I mandags var det præcis tre måneder siden, konflikten mellem de ansatte og ledelsen i IT-virksomheden CSC brød ud i lys lue.
Ledelsen havde i forbindelse med forhandling af ny overenskomst stillet fuldstændig absurde krav om nedskæringer på samlet set 30 procent, hvilket de ansatte havde sagt nej til, og ”kun” accepteret 10 procents nedskæringer. Og for tre måneder siden valgte ledelsen så at lockoute 120 ansatte, i stedet for at forhandle sig frem til en aftale, og dermed sende et klart signal til dem og deres fagforening: duk nakken eller forsvind!
Siden lockouten begyndte den 9. februar har de 120 lockoutede mødt op foran deres arbejdsplads hver morgen klokken syv, hvor de gennem ”stille” aktioner har demonstreret deres utilfredshed. Tålmodigt har de stået hver morgen og mærket forårets komme med varmere og mildere vejr, mens de fra CSC-ledelsens side kun har oplevet tiltagende kulde og inhumanitet.
Oplæring af skruebrækkere
Vi interviewede Bo, som er tillidsmand på CSC, og som fortalte om forholdene for de andre ansatte på CSC, som ikke kan gå i lovlig strejke før 1. juni, og som ledelsen nu også er begyndt at tyrannisere.
Bo forklarede, hvordan virksomheden har ansat mellem 130 og 150 skruebrækkere til at erstatte de ansatte: ”Folk blev bedt om at skrive en beskrivelse af, hvad man skulle kunne for at udfylde deres stilling. En uges tid efter så vi dem ligge på nettet. Jeg kunne simpelthen se mit eget jobopslag. Efter et stykke tid blev de nye så ansat, og så blev man præsenteret for den person som skulle erstatte en, og som man blev sat til at oplære inden 1. juni”.
Mange af de nyansatte skruebrækkere er udlændinge, som de litauere, Bo var sat til at lære op. Disse bliver lønnet langt under det danske lønniveau, præcis hvor meget vides ikke, selvom de ansatte ifølge overenskomsten har ret til at få indsigt i dette.
Oplæringen af skruebrækkerne foregik dog langt fra tilfredsstillende for ledelsen og derfor indførtes der efter et stykke tid overvågning af medarbejderne ”Chefen blev sat til at kigge os over skulderen. Hver fredag skulle strejkebryderen ind til chefen og give os en karakter, for hvor flink og velvillig du var til at lære dem op. Om du huskede at fortælle det hele pædagogisk og så videre. Og hvis du ikke fik gode karakterer, kunne det være det kostede dig din ansættelse,” fortæller Bo.
Alt dette har skabt en forfærdelig arbejdsplads, hvor alle ansatte er utrygge. ”Folk er ude på kanten psykisk. Nogle græder og folk er bange for at blive fyret og kan ikke sove om natten” uddyber Bo.
CSC-ledelsen bekriger fagforeninger
Udover dette har ledelsen også iværksat en heksejagt på tillidsmændene, som bliver fyret øjeblikkeligt for de mindste fodfejl, selvom dette egentlig strider imod overenskomsten. Det er på mange måder tydeligt, at CSC-ledelsen ikke blot ønsker at skære ned på de ansattes løn og arbejdsforhold, men også ønsker at knække deres fagforening, PROSA, og bane vejen for senere hen at kunne skære yderligere ned uden nævneværdig modstand. Bo kan for eksempel fortælle om, hvordan ledelsen har hyret en såkaldt ”Union-buster”, en advokat med speciale i at knække fagforeninger juridisk.
Den danske fagbevægelse bryster sig altid af den ”danske model”, traditionen for forhandling mellem arbejdere og arbejdsgivere. Men konflikten på CSC viser tydeligt begrænsningerne i modellen. Arbejdsgiverne forhandler så længe det er til deres fordel, når arbejderne er for stærke til at de tør angribe dem direkte. Så snart arbejderklassen svækkes, som nu under krisen, sætter de ind med frontalangreb for at smadre al organisering og alt hvad arbejderklassen hidtil har tilkæmpet sig af rettigheder.
Kampen fortsætter - Storkonflikt under opsejling
En ting er dog helt sikker: den lange tid har ikke knækket CSC-medarbejderne, som holder modet oppe og ikke ser anden mulighed end at fortsætte kampen for ordentlige arbejdsforhold og retten til at organisere sig.
Fra 1. juni er der varslet strejke og storkonflikt. Ifølge Bo vil det betyde at mellem 400 og 500 mennesker vil gå på gaden, og samtidig vil det få mærkbare konsekvenser for virksomheden. CSC varetager adskillelige offentlige opgaver i forbindelse med CPR-registret og strafferegistret, hvorfor man indtil nu har haft en fredsaftale mellem de ansatte og ledelsen, som betød at begge parter var forpligtede til at sørge for, at disse systemer virkede. Fredsaftalen udløber 1. juni, og ovenpå ledelsens klare udmelding om, at de ikke er indstillet på forhandling og i øvrigt er ligeglade med alle regler og aftaler, er det kun muligt at give tilbage fra samme skuffe og bryde fredsaftalen. Konflikten vil da uden tvivl få konsekvenser for CSCs kunder og vi må håbe, at det massive pres, det giver, vil presse CSC til indrømmelser.
Men det er langt fra sikkert, at det er nok til at presse CSC. Bo håber da også på støtte fra andre fagforeninger, for eksempel i form af sympatistrejker og -aktioner. ”Folk har opdaget, at det ikke bare er en lille konflikt på CSC. Det handler om den danske model og vil rigtigt hurtigt brede sig, hvis de får succes med det. PROSA’s landsorganisation har kontaktet andre fagforeninger som allerede har givet os masser af støtte og god opbakning. Men vi får brug for meget mere.” afslutter han fortrøstningsfuldt interviewet.
En samlet arbejderbevægelse må støtte op
Ledelsen i CSC får støtte fra Dansk Erhverv, som fuldt ud billiger deres metoder og mangel på vilje til at forhandle. Det er klart i Dansk Erhvervs interesse, at ledelsen i CSC skal vinde den kamp og knække de ansatte, sådan at der skabes præcedens for sådanne nedskæringer i alle andre dele af det danske arbejdsmarked. De ønsker at knække nakken på hele den danske arbejderbevægelse og få de danske arbejdere til at miste tiltroen til at det nytter noget at organisere sig, sige nej til forringelser, og kæmpe for bedre forhold. CSC er en prøvesten for de danske arbejdsgivere, ligesom det var tilfældet med HCS’ kamp mod skraldemændene på Københavns vestegn for halvandet år siden.
Netop derfor er det så vigtigt, at resten af arbejderklassen støtter op om CSC-medarbejderne og PROSA’s kamp og viser, at lige som CSC-ledelsens kamp er alle arbejdsgiveres kamp, er de CSC-ansattes kamp alle danske arbejderes kamp. Andre dele af fagbevægelsen, med LO i spidsen, bliver nødt til tydeligt at vise deres støtte ved at diskutere konflikten og kræve den afsluttet til de ansattes fordel, samle penge ind til de lockoutede, og gå i sympatistrejke. CSC er kun et første skridt i en lang periode med optrapning af klassekampen. Arbejderklassen besidder en enorm magt, hvis de står samlet. Når arbejderklassen strejker, er der ikke ét tog der kører, ikke én pære der skinner eller ét computersystem der opdateres. Men arbejderklassen er endnu ikke bevidst om denne magt. Fagbevægelsen må samle arbejderklassen og gennem fælles strejke vise, hvem der reelt har magten i samfundet.
Danmark et klassesamfund
Konflikten på CSC har i høj grad vist klassekarakteren af det danske samfund. At uanset hvor høje profitterne er, og hvor lave lønstigningerne er, er det aldrig nok for kapitalisterne. De ønsker udelukkende at lægge byrden i krisetider over på arbejderklassen i form af nedskæringer, fyringer og forringelser af arbejdsforhold. De nægter for enhver pris at lade krisen gå ud over deres profitter.
Konflikten på Csc viser med al tydelighed, at kapitalisterne kun respekterer den danske model og fagforeningernes tilstedeværelse, så længe de synes, de har råd til det og så længe de ikke føler sig stærke nok til at gå til direkte angreb på dem. Så snart deres ret til udbytning og forøgelse af profit er truet, skider de højt og helligt på alle aftaler og traditioner for forhandling, og blæser i stedet til krig med lockout og fyringer, som deres mest yndede våben.
Konflikten har også vist, hvad de sidste mange års udlicitering af den offentlige sektor, fører til; at virksomhedsejerne for at tjene flere penge, presser almindelige arbejdere til absurd dårlige forhold, med finansiel støtte fra den danske statskasse og de danske skatteydere. Valgrygterne svirrer og et oplagt krav til arbejderpartierne ville være at kræve CSC gennationaliseret, sammen med de andre privatiserede virksomheder.
Protesterne må bredes ud til andre faggrupper. Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund (LPSF) vedtog på deres generalforsamling en støtte udtalelse til CSC-arbejderne og opfodrede LO til at iværksætte sympatikonflikter; andre fagforeninger må gøre det samme. Vi opfordrer alle til at tage konflikten op i deres egen fagforening og kræve at de som første skridt går med i den nationale aktionsdag den 26. maj og diskuterer hvordan de ellers kan støtte CSC arbejderne!
