Det er nemlig ikke tilfældigt, at disse fyringer kommer relativt kort efter den første samlede arbejdsnedlæggelse på fabrikken i 10-15 år, den 24. juni 2010. Og det er heller ikke tilfældigt, at det sker som optakt til en større runde af tempostigninger, som MAN-ledelsen vil have indført.
Arbejdsgivere i offensiven
Udviklingerne på MAN Diesel hænger snævert sammen med klassekampen i Danmark, Europa og resten af verden. Krisen har presset arbejdsgivernes profitter. Nu skal det tabte hentes hjem, og alle de privilegier og rettigheder, som arbejderne har tilkæmpet sig, skal ikke bare bremses, men ryddes helt af vejen. Arbejdsgiverne føler, at krisen har givet dem overhånden, og det skal udnyttes til fulde.
I den forbindelse er der overalt i verden blevet gennemført massefyringer, effektiviseringer og tempostigninger for de tilbageværende arbejdere. Og her er MAN ingen undtagelse. Forud for den seneste lokalaftale var der gået to store fyringsrunder, og en lang række effektiviseringstiltag. Alt sammen var det med til at lægge et nedadgående pres på arbejderne på fabrikken. Alligevel var ledelsens udspil til lokalforhandlingerne i sommeren dog for meget af det gode for arbejderne på MAN. I forlængelse af de bedste traditioner fra arbejderbevægelsen og det gamle B&W (motorfabrikken blev udsplittet fra B&W i 1971 og solgt til MAN i 1980) gik arbejderne i strejke.
I forbindelse med denne arbejdsnedlæggelse blev der produceret to særaviser fra den herværende avis, der gik ind i diskussionerne omkring ledelsens seneste angreb på lønforholdene på MAN. I den første særavis efter strejken hed det blandt andet:
Ingen arbejder har lyst til at strejke. Men man kan blive tvunget ud i en situation, hvor der ikke er andre muligheder. I næsten 10 år har der ikke været en samlet arbejdsnedlæggelse på fabrikken. Men dette var for meget af det gode. Der er grænser for, hvor langt man kan bukke nakken før man rammer, der hvor solen ikke skinner. Ledelsens krav er udtryk for en ringeagt og arrogance overfor arbejderne i produktionen, som er uden sidestykke. Det signalerer, at ledelsen ikke opfatter arbejderne som mennesker, men som tilbehør til maskinen. At arbejderne på MAN derfor nu vælger at tage kollektiv aktion er ikke blot forståeligt, men beundringsværdigt og sender et klart signal om, man ikke er rede til at lade sig tromle over. […]MAN-ledelsen lugter blod
I lang tid har klubberne på MAN kunne ’leve af’ fortidens kampe og den magt og trussel, de har udgjort overfor arbejdsgiverne. Den nuværende konflikt kan ikke tolkes som andet end en styrkeprøve – arbejdsgiverne tror ikke længere, der er magt bag ordene og håber ved at køre hårdt på, at kunne undergrave arbejdernes organisering én gang for alle.
Hvis ikke arbejdsgiverne bakker tilbage efter denne første styrkeprøve, er spørgsmålet, hvad det næste skridt skal være. Her er konsekvens og enhed afgørende. Arbejdsgiverne skal vide at klubben er klar til at yde modstand og tage alle nødvendige forholdsregler for at bremse arbejdsgivernes offensiv. Viser det sig at de 24 timer ikke er nok til at skræmme arbejdsgiverne, må man ramme dem på pengepungen, det eneste sprog de lader til at forstå.
Bakker ledelsen ikke tilbage på forhandlingsmødet mandag er det nødvendig med egentlig strejke indtil arbejdsgiverne er klar til at indgå i en reel dialog. Og der er rig mulighed for at presse dem. Dels betyder strejke, at produktionen af de enkeltkomponenter, der produceres i København, bremses, men lige så vigtigt er det, at fabrikken og lagret i MAN Diesel København er et distributionsknudepunkt for Europa. Det betyder, at effekterne af at tilbageholde produkter på lagret i København, fx ved fysisk blokade, får konsekvenser for hele den europæiske distribution. Samtidig har netop Lean og indførelsen af ”just in time” produktion (med begrænset lager) gjort virksomheden sårbar overfor strejker, da effekten mærkes hurtigere end tidligere.
Ledelsen havde held til at komme igennem med alle sine angreb, med mindre undtagelser, som arbejderne pressede igennem på grund af arbejdsnedlæggelsen. Men som konklusion på konflikten omkring lokalaftalen må vi sige tingene åbent: Det havde været muligt at rydde i hvert fald størstedelen af ledelsens angreb af vejen. Det blev vist ved, at MAN-ledelsen rykkede sig allerede få timer efter at arbejdsnedlæggelsen var blevet indledt. Det skal ses i lyset af at de ifølge tillidsmændene hverken havde været til at hugge eller stikke i de seneste halve år. Men arbejdernes forhandlere var ikke villige til at udnytte dette svaghedstegn fra ledelsen, men argumenterede i stedet for at det var det bedst mulige resultat de kunne få, hvilket var en klar fejl. Det stod nu klart for arbejderne at deres forhandlere ikke var villige til at føre kampen eller forhandlingerne videre, og derfor stemte flertallet af arbejderne for lokalaftalen. Men det blev gjort under protest og med fingrene for næsen.
Konflikten kunne snildt være blevet udvidet, hvilket havde flertallet af arbejdernes opbakning. Men det afviste man fra toppen af klubben. Resultatet blev den måske dårligste lokalaftale i mands minde. Ikke bare fordi den betød reallønstilbagegang, men fordi det lykkedes ledelsen at åbne en ladeport for afskaffelse af det solidariske lønsystem på MAN Diesel til fordel for løndifferenciering.
De politiske fyringer på MAN Diesel er blot et led i denne ensidige krig imod fabriksgulvet. Ledelsen vil have banket arbejderne på plads og smadret alle de rettigheder, som arbejderne har tilkæmpet sig over årtier igennem de stærke traditioner for enhed på arbejdspladsen.
Det er lige præcis den konsekvens og enhed, som vi beskriver i artiklen, som er målet for ledelsens angreb. De to fyrede har forsvaret en linje om enhed og konsekvent modsvar imod ledelsens angreb, og er derfor af ledelsen blevet udset som mål for et bevidst angreb på arbejdernes organisering på MAN Diesel. Deres fyring skal tjene som eksempel for hele arbejdsstyrken: stiller du dig op imod ledelsen ryger din skalp.
Øjeblikkelig fritstillelse
Den officielle forklaring på fyringerne var arbejdsmangel. Men det stod klart for alle, at der var tale om politiske fyringer. Og hvis der var nogen, der var i tvivl blev den hurtigt fejet af banen torsdag den 2. september. Her var en skrivelse, der slog fast, at der var tale om politiske fyringer, blevet uddelt i de fleste omklædningsskabe torsdag formiddag, underskrevet Fabriks-nissen. Omkring middag blev de to opsagte arbejdere informeret om, at de ville blive fritstillet ”så hurtigt som muligt”.
Det skal ses i lyset af, at det ved de seneste to fyringsrunder var et principielt spørgsmål for ledelsen ikke at stille de fyrede fri, selvom det var et udtrykkelig krav fra klubben. I stedet ville MAN-ledelsen udnytte hver eneste time, de kunne presse ud af dem (på trods af at fyringerne også her var begrundet i arbejdsmangel).
Pludselig, efter at skrivelsen i omklædningsskabene var blevet opdaget af ledelsen, vendte deres princip sig 180 grader, og de to arbejdere blev øjeblikkeligt fritstillet med fuld løn, uden på nogen måde at have bedt om det. Med andre ord: de skulle ud fra fabrikken og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Den hellige grav er velforvaret...
Arbejdsgiverne på MAN tror, at de kan knægte arbejderne ved at statuere et eksempel med de to fyrede kolleger. Formentlig vil de have en begrænset succes i den første tid efter fyringerne. Men i længden vil det ikke lykkes dem. Tværtimod. Disse fyringer er med til at gøre det endnu mere klart, dels at der er en dyb afgrund mellem arbejderne og arbejdsgivernes interesser, og dels at det er nødvendigt med enhed og organisering.
Ingen kan stå imod arbejdsgivernes offensiv alene. Kun samlet og gennem en konsekvent kamp er det muligt at trænge arbejdsgiverne tilbage. I stedet for at splitte arbejderne og sprede usikkerhed vil de seneste politiske fyringer i sidste ende skubbe arbejderne tættere sammen og samtidig gøre forholdet arbejdere og arbejdsgiver imellem mere uforsonligt. Der skal mere end et par fyringer til at knække arbejderne på MAN Diesel. MAN ledelsen har sået vind, men de vil høste storm.
