Med den voksende krise, som især har ramt arbejderne, er der tydeligt brug for væsentlige forbedringer for arbejderne, så de kan rusted sig til det evigt stigende arbejdspres. Desværre ser det ud til, at toppen i dansk fagbevægelse stiler langt lavere. Som udgangspunkt for forhandlingerne har man lagt op til en sikring af reallønnen. Dette må siges at være et ret beskedent udgangspunkt. Det ville være første gang nogensinde, hvis fagbevægelsen opnåede det, de startede med at kræve. Så ved at lægge ud med en sikring af reallønnen, lægger de faktisk op til en sænkning af reallønnen.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (hvis medlemmers lysskye spekulationer har medvirket til at forværre krisen) skal de danske arbejdere presses endnu længere ned i løn, end de sidste års lønfald i byggeri og industri, hvor arbejdsgiverne mange steder har presset lønnen betydeligt under truslen om fyringer. Ifølge en rundspørge, som Berlingske Business foretog blandt topledere, mente omkring 80 procent, at det var værd at tage en konflikt for at hindre en stigning i lønnen. Alt tyder på, at de går efter en nulløsning, hvilket vil betyde en nedgang i lønnen svarende til inflationen. Dette skulle være for at genskabe de danske virksomhedernes konkurrenceevne.
Konkurrenceevne?
Når arbejdsgiverne snakker om konkurrenceevne, er det altid morsomt. Ifølge dem betyder det, at danske arbejdere helst skal være på samme lønniveau som kinesiske arbejdere, der som bekendt får en meget lille løn. Men deres argumenter om, at danske arbejdere får for meget i løn, hænger ikke sammen. Hvis vi skulle konkurrere på lønudgifter, ville Danmark ikke have en chance. Men alligevel har Danmark en stor arbejderklasse, som arbejder i industri og transport, der er meget forbundet med industrien. Hvis lønnen var afgørende, burde dette ikke være tilfældet. Sandheden er, at danske arbejdere knokler hårdt for deres løn, og hører til blandt de mest effektive og veluddannede i hele verden. Dette gør, at danske virksomheder kan indføre ny teknologi meget hurtigt og på den måde være konkurrencedygtige i forhold til andre lande med lavere løn, også Kina. Det er derfor helt forkert at sige, at lønnen skal ned, for at vi kan være konkurrencedygtige.
En lavere løn betyder ikke bedre konkurrenceevne, men øgede milliardoverskud til virksomhedsejerne. Vil man øge konkurrenceevnen, bør man investere i ny teknologi. Men de danske virksomhedsejere har valgt den ”lette” løsning. Ifølge Danmarks Statistik investerer virksomhederne en tredjedel mindre end i 2008. I stedet for at sikre produktion i fremtiden med ny teknologi, holder de igen med investeringerne. I stedet bruger de truslen om arbejdsløshed til at presse arbejderne. Det har medført kraftigt stigende arbejdstempo, fastfrysning af lønninger (det vil sige reallønsfald) og på flere arbejdspladser direkte lønfald.
Arbejdsgivernes dobbeltmoral
Mens kaffepauser bliver fjernet, og lønnen barberes for de arbejdere, der hver dag sikre, at samfundet kører rundt, – og derudover skaber enorme værdier til virksomhedsejerne – så er toppen af erhvervslivets bekymring for konkurrenceevne væsentlig mindre, når det gælder afløning af topchefer: ”En ny opgørelse fra Berlingske Nyhedsmagasin viser, at direktionsmedlemmerne fra selskaber i det toneangivende C20-indeks gennemsnitligt indkasserede 8,9 millioner kroner sidste år. Det er en stigning på knap 400 procent i forhold til 1994, da direktionsmedlemmerne i de største børsnoterede virksomheder i gennemsnit fik en årsløn på 2,4 millioner kroner. I samme periode er timelønnen for almindelige lønmodtagere, ifølge Dansk Arbejdsgiverforening, blot steget med 80 procent.” Berlingske den 27. april 2011.
Dette beviser med al tydelighed, at arbejdsgiverne ikke engang tager deres egne argumenter alvorligt. De ønsker bare, at de, der skaber værdierne, skal knokle endnu hårdere, så de, der nyder frugten (topchefer og aktionærer), kan blive endnu rigere.
Fagbevægelsen må kæmpe
Desværre har en stor del af fagbevægelsen givet efter for arbejdsgivernes argumenter. Forbundsformanden for Metal Thorkil E. Jensen har udtalt, at han også er meget bekymret for konkurrenceevnen, hvilket ifølge ham betyder, at arbejderne ikke skal stige så meget i løn. Tilsyneladende har Thorkil glemt alt om, hvad metalarbejdere tjener. Havde han erindring om det, ville han vide, at de trænger til et gevaldigt lønløft. Hans manglende kendskab til lønniveauet har sikkert også været med til hans snak om at lempe topskatten til trods for, at det er et fåtal af hans medlemmer, der tjener så mange penge.
Der er ikke et eneste argument for, at arbejderne ikke skal have væsentlige lønstigninger. Men altså ikke ifølge toppen af fagbevægelsen. Dette vil endnu engang betyde, at regningen for spekulanternes krise skal betales af arbejderne. Udover angreb på efterløn, dagpenge (hvor ikke alene perioden er halveret, men hvor størrelsen af dagpengene langt fra kan dække arbejderes løntab), øgede afgifter, dyrere transport og betalingsring, så skal arbejderne altså også går ned i løn. Dette er absurd. Det er åbenbart ikke kun toppen af SF og Socialdemokratiet, der har glemt, hvilken klasse de burde repræsentere, men også toppen af fagbevægelsen.
...
VORES KRAV
Kæmp for ordentlige vilkår
• For en mindsteløn på 160 kroner i timen.
• Flere i arbejde – lærerpladser til alle.
• 10 kroner ekstra i timen til lærlinge.
• Gendan tillidsmandsringe og arbejdspladsnetværk.
• Arbejderledere på arbejderløn.
• Samlet front mod regeringens forsøg på at lade arbejderne betale for krisen
.....
FAKTA
LO’s tidsplan for OK-forhandlingerne
Februar:
Der nås et forhandlingsresultat på et eller flere områder. Industriforliget er det første, der indgås.
Marts:
De fleste øvrige områder har forhandlet sig til et resultat, og de resterende områder indgår forlig med hjælp fra Forligsinstitutionen og LO/DA.
April:
Resultatet af afstemningerne offentliggøres.
