Onsdag den 9. februar 2011 er en overset dato for mange, men en skelsættende dato for arbejderne på CSC i Valby. Her blev 116 IT-arbejdere lockoutet fra deres arbejde, der blandt andet består i at administrere og udvikle strafferegisteret og CPR-registeret for den danske stat. Virksomheden CSC tog i 1996 over fra Statens Datacentral, efter denne var blevet privatiseret af ´den socialdemokratiske Nyrup-regering. Det amerikanske multinationale firma har siden hen gjort hvad de kunne for at gøre livet surt for arbejderne og deres fagforening PROSA, fagforeningen for IT-professionelle.

csc_prosa_3313
Omkring årsskiftet 2010/2011 skulle der forhandles nye overenskomster for deres område. Men denne gang var der ikke meget til forhandling. CSC krævede, at en tryghedsaftale skulle fjernes og at der med fjernelse af diverse ordninger og tillæg, samlet set skulle skæres hvad der svarer til 30 procent af lønnen. Det nægtede PROSA, der ”kun” indvilligede i10 procents samlet lønnedgang i stedet. Det ville ledelsen i CSC ikke høre tale om, så de lockoutede 116 medarbejdere.

Skruebrækkere
PROSA har gang på gang forsøgt at genopstarte forhandlingerne, men det vil ledelsen ikke. De vil meget hellere importere billig arbejdskraft fra Indien, og skruebrækkere fra 20 andre danske firmaer (bl.a. Hewlett-Packard og Net-Design). Desuden fyrede de en tillidsmand og en del fra firmaets kunde-afdeling.

Denne optrapning af konflikten har været med til at holde de lockoutede til ilden. De har hver morgen klokken 7.30 siden den 9 februar stillet sig op og demonstreret, enten ved virtuelle blokader, eller ved ”stille-protester”. Den 28. april var der ”stormarkering” med virtuel blokade (hvor man stadig lader biler køre igennem, blot med lidt forsinkelse, flyers og slagord med på vejen), hvor mange af de støttende organisationer var mødt op: Dansk Metal, BUPL, LFS, SUF og Enhedslisten, med små røde faner, Havnearbejdernes Klub med en stor rød fane, HK-Luftfart med et kæmpe banner, Klubben for de timelønnede ved Gate-Gourmet med 50.000 kroner fra en indsamling, de havde lavet, og mange andre. I alt var omkring 250 kommet for at støtte op om kampen.

En principiel kamp
Kampen er af meget stor principiel værdi for de faglige rettigheder i Danmark. Hvis CSC slipper af sted med alle deres lumske tricks, vil det betyde underminering af meget af det, den danske arbejderklasse har vundet gennem årtiers kamp. Så vil virksomheder overalt i landet kunne fyre kritiske tillidsmænd som det passer dem, fyre arbejderne, hvis de brokker sig og i stedet bare hente anden arbejdskraft ind. Og ikke nok med det, de kan oven i købet tvinge arbejderne til selv at oplære de næste, der skal tage deres plads, hvilket de gør lige nu på CSC, under yderst skarp ledelsesovervågning.

csc_prosa_3312
Bjarke Friborg fra PROSA udtaler i den forbindelse at: ”Det er den mest principielle sag siden Ri-Bus-konflikten.”

Lockoutede Joan Falck der selv har arbejdet på CSC i seks år, udtaler at: ”Det psykiske pres på de, der stadig arbejder derinde, er uhyggeligt. Ledelsen sidder og følger med i hvert eneste skridt de tager, fra deres små hjørnekontorer. For nylig blev presset for meget for nogle i kundegrupperne, så de gik i strejke og blev derefter fyret.”

Fra flere af de aktive i blokaden lyder det, at man må optrappe konflikten til mere end stilleprotester og virtuelle blokader. Tillidsmand Lotte Mikkelsen siger at ”Vi er meget kede af situationen. Vi har prøvet at komme dem (ledelsen) i møde, men de vil ikke lytte. Tværtimod har de optrappet konflikten. (…) Dette er ikke kun en kamp for PROSA. Hvis de tryner os, kan de tryne flere. LO burde føre kampen videre i samlet trop.” Joan Falck tilføjer, at ”nu skulle det være slut med flinkeskolen!”. Nikolas Fischer fra HK-Luftfart siger: ”Det eneste, der virker, er fysisk blokade! Vi gjorde det i ni dage i 90’erne, og vandt kampen. Det er svært at støtte jer før i udvider kampen.”

Staten og kapitalen står sammen

Næstformand i PROSA, Hanne Lykke, ville ikke udtale sig om en decideret optrapning af kampen, men sagde, at de var i gang med at søge støtte fra flere kanter. Til 1. maj vil repræsentanter fra PROSA gå ud og snakke til mange møder, og sælge støtteplakater og klistermærker. Hun mener, at CSC har ”skudt sig selv i foden ved at fyre dem.” De er nemlig løbet i problemer med CPR-registeret, hvor de ikke længere kunne opfylde kravene fra staten. Desuden har de overtrådt udlændingeloven, og har nu fået sagsanlæg på nakken fra flere sider, da de havde opgivet en højere løn til de indere de importerede, end de i virkeligheden gav dem.

Nej til skruebrækkere!
Hanne Lykke påpegede, at det amerikanske firma brugte en ”typisk amerikansk metode, hvor man ikke overlader nogen form for medbestemmelse til arbejderne, og samtidig smider fagforeningerne på porten. Dette kan desværre nemt være en stigende tendens i Danmark.”

Bjarke Friborg påpeger i den sammenhæng, at det desværre ikke kun er CSC, der er på vej i den retning, staten hjælper dem meget med det. ”Arbejdsretten er ikke andet end en klassedomstol, der altid favoriserer arbejdsgiverne. Når vi beder om et møde, går der månedsvis før vi får det. Når ledelsen af CSC beder om det, går der under 24 timer.” Han siger desuden, at arbejderne her har diskuteret og lært meget af kampene i Wisconsin, en kamp de bakker fuldt op om. Blandt andet har de lært det at ”Staten og kapitalen står sammen om det her, mod os, det hersker der ingen tvivl om.”

Støt CSC-arbejderne

Her fra avisens side skal der lyde 100 procents støtte til de kæmpende arbejdere, både de lockoutede, de fyrede og dem der dagligt presses inde i firmaet. Samtidig støtter vi op om blokadevagternes krav om, at LO og FTF må komme på banen og hjælpe til med til at besejre CSC i denne vigtige kamp, PROSA løber meget snart tør for penge selv, så der er brug for assistance fra forbundenes strejkekasser. CSCs kamp mod de danske arbejdere skal ikke lykkes. Hvis der ikke er fundet en løsning inden fredsaftalen udløber for de resterende IT-arbejdere på CSC den 1. juni, må en samlet fagbevægelse støtte op om strejken med sympatistrejker og -aktioner. Dette er ikke det vilde vesten!
  • Støt CSC-arbejderne!
  • Nej til skruebrækkere!
  • Nej til hetz mod tillidsmænd!
  • Nej til terrorisering af medarbejdere med overvåget oplæring af skruebrækkere!
  • Udvid protesterne!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.