Torsdag morgen, den 24. juni 2010 blev arbejderne i produktionen (klub 23 og klub 2F) på MAN Diesel præsenteret for ledelsens krav til lokalaftale, der er blevet forhandlet om siden marts over fire forhandlingsmøder. Ledelsens krav går i al sin enkelhed ud på stigende arbejdspres, undergravning af det solidariske element i aflønningssystemet og reallønstilbagegang. Svaret fra arbejderne var at nedlægge arbejdet i 24 timer i protest.

Krisen og MAN diesel København
Krisen i 2007 ramte skibsfarten hårdt og resulterede i betragtelig nedgang i antallet af nybygninger og ordretilgang til maskinfabrikken. Konsekvensen var store fyringsrunder over flere omgange, og blandt andet lukning af hovedparten af produktionen i fabrikken i Frederikshavn.

Samtidig er krisen blevet brugt af arbejdsgiverne som en anledning til at øge arbejdspresset, ved hjælp af det såkaldte ”Lean” og flermaskine betjening. Altså, at hver enkelt arbejder producerer flere emner pr mandetime.

Arbejderne på fabrikken er gået åbent ind i arbejdsgivernes initiativer, ud fra overbevisningen om at give den en ekstra skalle for at sikre værdifulde arbejdspladser, i en industri der er præget af fabrikslukninger og udflytning. Man har accepteret fyringsrunder, gennemførsel af Lean, flermaskine betjening, arbejdsgiverovervågning af maskinerne, tempostigninger, registrering af hver enkelt arbejders præstationer hver morgen osv. osv. Det samlede forhold mellem maskintimer og mandetimer er i den seneste periode (ifølge ledelsen) gået fra 92:100 til 100:100 altså steget 8 procentpoint, et flot resultat som ledelsen selv har påpeget.

De mange tiltag resulterede i rekordoverskud i 2009, på trods af ordrenedgang.

Arbejdere føler sig trådt på
Takken fra ledelsen kom i dag. Kravet fra arbejderne op til forhandlingerne var en lønstigning på 6 procent. Et beskedent krav hvis inflation og produktivitetsstigningerne tages i betragtning, men ledelsen har over fire forhandlingsmøder ikke været til at hugge eller stikke i. Ledelsen derimod kræver bl.a. følgende:

startlønnen sænkes fra omkring 190 kroner i timen til 150
perioden på startløn udvides fra 9md til 2 år efter ansættelse.
avancering i løntrin kun efter personlig vurdering fra arbejdsgiverside
antallet af flextimer der må opspares hæves til 50 timer i sommerperioden, som kun må afspadseres i vinterperioden (gratis overarbejde)
indførelse af bonusordning: hvis arbejderne præsterer 15 procent ekstra maskintid per mandetime (100:115) inden januar 2011 opnås et engangsbeløb på 3000-4000kroner og én krone mere i timen, forudsat at der samtidig opnås kvalitetsforbedring på 25%

Ingen arbejder har lyst til at strejke. Men man kan blive tvunget ud i en situation hvor der ikke er andre muligheder. I næsten 10 år har der ikke været en samlet arbejdsnedlæggelse på fabrikken. Men dette var for meget af det gode. Der er grænser for hvor langt man kan bukke nakken før man rammer der hvor solen ikke skinner. Ledelsens krav er udtryk for en ringeagt og arrogance overfor arbejderne i produktionen, som er uden sidestykke. Det signalerer at ledelsen ikke opfatter arbejderne som mennesker, men som tilbehør til maskinen. At arbejderne på MAN derfor nu vælger at tage kollektiv aktion er ikke blot forståeligt, men beundringsværdigt og sender et klart signal om man ikke er rede til at lade sig tromle over.

Konflikt på MAN er del af større kampagne
Arbejdsnedlæggelsen er et vigtigt skridt for kampen for løn og ikke mindst arbejdsforhold for alle landets arbejdere, og lægger sig i kølvandet på en stribe ”ulovlige” strejker der har været i den seneste periode i forbindelse med lokalforhandlingerne på en række arbejdspladser. Arbejdsgiverne er i offensiven og tror at de almægtigt kan gennemføre deres diktater, men arbejderklassen er nu ved at have fået nok og flere og flere steder begynder arbejderne at sætte foden ned, som arbejderne på MAN. Det handler om konkrete angreb, men også om selvrespekt.

Det er kendetegnende for de seneste konflikter at de har involveret store virksomheder, som fx Carlsberg, TDC, Alpha Laval og Post Danmark. Dette er ikke tilfældigt, men en koordineret handling fra toppen af dansk erhvervsliv. Det er en bevidst kampagne for generelt at forrykke forholdet mellem løn og profit yderligere til arbejdsgivernes fordel. Derfor er konflikten på MAN en del af hele arbejderklassens kamp. Og derfor bør fagforeningerne også tage spørgsmålet op og samle de mange konflikter og skabe bånd mellem arbejdspladserne, således at kampene kan samles og man kan støtte hinanden. Det er derfor at fagforeningerne blev dannet.

Arbejdsgivernes offensiv på fabriksgulvene skal også ses i sammenhæng med de seneste angreb på dagpenge og velfærd som arbejdsgivernes politiske repræsentanter i den borgerlige regering har gennemført. Med andre ord er det en offensiv på alle fronter. En offensiv der må bekæmpes gennem kollektiv aktion og mobilisering. Fagforeningerne og arbejderpartierne må på banen. I den nuværende periode bliver der ikke givet ved dørene fra arbejdsgiverne. Kun gennem kamp kan reallønnen forsvares.

Konsekvens er nødvendig

I lang tid har klubberne på MAN kunne ’leve af’ fortidens kampe og den magt og trussel de har udgjort overfor arbejdsgiverne. Den nuværende konflikt kan ikke tolkes som andet end en styrkeprøve – arbejdsgiverne tror ikke længere der er magt bag ordene og håber ved at køre hårdt på, at kunne undergrave arbejdernes organisering én gang for alle.

Hvis ikke arbejdsgiverne bakker tilbage efter denne første styrkeprøve er spørgsmålet, hvad det næste skridt skal være. Her er konsekvens og enhed afgørende. Arbejdsgiverne skal vide at klubben er klar til at yde modstand og tage alle nødvendige forholdsregler for at bremse arbejdsgivernes offensiv. Viser det sig at de 24 timer ikke er nok til at skræmme arbejdsgiverne, må man ramme dem på pengepungen, det eneste sprog de lader til at forstå.

Bakker ledelsen ikke tilbage på forhandlingsmødet mandag er det nødvendig med egentlig strejke indtil arbejdsgiverne er klar til at indgå i en reel dialog. Og der er rig mulighed for at presse dem. Dels betyder strejke at produktionen af de enkeltkomponenter der produceres i København bremses, men lige så vigtigt er det at fabrikken og lagret i MAN Diesel København er et distributionsknudepunkt for Europa. Det betyder at effekterne af at tilbageholde produkter på lagret i København, fx ved fysisk blokade, får konsekvenser for hele den europæiske distribution. Samtidig har netop Lean og indførelsen af ”just in time” produktion (med begrænset lager) gjort virksomheden sårbar overfor strejker, da effekten mærkes hurtigere end tidligere.

Ligegyldig hvad der konkret besluttes at gøre hvis arbejdsgiverne fastholder deres krav, er det afgørende at klubberne viser enhed og beslutsomhed. Som bekendt indbyder svaghed til angreb, så det bedste forsvar er at slå hårdt og være parat til at tage yderligere skridt og om nødvendigt udvide strejken og søge solidaritet på andre arbejdspladser.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.