Formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, er taget rundt i landet for at mildne sit vrede bagland og ”informere” medlemmerne om de forestående trepartsforhandlinger. Ved fyraftensmødet den 29 maj i Valby hos BJMF var der mødt over 100 kampberedte og frustrerede arbejdere op.
Formanden startede med at forklare de kære medlemmer at hvis vi går ind til forhandlingerne kan vi måske sikre at der kun bliver ofret en enkelt helligdag i stedet for 2. ”I regeringsgrundlaget står der at vi skal arbejde noget mere, så der er ikke så meget, vi kan gøre”, sagde han og fortsatte; ”Hvis ikke, vi lykkes med at fremskaffe fire milliarder kroner ekstra, så går de Radikale bare sammen med de borgerlige og laver en aftale, og så bliver det alt sammen meget værre”.
Formanden og medlemmerne snakkede to forskellige sprog
Dernæst blev der givet plads til ”spørgsmål” fra salen. Mens formanden snakkede en del om ”ansvarlighed” og ”offervilje”, så var der andre boller på suppen hos medlemmerne. En tillidsmand fra posten forklarede om det ekstreme arbejdspres, medarbejderne er udsat for i takt med, at fyringsrunderne er taget til. ”Hvordan skal jeg forklare over for mine kollegaer, at vi nu skal acceptere at arbejde noget mere, det betyder jo indtil flere årsværk, og dermed vil arbejdsgiverne jo kunne fyre flere folk”, spurgte hun. Hun sagde desuden, ”at nu er efterlønnen slagtet, og de har ændret på pensionsalderen, så vi nu skal arbejde til vi er 70-80 år. Det kan godt være, at det holder på papiret, men det gør det altså ikke i virkelighedens verden.”
En arbejder af polsk oprindelse sagde, at her i Danmark er det åbenlyst for enhver, at når Socialdemokratiet er i regering, bliver der gennemført større nedskæringer, og det skyldes nok, at deres venner i fagbevægelsen holder hånden under dem.
Mange andre fra salen påpegede, at hvis vi skal finde nogle ekstra milliarder, så tag dem dog fra Nordsøolien og bankerne. Der blev også foreslået at vi kunne trække soldaterne hjem fra Afghanistan og derved spare 13 milliarder. Eller tjene adskillige millioner på at fyre alle spindoktorne i ministerier og folketing. Medlemmerne efterspurgte klare svar fra formanden om ”hvor går grænsen for hvad vi skal acceptere?” - Hvortil han blot svarede ”det ved jeg ikke”. Medlemmerne var meget uforstående overfor ledelsens linje, og det blev sagt meget klart fra en tømrer, at ”arbejdsgiverne og de borgerlige fører klassekamp mod os. Fagbevægelsen er gået ind i de her forhandlinger og har startet med at lægge sig fladt ned på maven”.
Baglandet ønsker og kræver en kamporganisation
Stemningen var meget ophedet, og de kritiske indlæg blev mødt af store klapsalver, mens formandens forsøg på svar blev mødt af en larmende stilhed. På et tidspunkt gik lyden fra hans mikrofon, og nogen spurgte om det var batteriet der skulle udskiftes, hvortil en anden råbte, ”nej det er formanden der skal det”. Poul Erik Skov var tydeligt presset, hvilket gav sig udslag i, at han forsøgte at gøre det til et personligt spørgsmål omkring sig selv og sagde, at der da vist var flere der ønskede han skulle gå sin vej nu. Men dette var tydeligvis noget, han sagde i stedet for at give et politisk svar, og fordi ledelsens udmeldinger ikke ligger i tråd med folk på gulvet.
En pensioneret 3F\'er mindede forsamlingen om en gammel Søren Sidevind sang, der blev lavet i forbindelse med EF-afstemningen i 1972, hvor der blev sunget ”De ka´ lokke de ka´ true”. Og det er præcis det, som Poul Erik Skov Christensen forsøgte at gøre; han vil lokke og true medlemmerne til at acceptere præmisserne om, at vi skal skære ned og arbejde mere. Men det vil vi ikke acceptere!
Som en tillidsmand for havnearbejderne i København sagde, så har vi behov for at fagbevægelsen optræder som den kamporganisation, den også blev skabt til at være.
