Ikke siden 1998 har Danmark været vidne til så mange strejker som i 2002, skriver SiD på deres hjemmeside. En stigning af arbejdsnedlæggelser på over 200% resulterede i, at der i 2002 i alt “gik 193.000 arbejdsdage tabt”, som SiD skriver.
Mens resten af Europa syder og bobler af den ene konflikt efter den anden, er det bestemt heller ikke gået stille af herhjemme de sidste 4 år. Rent faktisk har den danske arbejderklasse Europarekord i flest strejkedage per 1000 indbyggere (462 per 1000 indbygger de sidste 4 år), hvilket er langt mere end spanierne på “andenpladsen” med 173 strejkedage per 1000 indbyggere. Selvom storkonflikten i 1998 står for en stor del af kagen, rokker det ikke ved det faktum, at det danske arbejdsmarked er i oprør. Nedskæringer, “Ny løn”, øget arbejdstempo, nedgang i reallønnen og massefyringer er alt sammen noget, den danske arbejderklasse kender til og op til flere gange har reageret på i form af strejker.
Behov for en ordentlig ledelse!
Storkonflikten i 1998, pædagogstrejkerne sidste år og utallige andre strejker, som arbejderklassen har været kastet ud i de sidste 4 år, er næsten alle som en endt med skuffende resultat. Mens “manden på gulvet” har vist kæmpe kampvilje og lyst til at forandre forholdene, har ledelsen gang på gang svigtet. Storkonflikten blev pludselig afblæst, og i pædagogstrejken lod ledelsen for pædagogernes fagforening de spredte protester over hele landet stå isoleret, i stedet for at samle kampen!
Arbejderklassen har brug for en ledelse, der kan samle, koordinere og kæmpe kampene på de danske arbejdspladser. Problemet med ledelsen består i, at den ikke har samme interesser som de almindelige medlemmer af fagforeningen. Høje lønninger og en fed pension er der kun en lille del af fagforeningsmedlemmerne, der får, nemlig ledelsen. Mens manden på gulvet konstant mærker forringelser, rør det overhovedet ikke Hans Jensen (LO) eller andre mænd med en lang, “succesfuld” karriere inden for fagforeningsbureaukratiet. Den danske arbejderklasse fortjener en ledelse, der er villig til at kæmpe og samle kampene og lever på samme økonomiske niveau som almindelige arbejdere. Bureaukratiet i fagforeningerne repræsenterer det stikmodsatte af ovenstående
Det er fuldstændig absurd at ledelsen er så forstenet, handlingslammet og ikke ønsker at gøre andet end at spolere kampene, mens arbejderklassen viser større og større utilfredshed og større og større vilje til kamp for ordentlige vilkår! Det er en presserende opgave at få samlet kampene under en ordentlig ledelse der er villig til at kæmpe for ordentlige vilkår for manden og kvinden på gulvet!
