Forsvar den danske model står der på mange af de t-shirts, som CSC arbejderne har på, når til blokaderne. For arbejderne på CSC betyder den danske model rimelig anstændige løn- og arbejdsvilkår, retten til forhandling og retten til at blive behandlet ordentligt. Den danske model betyder for CSC arbejderne det stik modsatte af det diktat, som CSC-ledelsen ønsker at indføre.

Forsvar den danske model står der på mange af de t-shirts, som CSC arbejderne har på, når til blokaderne. For arbejderne på CSC betyder den danske model rimelig anstændige løn- og arbejdsvilkår, retten til forhandling og retten til at blive behandlet ordentligt. Den danske model betyder for CSC arbejderne det stik modsatte af det diktat, som CSC-ledelsen ønsker at indføre.

Men den danske model, hvilket i virkeligheden vil sige hovedaftalen fra 1899, er ikke i realiteten et forsvar for arbejdernes rettigheder, men kun et skalkeskjul for arbejdsgivernes diktat. Som konflikten på CSC har vist, fastholder hovedaftalen arbejdere og arbejdsgivere i hundrede år gamle styrkeforhold.

Den danske model giver arbejdsgiverne mulighed for at angribe arbejderne hensynsløst, mens arbejdernes organisationer er bundet på hænder og fødder af regler og forordninger. Konflikten på CSC viser endnu en gang, at arbejdsgiverne systematisk bryder alle aftaler for at få deres vilje igennem.

Hovedaftalen fratager arbejderne retten til strejke uden for overenskomstperioden. Det forudsætter, at overenskomsten ikke bliver brudt, og at produktionen opretholdes. Denne fred er dog kun ensidig. Overenskomsten bliver brudt dagligt fra arbejdsgivernes side. Arbejdstiden bliver sat op, arbejdet intensiveres og arbejdsklimaet forringes. Mod dette har arbejderne intet svar. Deres stærkeste våben, strejken, er nemlig forbudt.

Arbejds(giver)retten
Hovedaftalen er til for at sikre arbejdsgiverne fred med den undskyldning, at man ordner uenighederne i retten. Dagsbøder skal forhindre arbejdsgiver og fagforeninger fra at bryde overenskomsten. Men at arbejdsretten skulle være en objektiv domstol, viser sig gang på gang at være løgn. Det er igen blevet bekræftet under de sidste måneders konflikt på CSC. Arbejdsretten har fra første færd stillet sig på arbejdsgivernes side.

Når fagforeningen har stævnet CSC for brud på overenskomsten, har det taget flere uger, før sagen er blevet afgjort. Har det derimod været CSC, der har stævnet fagforeningen, har retten været klar inden for få dage til at dømme i arbejdsgivers favør.

Selv når arbejdsretten dømmer mod CSC, har det ingen effekt. Arbejdsretten fastslog således den 31. maj, at CSC havde oplært vikarerne til at agere skruebrækkere, når strejken trådte i kraft, på en overenskomststridig måde, men uden nogen yderligere konsekvenser for CSC. Arbejdsretten fastslår blot, at det ikke må ske igen i fremtiden. En udmelding, der intet betyder dagen før strejken træder i kraft, og skruebrækkerne for alvor begynder deres arbejde.

Et ulige forhold
Arbejdsgiverne, med CSC i front, forsøger at knuse den faglige organisering på arbejdspladsen, de forsøger at knuse fagforeningen og bane vejen for hårde angreb på arbejdere over hele Danmark. For at opnå dette er ingen pris for høj.

CSC’s moderfirma i USA har smidt flere hundrede millioner ind i konflikten. Der er ingen tvivl om, at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) også står parat med pengekassen for at støtte konflikten. Og blandt de lockoutede rygtes det, at skruebrækkerne har et lønniveau, der er tre gange så højt, som de selv havde, da de var inde i firmaet. Det er derfor ren ønsketænkning at tro, at man kan få CSC- ledelsen til at rette sig efter reglerne ved dagsbøder. De bøder CSC kan få tildelt, er så lave, at det intet betyder for konflikten.

Økonomisk står CSC, med de danske arbejdsgivere i ryggen, meget stærkere end fagbevægelsen. De har enorme økonomiske ressourcer at tære på, og er villige til at betale de små dagsbøder, de kan blive pålagt. De har arbejdsretten og politiet på deres side, og vil bruge enhver mulighed for at svække arbejdernes kamp. Det er, hvad hovedaftalen er.

Kamp er den eneste vej frem
Arbejderne på CSC kan ikke stole på, at den danske model beskytter dem i deres kamp for ordentlige arbejdsforhold. Det eneste de kan stole på, er deres egen styrke og fagbevægelsens solidaritet. Den eneste måde at virkeliggøre denne styrke på er gennem kampen.

CSC’s styrke ligger i økonomien. Ved en langstrakt kamp vil fagforeningens kasse være den, der tørrer ud først. Det er, hvad CSC har prøvet de sidste måneder. Fagbevægelsens svar må være det modsatte. Konflikten kan og skal vindes hurtigst muligt! Det kan kun gøres ved at ramme CSC, hvor det gør mest ondt; Direkte på økonomien.

Den eneste måde at presse CSC på er ved at lukke virksomheden fuldkommen. Trods hundrede millioner i ryggen kan ledelsen ikke fortsætte kampen, hvis virksomheden stopper med at køre. Når de ansatte på CSC undervejs i kampen indser, at de er de stærkeste, ændres styrkeforholdet. Uden arbejderne på CSC bliver ingen programmer skrevet og ingen systemer opretholdt. Ledelsen er ude af stand til at have en virksomhed, hvis ikke de har arbejdere til at udføre det, de ikke selv kan.

Konflikten må optrappes. Kun ved aktiv kamp kan styrkeforholdet vendes. For en effektiv blokade mod CSC.