Efter den borgerlige regering kom til magten i 2001, udbrød der forvirring i arbejderbevægelsens ledelse. Socialdemokratiet havde ført kampagne med en holdning om, at ”det går så godt som aldrig før”. Problemet var bare, at det ikke svarede til, hvad de fleste danske arbejdere oplevede.
Opsvinget i den danske økonomi efter 1993 blev især båret frem af øget arbejdspres på de ansatte indenfor alle væsentlige dele af økonomien. Men samtidig kom der flere i arbejde, og især i starten af 1990’erne var der stor forventning til, at den socialdemokratiske regering igen ville udbygge velfærden efter den borgerlige Schlüter-regering havde hærget i godt ti år. Desværre skuffede Socialdemokratiets ledelse sine vælgere og førte en politik, der på flere områder lignede de borgerliges. Blandt andet greb de ind i storkonflikten i 1998, forringede vilkårene for de arbejdsløse (og i særlig grad de unge) og stod bag den berygtede forringelse af efterlønnen.
Dette er kort fortalt baggrunden for, at de borgerlige kom til i november 2001. Kort efter begyndte fagbevægelsens venstrefløj at mobilisere til modstand mod den borgerlige regering, som fra starten gik til angreb på fagforeningerne og arbejdernes rettigheder. Denne bevægelse kulminerede i demonstrationen den 20. marts 2002, hvor der var faneborg foran Christiansborg. Over 500 fagforeninger fra hele landet sendte faner til Christiansborg denne dag, og på trods af, at fagbevægelsens ledelse på forhånd havde manet til besindighed og sagt, at medlemmerne ikke måtte strejke, nedlagde arbejderne på mange industriarbejdspladser deres arbejde den dag, blandt andet arbejderne i Københavns lufthavn, byens største arbejdsplads.
Også den 16. maj var der strejker og protestmøder over hele landet mod regeringens trusler om indførelsen af en deltidslov, som skulle kunne tvinge arbejdere ned på deltid. I alt 30.000 nedlagde arbejdet den dag.
Det kulminerede i den store folkefest mod regeringen den 5. oktober 2002, der mere mindede om når det omrejsende tivoli kommer til Tønder end en protest mod regeringen. Lederne af initiativet (lederne af Fagligt Ansvar) troede, at jo mere poppet og jo mere udvande kravene blev, des større ville protesterne blive. Men virkeligheden var lige modsat.
Den 28. august havde Fagligt Ansvar igen arrangeret konference, denne gang under overskriften ”faglige krav til en anden politik.” Repræsentanter for de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten var inviteret, og meningen med mødet var, at arbejderbevægelsens politiske gren, partierne, kunne tage de faglige krav op i folketinget, gå til valg på kravene og danne en regering på grundlag af disse krav efter et valg.
Kravene, som inden konferencen blev rejst, var gode og klart vendt mod den borgerlige regering, mod privatiseringer og nedskæringer i velfærden. For eksempel blev der rejst krav om:
- Stop for privatiseringer og udliciteringer
- Styrk den offentlige sektor
- Befolkningen skal have større del i overskuddet fra olien i Nordsøen
- Lavere skat til de lavtlønnede og højere skat på de rige, de multinationale virksomheder og kapitalejerne
Det er meget positivt, at fagbevægelsen forsøger at få arbejderpartierne til at tage kravene fra arbejdspladserne op. Desværre skulle det ikke være sådan, at mødet vedtog nogle konkrete krav til disse partier. Men det vender vi tilbage til.
Konferencen i Odense samlede 700 tillidsfolk fra hele landet og fra mange forskellige faggrupper inden for LO-forbundene og FTF. Mange af de menige tillidsfolk, og særligt de unge, virkede meget entusiastiske og forhåbningsfulde til at begynde med. Stemningen var klart vendt mod den borgerlige regering, og i løbet af åbningstalen, som Finn Sørensen, formand for bryggeriarbejderne i København, holdt, blev der klappet når han sagde, at den borgerlige regering måtte væltes og erstattes af en ny, der ville genoprette velfærdssamfundet.
Finn Sørensen sagde blandt andet, at den borgerlige regering har angrebet fagbevægelsen, fordi den er ”det vigtigste bolværk mod forringelserne af lønmodtagernes vilkår.”
Han sagde derudover: ”Vi er her for at bane vejen for, at denne regering bliver sat på porten hurtigst muligt, og senest ved næste folketingsvalg.”
Kravene udsat
Efter denne åbningstale begyndte luften så småt at blæse ud af ballonen i Odense. Dirigenterne oplyste tillidsfolkene om, at man alligevel ikke ville vedtage nogle konkrete krav til arbejderpartierne denne dag. Det ville man vente med til en konference i foråret, eller tre dage efter et valg bliver udskrevet, hvis det sker før marts. Grunden til dette var, at mødets ledelse ikke mente, at der var ændringsforslag nok til det politiske papir, man ville vedtage. Der var kun 33. Det var åbenbart ikke nok for lederne af Fagligt Ansvar – ville det være mere passende med 100 ændringsforslag? Sandheden er nok snarere, at ledelsen for Socialdemokratiet ikke ønskede, at tillidsfolk fra hele landet skulle vedtage nogle konkrete krav til partiets politik, og at de derfor fik vedtagelsen forpurret.
Hvad angår den nye konference, så er det lidt af en gåde, hvordan de vil bære sig an med at mobilisere til en ny konference på tre dage, hvis der bliver udskrevet valg (hvilket er rimelig sandsynligt). I hvert fald kan man sige, at det lyder lidt ambitiøst. Desværre ser det ud til, at ledelsen af Fagligt Ansvar ikke ønsker at mobilisere fagbevægelsens medlemmer bag en række krav til arbejderpartierne.
Talerne
På konferencen var der ikke fri debat, så tillidsfolkene sammen kunne diskutere, hvordan man vælter den borgerlige regering. Der var i stedet en række mindre diskussionsgrupper, som man kunne deltage i. Disse bestod i, at nogle oplægsholdere, som fagtoppen havde håndplukket, holdt nogle tekniske oplæg om meget specifikke ting, lovtekster og så videre. Disse oplæg burde være sendt ud til fagforeningerne i forvejen, så dagen i stedet kunne bruges til at diskutere, hvad man kan gøre for at komme af med regeringen, og hvilke krav, man må rejse til en ny regering med Socialdemokratiet i spidsen.
De eneste talere var Mogens Lykketoft (Soc. Dem.), Holger K. Nielsen (SF) og Søren Søndergaard (Ehl.). Det var meget positivt at man havde inviteret repræsentanter for disse partier, da de er de eneste i folketinget med rødder i arbejderbevægelsen. Det var særligt vigtigt, at man havde det største arbejderparti, Socialdemokratiet, med på konferencen, så man kunne indgå en aftale om, hvilke krav, partiet vil opfylde, når det kommer i regering. Desværre fik mødets ledere fejet sådan en aftale af banen, og derudover fik de forhindret fri debat af kravene. Dette er en skandale, som ikke er arbejderbevægelsen værdig. Det var tydeligt for enhver, der var på konferencen, at de tekniske oplæg om juridiske spidsfindigheder, var dræbende for al det initiativ og engagement, som tillidsfolkene var kommet med tidligere på dagen. Det førte desværre til, at mange arbejdere forlod mødet før tid. De fleste havde øjensynligt svært ved at forstå, hvad de skulle på en konference, som mere drejede sig om teknikaliteter end politik og om planlægning af modstanden mod regeringen.
Efter over hundrede arbejdere havde forladt mødet, og de fleste andre var blevet udmattet af fagbevægelsens officielle apparats oplægsholdere, var der en afstemning om, hvorvidt man skulle lægge den næste aktionsdag på lørdag den 2. oktober eller på folketingets åbningsdag, 5. oktober. Fagligt Ansvars ledelse anbefalede, at man afviklede en aktionsdag den 2. oktober. Øjensynligt havde de tænkt sig et arrangement ligesom det, der blev afviklet 5. oktober 2002. Denne dag var imidlertid en fiasko, og samlede så godt som ingen militante arbejdere.
Da en af mødedeltagerne foreslog, at man burde afholde en aktionsdag på folketingets åbningsdag, så man kunne afholde faglige møder og diskutere regeringens politik, for derefter at gå i demonstration, kvitterede formanden for LO-Storkøbenhavn med at sige, at ”så vil LO-Storkøbenhavn ikke deltage”. Hvis det ikke var sådan en alvorlig sag, ville det nærmest være til at grine over. Ledelsen for den danske fagbevægelse har åbenbart intet lært af fiaskoen den 5. oktober 2002. Efter en kæmpemæssig modstand mod den borgerlige regering i foråret 2002, hvor ledelsen uden tvivl sagtens kunne have indkaldt til generalstrejke mod regeringen med overvældende succes, var den 5. oktober et nederlag. Det må ikke gentage sig!
Lederne af Fagligt Ansvar bærer et stort ansvar på skuldrene. Tilslutningen til mødet i Odense var gevaldig og imponerende. Det er tydeligt for selv en blind, at der blandt fagbevægelsens medlemmer er en ganske stor utilfredshed med tingenes tilstand. Efter 1990’ernes såkaldte ”opsving”, som ikke gav forbedringer for arbejderklassen, er der nu dramatiske nedskæringer og angreb på borgerskabets dagsorden. Borgerlige ministre og topdirektører fra erhvervslivet har for ganske nylig sagt, at folkepensionen og efterlønnen må afskaffes, at mindstelønnen må sættes drastisk ned og at arbejdsugen må sættes i vejret. Disse udsigter gør arbejderne nervøse og usikre for fremtiden under kapitalisme – med god grund.
Fagligt Ansvar's ledere turde i sidste ende ikke at fuldføre deres eget initiativ. Dette er en stor skam. Men de bureaukratiske manøvrer for at undgå kravene fra arbejdspladserne, samt en mobilisering af arbejderne viser en ting klart. Lederne er klar over den styrke som arbejderklassen har. Hvis først arbejderne bliver mobiliseret bag en arbejderregering vil det ikke være sådan at sende dem hjem igen. Derfor bør alle aktive tillidsfolk sætte pres på Fagligt Ansvar og resten af arbejderbevægelsen og presse dem til at kæmpe. Kæmpe for en regering der kan stoppe de borgerliges nedskæringer og opbygge et samfund der tilgodeser flertallet af befolkningens interesser. Dette kan kun gøres af en arbejderegering bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten på et socialistisk program.
