Forliget om OK2010 er sendt til afstemning. Det usle resultat er ikke til at skjule. I årene med opsving accepterede arbejderne efter fagtoppens anbefalinger stagnerende lønninger og øget arbejdspres for at være ”ansvarlige” og ikke at ”overophede” samfundsøkonomien. Krisen kom alligevel. Den blev skabt af kapitalisternes profitjagt, men regningen sender de rask væk videre til fabriksgulvet. Det er ikke acceptabelt. Forliget må stemmes ned, og fagbevægelsens ledelse må bruge al magt for at sikre arbejderklassen imod den kapitalistiske krise.

Forliget betyder lønnedgang
Fagtoppen gik ind til forhandlingerne med målet om at bevare reallønnen. Det er et – for at sige det på jysk – meget tilbageholdende krav. Sidste år var inflationen 1,3 procent, så en tilsvarende lønstigning var et absolut minimum for at beholde reallønnen. Men i februar steg inflationen 1,9 procent i forhold til samme måned sidste år. Det oplyser Danmarks Statistik.

Industriforliget giver en stigning i mindstelønnen første år på 1,07 procent og 1,5 procent andet år. Det betyder en klar nedgang i reallønnen.

I byggeriet ser det ikke bedre ud. Malernes akkord bliver forringet som følge af, at man nu har prissat en sprøjtepris, der ligger et godt stykke under det, som hidtil sædvanligvis har været akkorderet. Man har beregnet tilbagegangen til 11,8 procent på plejeboliger med kontorer, og til 3,8 procent på lejligheder.

Forliget giver intet til skifteholdsarbejdere
Industriforliget ligger langt fra de krav, ansatte på nat- og skiftehold har rejst forud for overenskomstforhandlingerne. Skifteholdsarbejderne har krævet kortere arbejdstid og mere indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. De må i stedet nøjes med mere udvalgsarbejde, flere undersøgelser, og en kampagne for at gøre deres livsstil sundere. Det er intet andet end en hån.

Forliget betyder social dumpning
Indenfor især byggeriet har det været et klart krav, at overenskomsten skulle indeholde tiltag, der kan stoppe den sociale dumpning. I byggeriet er det nu ikke ualmindeligt med platugle-firmaer, der betaler deres ansatte en ussel løn - typisk 60 kroner pr. time for en 58 timers arbejdsuge. Det er vanvids-tilstande, som er helt uacceptable.

Blandt andet er der blevet rejst krav om kædeansvar eller 3. part forpligtigelsen, som kunne forebygge useriøse underentreprenørers misbrug. Dette krav er ikke blevet opfyldt. Resultatet blev i stedet en hurtig fagretslig behandling og en masse pæne hensigter, som ikke vil føre til noget som helst.

Overenskomsten forhindrer dermed ikke arbejdsgivernes stadig stigende brug af underbetalt arbejdskraft fra Østeuropa og øvrig fup og svindel. I stedet er der fortsat frit spil for platugler og social dumpning.

Forliget betyder fortsat diskrimination af HK’ere
Den såkaldte 50%-regel holder op mod 100.000 i HK-job uden for overenskomst. Det er uacceptabelt. Det var et krav fra HK Privat, at denne regel skulle afskaffes, fordi den forhindrer, at disse arbejdere kan få overenskomst. Det er en skandale, at sådanne regler overhovedet eksisterer, og den burde afskaffes. Men forliget rokker ikke ved denne regel.

Krise-forlig
Der er en række fagforeninger og faglige klubber, der har anbefalet et nej til overenskomsten. Blandt andet HK Privat, Malernes fagforening Storkøbenhavn, Privatansatte Gartneres Klub, Murerbrancheklubben i 3F BJMF, Isoleringarbejdernes Brancheklub København og andre. Spørgsmålet er, om det vil vælte forliget. Der er stor sandsynlighed for, at mange arbejdere vil holde sig for næsen og stemme ja (eller undlade at stemme – hvilket i praksis tæller på ja-siden). Mange har svært ved at se, hvad alternativet er. I en periode, hvor arbejdsgiverne er i offensiven, og hvor truslen om arbejdsløshed er stor, er det forståeligt, at mange dukker nakken og venter på bedre tider. Dette vil kun være en midlertidig tilstand.

For en kæmpende fagbevægelse
Fagtoppen brugte alle årene med opsving til at forklare, at arbejdspladserne måtte holde igen med kravene og acceptere stagnerende lønninger og hårdere arbejdspres. De sagde, at det var nødvendigt for at være ”ansvarlige” over for samfundets økonomi. Men al den tilbageholdenhed har intet gavnet for arbejderne – den har kun medvirket til, at profitterne blev gigantiske, og aktionærerne kunne notere sig den ene rekord-indtjening efter den anden.

Nu, hvor den kapitalistiske økonomi er i krise, er det fagbevægelsens opgave at holde stand og beskytte arbejderne imod krisens byrde. Det gøres bedst samlet. De lokale forhandlinger har en splittende effekt. Når arbejderne på en enkelt arbejdsplads overlades til selv at forhandle, står man i en utrolig svækket position – det er især tydeligt i en periode med krise.

Det forslag til overenskomst, der er sendt til afstemning, beskytter ikke den danske arbejderklasse imod arbejdsgivernes angreb, som de forsøger at presse igennem med krisen som undskyldning. Tværtimod åbner resultatet for endnu flere angreb og en større aggression fra arbejdsgivernes side. Der er kun én logisk konklusion: forliget må stemmes ned.