Kraftigt medlemstab
Der er nok ikke mange af denne avis’ læsere, der ikke ved lidt om det i forvejen: LO taber medlemmer, og har gjort det længe. I 16 år i træk for at være hel præcis. Der er nu 285.720 færre medlemmer af LO end der var i 1994, da LO’s medlemstal toppede.

En del af medlemstabet stammer fra ændringer i arbejdsstyrken. En tredjedel af de udmeldte medlemmer er rykket over til AC og FTF på grund af, at flere arbejdere har fået uddannelse inden for disse områder. Det er de andre to tredjedele af de udmeldte medlemmer, der er værd at undersøge nærmere. Dér har cirka en tredjedel helt undladt at melde sig ind noget sted, og den sidste tredjedel har meldt sig ind i en gul ”fagforening”.

Højredrejning
Der er mange forklaringer på faldet. Eksklusivaftalerne blev gjort ulovlige af en EU-domstol i 2006, hvilket har gjort det betydeligt nemmere for de gule fagforeninger at samle medlemmer med deres langt billigere kontingenter. En faktor kan også være højrefløjen og mediernes konstante og hykleriske angreb på fagbevægelsen. I deres kamp imod den organiserede arbejderbevægelse gør de god brug af alle fejl, mangler og dårlige tendenser i fagbevægelsen – ikke mindst de høje lønninger og privilegierne til fagtoppen (selv om alle de borgerlige kommentatorer selv har tilsvarende forhold!). Men der er dog én årsag der overskygger de andre – højredrejningen.

Siden nederlaget for RiBus-konflikten i 1994-95 er det gået hastigt ned ad bakke, især for SiD (nu 3F), der står for over en tredjedel af LO’s samlede fald. Fagtoppens svigt i forbindelse med denne afgørende konflikt er blevet straffet kraftigt lige siden. Siden Poul Nyrup Rasmussen kom til som formand for Socialdemokraterne efter Svend Auken ved kampvalget i 1992, er højredrejningen i både LO og Socialdemokraterne blevet meget mere tydelig. Nedskæringer i dagpengeperioden fra ni til de nuværende fire år, massive privatiseringer af blandt andet TDC og Post Danmark er blot to af mange symptomer på højredrejningen.

Kamporganisationer
Fagforeninger er intet andet end kamporganisationer, der blev skabt for at lede og koordinere arbejderne i forenet kamp. Det vil sig, at fagforeningen intet andet er end dens medlemmer. Men det er klart, at der har været en bevægelse væk fra medlemmerne. Men ledelsen er efterhånden blevet så privilegerede, at de har glemt alt om deres fortid på fabrikken, byggepladsen eller for den sags skyld arbejdet i daginstitutionerne. I og med at ledelsen for fagbevægelsen har fået så mange goder, som deres medlemmer ikke har, kan de ikke rigtig huske nedslidningen og de dårlige arbejdsforhold, som de engang kæmpede imod. Og derfor har de tit en anden opfattelse af, om en overenskomst er god, eller hvor hårdt man skal gå imod nedskæringer.

Fagforeningerne må igen blive kamporgtanisationer, hvis medlemsflugten skal stoppes
Mange har ment, at det ikke vart umagen værd at betale til en organisation, der alligevel ikke kæmper aktivt for arbejdernes forhold. Og mange har oplevet, at når de virkelig havde brug for fagforeningen, var opbakningen fraværende. Hvorfor betale kontingent til en forening, der ikke støtter en når man har mest brug for det? For eksempel har skraldemændene i både Århus og København mærket den kolde skulder fra 3F's top, da de kæmpede for deres ret, både i 1995-96 og 2009.

Fagbevægelsens ledere har ofte travlt med at beklage sig over, at arbejderne ikke gider at kæmpe og organisere sig. Men vi har gang på gang set, at når toppen stiller sig i spidsen for organiseret kamp, strømmer medlemmerne ind. For eksempel fik FOA 6.000 flere medlemmer, da ledelsen i 2008 meddelte, at den var klar til at gå i konflikt for højere løn.

Svækket arbejderbevægelse
Det kraftige fald for LO har betydet at organisationsprocenten i Danmark for overenskomstdækkede fagforeninger (det vil sige uden gule ”fagforeninger”), er gået fra 76 procent i 1996 til sølle 64 procent i 2010. Der er tegn på en let afbødning af faldet her under krisen, men det er svagt. Hvis ikke snart fagforeningerne får vendt krisen, bliver det bare nemmere og nemmere for kapitalisterne at angribe på alle forhold. LO organiserer stadig 1,2 mio. medlemmer, men på mange måder lader det til at organisering, og ikke kampen for arbejdernes forhold, er blevet målet i sig selv for LO’s ledere.

Overenskomstforhandlingerne i foråret 2010 viser med al tydelighed hvor vigtig en kæmpende ledelse er. Hvis den ikke står forrest og inspirerer til forsvar for lønninger og arbejdsforhold, er det svært for mange at se anden vej frem end at stemme ja til lønnedgang og nedskæringer.

Hvad må der gøres
Højredrejningen i fagbevægelsen må stoppes. Venstrefløjsanalytikeren Hans Erik Madsen, skrev allerede i 1998 om vigtigheden i at få mere basisdemokrati ind i fagbevægelsen, med lønninger der svarer til medlemmernes, rotationsordninger og andre tiltag for at knytte bureaukratiet tættere til medlemmerne. Det vil tjene til at omgøre fremmedgørelsen og tvinge toppen til at kæmpe de hårde kampe sammen med medlemmerne.

Denne udvikling kommer dog ikke af sig selv. Der må opbygges stærke tillidsmandsnetværk, hvilket der også har været flere forsøg på siden 90’erne. SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten må mobilisere deres medlemmer af fagbevægelsen må gå forrest i kampen for, at LO kæmper konsekvent for arbejderklassens forhold og rettigheder.

De store mobiliseringer 8. juni viser tydeligt, at medlemmerne er klar til at kæmpe – men én demonstration stopper ingenting. Regeringen lytter kun hvis de får vredet armen om på ryggen af en generalstrejke, og hvis en 24-timers ikke er nok, må man fortsætte, indtil der bliver udskrevet nyvalg. Det vil vise forskellen på ægte organisering og de gule ”fagforeningers” skruebrækkeri.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.