiativ ”Nyliberale ballademagere”, forklædt som højborgerlige rigmænd, gik op og lykønskede regeringen med dens blå politik og afviklingen af velfærdsstaten. Til stor latter og tilråb fra salen lød der råb fra scenen som ”Mere vil havde mere siger de fattige, JA siger aktionærerne!”, ”Privat er hot, offentlig not!” og, med reference til Corydons sms-indblanding i SAS-forhandlinger til fordel for arbejdsgiverne, ”Gør som SAS – Stop de offentlige ansattes nas!”.

Da talerne var færdige gik Janne Lærkedahl med bandet ”Solidarity Forever” på scenen og mens øl og suppe blev serveret gjaldede arbejdersange af bl.a. den revolutionære svensk-amerikanske fagforeningsagitator Joe Hill ud i salen. Særligt rammende var en af de indledende sange: ”Which side are you on”. Et spørgsmål vi med rette kan viderebringe til ledelsen af S og SF: Hvilken side er I på? Er det velfærd, ligestilling og rettigheder for arbejderklassen eller nedskæringer, bankpakker og nyliberalisme der skal dominere den førte politik?

Det bliver klart for flere og flere, at regeringens politik er en katastrofe. Det er en katastrofe for kvinderne, og for arbejderklassen generelt. Og det betyder en krise i partiernes bagland, hvor flere og flere, også prominente partimedlemmer, som borgmestre er begyndt åbent at kritisere regeringens politik. Til efteråret er der kommunalvalg og det er især i kommunerne, at regeringens angreb på velfærden, og dertil hørende angreb på kvinderne, kan mærkes. Det er derfor ikke mærkeligt, at det er fra kommunalpolitikere at kritikken af regeringen er højlydt. Men skal kritikken have en effekt må den omsættes til en kamp indeni arbejderpartierne om hvilken politik, der skal føres. Det eneste alternativ til den borgerlige politik regeringen fører nu med nedskæringer og forringelse af kvindernes vilkår, er en socialistisk politik. Det er den parole der må rejses på 8. marts og resten af årets dage: for en arbejderregering på et socialistisk program. For kvindens frigørelse, for arbejderklassens frigørelse!