Vi har set det gennem mange år. Hundredvis af avisartikler og nyhedsindslag om glæder og især sorger ved udflytning af danske arbejdspladser eller ’outsourcing’ som det moderigtigt kaldes. Det er blevet forklaret af alskens borgerlige kloge hoveder, fra økonomer til såkaldte ’fremtidsforskere’. De kan alle genfortælle de tragiske begivenheder som ’tidens nødvendigheder’. Ingen af dem kan give nogen løsninger på, at tusindvis af danske arbejdspladser bliver udflyttede og endnu flere er ’udflytningstruede’. Til tider prøver de endda at overbevise os om at udflytning af danske arbejdspladser er positivt!
Hvordan kan udflytning af arbejdspladser være positivt? Ifølge regeringens tænketank ”Fremtidens vækst”, der selvfølgelig består af 13 ledende personer fra erhvervslivet, kommer der for hver outsourcede krone 1,25 kr. igen. Javel, men hvor ryger alle de ekstra penge så hen? Det er i hvert fald ikke de ansatte i SAS eller andre outsourcing-orinterede virksomheder der får del i den fortjeneste. Det er derimod den absolutte top i det danske samfund der skummer fløden. For nylig kunne man læse at direktørernes lønninger stiger eksplosivt. Vi så det også i forbindelse med skandalen i SAS hvor arbejdsgiverne under overenskomstforhandlingerne gik ud og sagde at de også ville gå 10 procent ned i løn for at redde virksomheden. Hvad de ikke sagde før forhandlingerne var afsluttede var, at året forinden var deres løn steget med 27 procent.
Udflytning af arbejdspladser til lavtlønslande er ikke et nyt fænomen. I slutningen af 80’erne var det den arbejdskrævende tekstilindustri der stod for skud. Men denne gang er kniven blevet hvæsset og kravene skærpede. Hele overklassen kører på med nye og hårdere krav til den danske arbejderklasse. Ikke bare arbejdsgiverne på de enkelte virksomheder bruger udflytningstruslen til at kræve lønnedgang og øget arbejdstid uden kompensation. Både de borgerlige medier og endda nogle i toppen af vores egen arbejderbevægelse prædiker med samme stemme: ”læg jer på maven og sig tak når I bliver trampet på”. Dette samtidig med at flere af de virksomheder der vil flytte produktionen til udlandet giver store overskud. Overskuddene er tilsyneladende bare ikke store nok for de flinke kapitalister.
Der er noget i luften
Det nyeste angreb der bliver luftet, er en forlængelse af arbejdsugen, ligesom i Tyskland og Frankrig. Ifølge overklassen må vi tage os sammen og løbe hurtigere for færre penge.
”Vi må følge med globaliseringen”, ”Vi kan ikke tillade os at falde bagud i konkurrencen med de andre lande”, ”Det er den eneste måde at redde velfærdssamfundet” – lyder det i kor fra samfundets top.
Selvfølgelig er vi som internationalister for globalisering. Men den globalisering bosserne, regeringen og alle dens håndlangere snakker om, er ikke vores globalisering. Vi vil ikke lade arbejdsgiverne og resten af det internationale borgerskab spille arbejderne fra verdens lande ud mod hinanden. Vi vil ikke bukke hovedet for at tvinge arbejdere i andre lande til at bukke hovedet endnu mere. For som alle ved: hvis man bukker hovedet dybt nok må man kysse det sted hvor solen ikke skinner! Og der er da ingen grund til at få en dårlig smag i munden når det kan undgås. At kapitalisterne vil skabe arbejdsløshed i Danmark for at udnytte de ekstremt dårlige vilkår arbejderne har i østlandene og den tredje verden viser bare at de kun tænker på et – profit!
Arbejderbevægelsen og arbejdernes partier må i offensiven!
Nu har vi levet med bossernes ultimatummer og trusler i lang tid. Vi har oplevet hvordan bosserne under lokale forhandlinger påtager sig rollen som den ’gode’, men bestemte patriark, der vil hele virksomhedens, familiens bedste. De forklarer gang på gang, at det ikke er med deres gode vilje at arbejderne skal løbe hurtigere, men de vil jo åh så inderligt gerne beholde arbejdspladserne i Danmark. Og så må arbejderne bide tænderne sammen og yde hvad der er nødvendigt for at redde de danske arbejdspladser.
Hvad skal en forhandler fra fagbevægelsen gøre når han sidder overfor en arbejdsgiver der truer med at udflytte arbejdspladser? I realiteten har han ikke de gængse pressionsmidler som har virket mere eller mindre de sidste 100år. Hvis arbejderne nedlægger arbejdet, flytter arbejdsgiverne bare produktionen, og arbejderne står uden job. Det får arbejderne det jo ikke bedre af. Derfor er det ikke så underligt at vi har set de mest ringe overenskomster i mands minde. Uden et effektivt våben står arbejderne jo magtesløse og fuldstændigt prisgivet arbejdsgivernes barmhjertighed. Og den ved vi jo, af bitter erfaring, kan ligge på et meget lille sted.
Hvad er da arbejdernes våben overfor en arbejdsgiver der truer med udflytning? Svaret er lige så enkelt som logisk. Arbejdspladserne skal blive i Danmark, så hvis arbejdsgiverne ikke vil køre dem, så må vi jo selv!
Arbejderbevægelsen må tage kravet om nationalisering af udflytningstruede virksomheder op. Nationaliser dem under arbejdernes demokratiske kontrol. På den måde kan vi benytte den fortræffelige viden arbejderne på fabriksgulvet sidder inde med, om organiseringen af produktionen. Vi kan effektivisere, men til fordel for arbejderne og ikke som nu, bosserne der godter sig, mens vi andre sveder!
