Konflikten på CSC har med al tydelighed vist, at situationen på det danske arbejdsmarked har ændret sig dramatisk. Tiden hvor fredelige forhandlinger kunne føre til forbedringer er for længst forsvundet.

Arbejdsgiverne er gået i offensiven over hele linjen. Dansk Arbejdsgiverforening, DA, står helhjertet bag CSC og deres frontalangreb, der ikke bare er rettet mod de ansatte på CSC, men mod hele den danske arbejderklasse. Et frontalangreb med det ene formål, at presse profitterne i vejret.

En lang række af landets største virksomheder præsenterede tidligere på året årsregnskaber for 2010 med kæmpestore overskud. Hvis vi ser på ti af de største selskaber, er overskuddet i gennemsnit steget med ikke mindre end 454 procent. Det viser en gennemgang, som Politiken har lavet.
De stigende overskud er kommet ved at fyre folk og få de resterende til at arbejde hurtigere uden reallønsstigninger.

Lykkes CSCs angreb er det et stort søm i ligkisten til de nogenlunde løn- og arbejdsforhold, som de danske arbejdere har tilkæmpet sig de sidste 150 år.

Den nye virkelighed
Det er på tide, at fagbevægelsens top også indser, at situationen har ændret sig.
Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, anerkendte på støttedemonstrationen foran CSC, at der eksisterer en ”ny virkelighed”.

Desværre henviste hun til, at hun havde forhandlet en aftale på plads for arbejderne i SAS, som havde accepteret en lønnedgang på op mod 20 procent.
Konflikten på CSC viser, hvor langt arbejderbevægelsens ledelse har bevæget sig fra arbejderklassen. Mens de ansatte på CSC har udvist en enorm kampvilje i månedsvis, har de i høj grad manglet aktiv opbakning fra fagbevægelsen.

Mange fagforeninger har sendt støttemeddelelser, og flere har også sendt støttebeløb, men udover det, har den konkrete aktive støtte glimret ved sit fravær. Fagtoppen har intet gjort for at modgå mediernes misinformation ved at videregive reel information. De har intet gjort for at organisere arbejdernes kamp eller at sprede den. Som første skridt i at støtte strejken burde de have indkaldt et tillidsmandsmøde, der kunne diskutere hvilke skridt man ville tage til at bakke de strejkende op.

HK har spillet en direkte skadelig rolle pga. af gammelt nag mellem HK og Prosa.
Selv de strejkendes egen fagforening, Prosa, har været mere eller mindre fraværende, efter at strejken startede, og har for eksempel ikke været tilstede på blokaderne og i den konkrete organisering af strejken. Prosa burde være gået helhjertet ind i kampen fra dag et, ved hele tiden at tage skridt tilbage, acceptere elendige forlig osv. har de i stedet opildnet CSC til at kræve endnu mere.
Senest har Prosa tilbudt CSC at suspendere konflikten, hvis de gik med til forhandlinger ud fra det forslag med minimale ændringer, de strejkende allerede har forkastet.
Når man ser på konfliktens principielle karakter, må det undre, at fagbevægelsen ikke for længst har varslet sympatikonflikt. Kun Prosa SAS har varslet, og det endda meget sent i konfliktens forløb.
At fagbevægelsens medlemmer er parate til at støtte konflikten, viser den enorme opbakning, der var til sympatikonflikt fra medlemmerne i Prosa SAS; sympatikonflikten blev vedtaget med 111 stemmer for og blot 25 stemmer imod, med en stemmeprocent på 90 procent.

Fagforeningerne: en hullet paraply
Det er klart, at denne mangel på organiseret opbakning giver hele arbejdsgiverstanden endnu mere blod på tanden. Det er absolut på tide, at toppen af den danske arbejderbevægelse vågner op og indser, at det er nødvendigt ikke bare at tale med arbejdsgiverne, men at begynde at genoplive kamptraditionerne. Den eneste vej til at få ting igennem ved forhandlinger er gennem et pres på arbejdsgiverne – et pres, der kun kan komme gennem strejke og blokader.

Konflikten på CSC viser også den enorme magt, som arbejderklassen potentielt besidder. Den danske arbejderklasse kan stoppe Danmark – lukke elektriciteten, telefonnettet, busserne, togtrafikken, børnepasningen, byggepladserne osv. uden arbejderne er arbejdsgiverne intet. Men den magt er kun reel, hvis den bruges.

Enhver kamp kræver organisering og ledelse – det er derfor, arbejderne startede fagforeningerne i sin tid. Konflikten på CSC handler ikke ”bare” om en overenskomst, men om selve fagforeningernes og overenskomsternes eksistens. Hvis fagforeningerne forhandler lønnedgang på 20 procent og opgiver strejkeretten, så vil langt de fleste tænke, at der ikke er grund til at betale tårnhøje fagforeningskontingenter. Fagtoppen reducerer fagforeningerne til samme rolle som en hullet paraply. Den er meget fin, så længe det ikke regner! Toppen af fagbevægelsen er deres egen værste fjende; de undergraver ikke bare løn og arbejdsforhold men hele grundlaget for deres egen priviligerede position. Fagforeningerne kan kun fortsætte med at eksisterede, hvis de bliver kamporganisationer.

Fagbevægelsen tilbage til medlemmerne
Det er på tide at råbe vagt i gevær. Den danske arbejderklasse står overfor historiske angreb på deres forhold, og der er brug for fagforeningerne. Toppen i fagbevægelsen må presses til at gå forrest i medlemmernes kampe og ellers må de skiftes ud med andre som vil. Men det sker ikke af sig selv. CSC arbejderne må genindtage deres fagforening Prosa, blive aktive og ændre linjen, så Prosa bliver en ægte kamporganisation. CSC arbejderne må i Prosa starte organsieringen af en venstrefløj i fagbevægelsen for alle, der ønsker at få fagforeningerne tilbage til deres oprindelige formål; at være arbejdernes kamporganisationer. Der må oprettes tillidsmandsnetværk, der kan udbrede erfaringer og kampe på tværs af fag. Fagbevægelsen må vindes tilbage til medlemmerne, fagtoppen må gå forrest i kampene – den bedste måde at sikre det er ved at kræve arbejderledere på arbejderløn; alle privilegier må afskaffes.