I dag, torsdag den 23. juni afgør arbejdsretten om CSC må “frigøre” sig fra overenskomsten med PROSA. Blandt arbejderne ser man frem til afgørelsen med spænding og en vis portion ængstelse. Det er med god grund. Bliver afgørelsen til CSC’s fordel vil det være et nyreslag til dansk fagbevægelse.

Hvad arbejderne frygter er, at CSC, hvis de får medhold, vil udsende nye kontrakter til de strejkende med ultimatum om at gå over på HK-overenskomst eller miste jobbet. Med andre ord vil CSC forsøge at bryde arbejdernes enhed, ved at presse hver enkel på deres økonomi. Måske vil arbejdsretten “kun” give CSC medhold i forhold til en del af de strejkende. Det ændrer intet.

Vinder CSC sagen, har det store konsekvenser. Det danske arbejdsmarked er fuldstændig uden politisk regulering, og kun aftaler mellem arbejdsgivere og fagforeninger fastlægger grundlæggende rettigheder. Så hvis CSC får lov at frigøre sig fra overenskomsten, åbnes der et bundløst hul, hvor kun arbejdsgivernes opfindsomhed sætter grænser for, hvor store forringelser arbejderne kan udsættes for. 37 timers arbejdsuge, mindsteløn osv. kan blive en saga blot for alle arbejdere i Danmark.

Med andre ord er det vigtigt for hele fagbevægelsen, at alle sejl sættes, for at CSC ikke får lov at gennemføre deres plan.

Afgørelsen – en styrkeprøve
Umiddelbart virker det uoverskueligt, hvis CSC vinder. Hvad skal man stille op? Svaret er lige så hårdt, som det er enkelt: hvis arbejdsgiveren prøver at bryde arbejdernes enhed, må arbejderne forstærke og udbygge enheden.

Ligesom når en chef forsøger at trænge igennem blokaden, må arbejderne rykke sammen. Alene overfor arbejdsgiveren har vi ikke en chance, sammen er vi stærke. På samme måde må CSC’s eventuelle forsøg på stille ultimatum overfor den enkelte arbejder blankt afvises af stormødet på fredag. En elendig aftale bliver ikke bedre, blot fordi den præsenteres for enden af et geværløb. Der må med andre ord tages en fælles beslutning og handles samlet. Ingen må lades tilbage. Ligegyldig hvad stormødet beslutter, må der handles samlet.

“Afgørelser” er papir – styrkeforholdet skriver loven

At arbejdsretten i det hele taget overvejer sagen, er en skandale og viser karakteren af denne “institution”. I teorien skulle den være “upartisk”, men som de strejkende på CSC har lært på den hårde måde, er det en sandhed med modifikationer. Arbejdsretten har bevist, at den er arbejdsgivernes og statens værktøj til at standse arbejdernes retfærdige modstandskamp.

Hele ideen om, at der er løsninger, der er “objektive” og “upartiske”, er fejlagtig. I en arbejdskamp som den nuværende på CSC er der kun to sider. Det betyder også, at den stærkeste side vinder. At den stærkeste skriver loven. I Danmark er det forbudt ved lov at bruge blokader i en arbejdskamp. Alligevel er det lykkedes arbejderne at etablere effektive blokader to dage i sidste uge og i et vist omfang i denne uge. Hvorfor “accepteres” dette af staten? Fordi arbejderne har stået stærkt og udvist styrke. Blokaderne har ikke kunnet forhindres fuldstændigt, fordi stat og arbejdsgiver er bange for, at kampen vil sprede sig til andre virksomheder, hvis arbejdsgiverne bruger hårdere metoder.

Næste skridt: spred kampen
Det er netop her, at modsvaret til CSC’s eventuelle individuelle breve ligger: 1) at arbejderne samlet beslutter at ignorere CSC’s eventuelle private henvendelser. Arbejderne har bevist deres mod og sammenhold gang på gang og kan gøre det igen. Det er en samlet kamp og ikke et individuelt spørgsmål 2) At kampen bringes ud på resten af landets arbejdspladser (se artikel XXX). Jo flere vi er, jo stærkere står vi. Det gælder i en blokade, men det gælder i endnu højere grad, hvis kampen tages ud på andre arbejdspladser. På den måde kan CSC’s offensiv vendes til en offensiv fra arbejdernes side.

Dyrekøbte, men vigtige erfaringer
Konflikten på CSC har givet en lang række afgørende erfaringer. Først og fremmest har konflikten bevist nødvendigheden af at slå hårdt tilbage med det samme når en arbejdsgiver angriber grundlæggende rettigheder. Cheferne hos CSC skyer ingen midler. For dem betyder love og regler kun noget, så længe det er til deres fordel. Det betyder ikke at man skal gå i strejke hver øjeblik, men at man skal vide hvornår man skal trække en linje i sandet, inden arbejdsgiveren tromler over én. Enhver fagforeningsaktivist ved og det burde PROSA’s ledelse også have vidst: at man må være klar til at tage en konfrontation, også selvom det er “ulovligt”. Man stiller arbejderne i en urimelig svær position ved at overholde strejkevarsler osv. hvis det betyder at arbejdsgiveren oplærer skruebrækkere i mens. Så er det bare med at hive ALLE medlemmer ud i strejke, med det samme og det samme gælder etablering af blokade. Det kunne have om ikke kvalt, så seriøst hæmmet arbejdsgiverens angreb. Arbejdsgiverne er som et vildt dyr: fornemmer de svaghed angriber de. Derfor skal de mødes af afmålte, men bestemte svar. De skal mærke at hvert valg har en konsekvens.

En anden vigtig erfaring er, at det er afgørende at få solidaritet udefra. Arbejderklassens største styrke ligger i dens antal og dens plads i produktionen. En lille gruppe kan isoleres, men samlet er der intet der kan bremse arbejderklassen. Var der tidligt i forløbet blevet indkaldt til møde for tillidsmænd og andre interesserede fra andre arbejdspladser, havde der allerede fra start været etableret et netværk man kan trække på hvis konflikten udvikler sig. Det er fagforeningens opgave, som landsdækkende organisation at sprede en så principiel kamp som den på CSC. Dette netværk ville kunne reagere og true med eller gennemføre sympatikonflikter på andre arbejdspladser for derigennem at lægge pres på CSC udefra. Men først og fremmest skal arbejderne på andre arbejdspladser vide hvad der reelt foregår og ikke bare høre det gennem medierne. Det betyder at der må udsendes mindre delegationer til alle større arbejdspladser i Københavns området for at forklare situationen og vinde deres solidaritet.

Hvis disse ting skal kunne lykkes er det nødvendigt at stormøderne ikke bare reduceres til rapporter om hvad fagforeningen laver, men inddrages direkte i diskussionerne og beslutningerne om hvordan kampen skal forløbe. Stormøder er ikke tidsfordriv. Det bør være strejkens højeste myndighed. Det bør være stormøderne der vælger en strejkeledelse med de bedste folk som arbejderne har tillid til og som løbende står til ansvar overfor stormødet.

At arbejdernes aktive deltagelse er nødvendigt blev bevist i praksis: Kampen tog først for alvor fart da de strejkende valgte at tage sagen i egen hånd og selv organisere blokaderne. Det viser grafisk at arbejderklassen kun kan stole på sin egen styrke. Intet kommer af sig selv.

Disse erfaringer må ikke glemmes, men tværtimod rodfæstes i fagbevægelsen. Alle aktive fra konflikten bør blive aktive i deres fagforening og sørge for at disse erfaringer bevares og bruges i fremtiden.

De første slag i en lang kamp
Vi skal ikke fortie sandheden. En god ven klapper dig ikke bare på ryggen og siger, at alt er godt. En god ven siger tingene, som de er. På samme måde må vi også sige, at der er en reel risiko for, at afgørelsen fra arbejdsretten kan blive det afgørende slag mod arbejderne på CSC i denne omgang, omend arbejderne gang på gang har vist deres imponerende kampvilje, imod alle odds. Presset på den enkelte arbejder for at acceptere en eventuel individuel aftale vil være enormt. De strejkende vil blive truet på deres eksistensgrundlag.

Men samtidig må vi gøre klart, at hvis det lykkes CSC at vinde dette slag, skyldes det ikke deres styrke. Det skyldes heller ikke svaghed fra arbejdernes side. Tværtimod har arbejderne selv og helt alene stået for samtlige skridt frem, der er taget i denne kamp. Intet er blevet dem foræret, hverken fra arbejdsgivere, politi eller fagforeningstoppen. Arbejderne har nu været i åben kamp i fire måneder og har forsat med at tage skridt frem. Det er en imponerende bedrift, der står i skærende kontrast til fagforeningstoppens passivitet og pligtforsømmelse og direkte svig, når det gælder HK’s ledelse. Havde fagtoppen udvist en tiendedel af arbejdernes mod og beslutsomhed, var kampen vundet for længst. Et eventuelt nederlag kan udelukkende placeres på fagtoppens og arbejderpartiernes ledelses skuldre, som har fejlet fatalt.

Hvis det skulle lykkes CSC at gennemføre sin plan, er kampen dog på ingen måde slut. Det vil betyde, at alle rettigheder skal tilbagekæmpes. Forskellen fra tidligere og til nu er, at der er næsten 500 mand, der nu er uddannet i arbejdskamp.

Kampen på CSC har vist, at der er behov for et opgør med den passive og eftergivende faglige politik fra fagforeningstoppen. Det gælder for hovedforbundene LO og FTF og i fagforeningerne som PROSA og HK. Men også i den interne faglige organisering på arbejdspladsen bør alle de bedste folk, der er gået forrest i organiseringen af blokaderne osv. tage deres ansvar og styrke arbejdernes organisering.

Vi står overfor en periode med hård klassekamp. En periode hvor arbejdsgiverne vil forsøge at trænge arbejderne tilbage på alle fronter. Kampen er den samme, om vi ser til Wisconsin, Spanien eller Grækenland, og den er kun ved sin begyndelse. Før snarere end siden vil hele arbejderklassen i Danmark blive tvunget i kamp, som arbejderne på CSC er blevet det. Vi må lære af erfaringerne og tage dem med ind i arbejderbevægelsen og ruste den til de kommende udfordringer. Arbejdsgiverne vil have løn og arbejdsforhold som i “de gode gamle dage”. De glemmer blot at de så får den “gode gamle” klassekamp.

- Ingen tillid til arbejdsgiverretten!
- Stå fast på kravene!
- Fuld enhed!
- Spred kampen til flere arbejdspladser!