Dette års forhandlinger om finanslov finder sted på et meget alvorligt tidspunkt. Den første januar 2013 står 3.400 til at ryge ud af dagpengesystemet og i alt 30.000 kan miste deres dagpenge alene i 2013. Flertallet af dem vil ikke være berettiget til kontanthjælp og vil altså står helt uden indtægt. Det radikale venstre har meddelt at de under ingen omstændigheder vil være med til at ændre reglerne. Med den udmelding vender de ryggen til de tusinder der fra første januar risikere at gå fra hus og hjem. Dette er et iskoldt borgerligt angreb på både de arbejdsløse men også alle med arbejde. Fagbevægelsen må med alle midler få stoppet dette angreb på dagpengesystemet.
Regeringen angriber de syge og nedslidte
Finanslovsforhandlingerne finder sted i en situation hvor både S og SF står til rekordlav opbakning i meningsmålingerne. Det er helt tydeligt at S-SFs regeringssamarbejde med de radikale på ingen måde er populært hverken blandt S-SFs medlemmer eller vælgere. Skatteforliget med de borgerlige partier har frastødt titusinder der havde håbet på at en ny regering også ville betyde ny politik. I stedet for har de nye regerings fortsat og optrappen den tidligere borgerlige regerings politik. At yderligere forringe dagpenge og kontanthjælp samtidig med at der gives skattelettelser til de rigeste er det direkte modsatte af hvad Socialdemokratiet og SF lovede før valget. Kort efter skatteforliget indgik regeringen et forlig om førtidspension og fleksjobsordningen med de borgerlige. Et forlig der også medfører voldsomme forringelser, hvilket igen rammer arbejdere der skulle tillade sig den luksus at blive syge eller nedslidte.
Angreb på arbejdstiden blev besejret
Kort forinden var de stort opslåede trepartsforhandlinger stoppet af regeringen. Hvorfor? Fordi fagbevægelsen ikke inden ville gå med til at fjerne en række fridage. Dette i en situation hvor der er galoperende arbejdsløshed. At fjerne fridage og dermed øge ”arbejdsudbuddet” (hvilket betyder øge arbejdsløsheden) var for meget for fagbevægelsens bagland. Over hele landet var der protestmøder der klart og tydeligt forklarede fagbevægelsens top at dette var et uacceptabelt angreb på alle arbejdere.
Metals forbundsformand måtte, efter at være stemt ned to gange i sin hovedbestyrelse, fortælle at Metal desværre ikke ville være med til at fjerne fridage. Regeringens finansminister Bjarne Corydon kvitterede med at stoppe videre forhandlinger til trods for at fagbevægelsen havde masser af problemer de gerne ville have regeringens til at kigge på. At fagbevægelsen sagde stop til yderligere forringelser var godt. Men desværre skete det imod toppen af LO, 3F og Metals vilje. Dette viser at toppen i fagbevægelsen alene ikke vil være en garanti mod yderligere forringelser. Til gengæld viste det også at det kan lade sig gøre for baglandet at presse toppen.
Landsdækende tillidsmandsmøde
At ledelsen af Metal blev presset til at gå imod aflivningen af fridagene er faktisk noget af en bedrift. Selvom Metal ikke er så stort et forbund, så er det til gengæld et meget magtfuldt forbund. Hvis Metal strejker rammer det alle industrivirksomhederne (som der stadig er masser af i DK) hvilket er den vigtigste del af kapitalisterne. Det har derfor altid været vigtigt for kapitalisterne at have tæt kontakt med ledelsen af Metal for at sikre at de ikke går imod kapitalisternes interesser. At det lykkedes for medlemmerne at presse Metals ledelse er derfor værd at huske på i forhold til de kommende finanslovsforhandlinger hvor der sandsynligvis også bliver behov for at presse ledelsen af fagbevægelsen.
Kort før at Metals forbundsformand måtte trække støtten til fjernelsen af fridagene, var der indkaldt til landsdækkende tillidsmandsmøde. Initiativtagerne skyndte sig at ændre mødet fra et tillidsmandsmøde til et møde for fagforeningsrepræsentanter. Dette er problematisk. Alt ære og respekt for fagforeningsansatte så har tillidsfolk den bedste føling med hvad der sker på arbejdspladserne og det er derfor en god ide at samle dem til et tillidsmandsmøde, også for få en fornemmelse for hvilke aktiviteter der er opbakning til.
Fagbevægelsen må kæmpe for arbejderpolitik
Fagforeningsmødet vedtog at lave en faglig konference op til folketingets åbning. Men indtil nu er dette møde ikke arrangeret. Men det vil være en stor fejl hvis ikke dette møde bliver til noget. Regeringens første periode har om noget hvis at det er bydende nødvendigt at der er et massivt pres fra fagbevægelsen og arbejdspladserne. Regeringen vil ikke fortsætte i lang tid hvis de sætter deres lid til de borgerlige der jo åbent har sagt at de ønsker at vælte regeringen. I stedet må de mindes om hvor der bagland står og hvilke krav der er. Derfor bør en sådan faglig konference også bruge folketingets åbning til at arrangere en demonstration til støtte fra både kravet om at forsvare dagpengene, men også for at der bliver ført reel arbejderpolitik. Det vil sige en politik som stopper nedskæringerne i det offentlige (der jo er fortsat under den nye regering) og som bruger samfundets værdier på at sikre alle et job og en anstændig tilværelse. I sidste ende kan det kun betyde at banker og forsikringsselskaber, samt de største virksomheder underlægges arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol. På den måde vil de enorme værdier arbejderklassen skaber kunne komme hele samfundet til gavn, i stedet for en lille gruppe bosiddende på strandvejen (kapitalisterne).
Hvad der til gengæld ikke er acceptabelt er hvis fagbevægelsens top lader regeringens fortsætte af samme spor. Det vil ikke gavne hverken fagbevægelsen, dens medlemmer eller for dens sags skyld regeringen. Arbejderpartier der føre borgerlig politik er en misforståelse. Og fagbevægelsen har en afgørende rolle i at gøre dette klart.
Kom til Fagligt Seminar den 29. september! Se plakaten her
