Fleksibilitet i arbejdet er efterhånden blevet et modeord, og det fremstilles som om at det både er til gavn for arbejdsgivere og arbejdere. Det nedslidende rutinearbejde forsvinder og arbejderne får mere kontrol over deres egen arbejdsdag.
Men dette er langt fra virkeligheden! Det fleksible arbejde kobles sammen med argumenterne om den stigende globalisering, overgangen til ”informationssamfundet”, ”servicesamfundet”, ”det postmoderne” o.l. Men ligesom alle disse fine betegnelser rokker det fleksible arbejde ikke en tøddel ved at vi stadig lever i et kapitalistisk samfund, hvor arbejderne udbyttes af arbejdsgiverne.

Hvad er fleksibilitet?
Fleksibilitet i arbejdet er en betegnelse, der bruges til at betegne mange forskellige ting, såsom lønmæssig fleksibilitet, numerisk fleksibilitet (antal ansatte), fleksibilitet i produktionen, fleksibilitet i arbejdstiden, hjemmearbejde osv.
Informationsteknologien har gjort det muligt at ændre produktionen på en række områder. Maskiner har kunne overtage en del af det arbejde, arbejderne tidligere udførte, som fx samlebåndsarbejdet, og har også gjort det lettere hele tiden at ændre produktionen, så man ikke længere behøver at producere til store lagre, men kan producere, når der kommer en ordre ind.
Samtidig har teknologien muliggjort, at fx folk kan sidde derhjemme og arbejde, og gennem internettet alligevel være i konstant kontakt med arbejdspladsen.

Pres og stress
Det siges at fleksibiliteten fører til, at arbejderne får mere kontrol over deres egen arbejdsdag, når de fx kan arbejde hjemme. Men mange undersøgelser peger på, at arbejdsgivernes kontrol over arbejderne bare ændrer form, og i virkeligheden bliver endnu strengere. Via computeren kan arbejdsgiverne opsætte alle mulige foranstaltninger for hele tiden at følge med i, om arbejderne nu udfører deres arbejde, hvor hurtigt de arbejder osv. På den måde kan computerne fungere som en konstant overvågningsmekanisme.

En anden del af fleksibiliteten er teamarbejdet, som betyder, at arbejderne opdeles i arbejdsgrupper, der så skal opfylde nogle bestemte mål, både i gruppen og den enkelte arbejder. Ansvaret for hvordan disse mål opfyldes er op til gruppen og den enkelte, men i virkeligheden betyder dette, at arbejderne pålægges at presse sig selv, i takt med at målene strammes. Således fralægger ledelsen sig ansvaret ved at sige, at ”det jo står arbejderne frit for, hvordan de vil løse opgaven”.

Fleksibilitet eller taylorisme
I starten af sidste århundrede indførtes på den ene arbejdsplads efter den anden taylorismen i arbejdets organisering. Taylor var en mand, der mente, at man måtte indføre en videnskabelig planlægning af arbejdet, ved fx at måle hver enkelt bevægelse en arbejder foretog i løbet af en dag med stopur, og derudfra beregne hvor lang tid en arbejdsopgave tog, så man kunne rationalisere arbejdsprocessen. Denne metode blev kaldt Method and Time meassurements. En metode der især blev indført i Danmark efter anden verdenskrig, og som førte til store protester fra arbejderne, fx under Phillipsstrejken. I det fleksible arbejde skulle denne metode være gået af mode, men i virkeligheden er det hvad der sker på flere og flere områder.

Et eksempel er hjemmehjælpen, hvor alle opgaver måles ned til mindste minut; 3 minutter til aftørring af bord, 10 til støvsugning osv. Så selvom samlebåndet er ved at forsvinde i de udviklede kapitalistiske lande, er den stramme tidsplanlægning det absolut ikke. Så kan man snakke nok så meget om, at arbejderne har fået mere kontrol over deres arbejdsdag, men hvis det eneste, man kan bestemme, er hvorvidt, man vil tørre bordet af før man støvsuger eller omvendt, er det så som så med kontrollen.

Fleksibilitet – en øgning af merværdien
Ifølge eksperter er klassekampen død, og det er håbløst gammeldags at tale om arbejderklassens kamp mod arbejdsgiverne - med det fleksible arbejde kan alle vinde.

Men hvis man ser nærmere efter, er dette bare en tom frase. For at tage nogle eksempler; Fleksibilitet i produktionen, det siges at arbejderne selv kan planlægge hvornår de går på arbejde, men dette gælder kun så længe, der er arbejde, det bliver meget nemmere for arbejdsgiverne, at få folk til at arbejde endnu mere når ordrerne er der, mens de kan ”få lov” at gå hjemme, når produktionen er lav. Fleksibiliteten i lønnen er det ligeså med; arbejdernes eneste våben er at de står sammen, med fleksibilitet i lønnen kan arbejdsgiverne give et par få loyale arbejdere en højere løn, mens resten spises af med små basislønninger. De fleste der er gået over til det famøse ”ny løn” ved, at det mest fleksible i det system er, at arbejdsgiverne kan vente i en evighed med at udbetale tillæg, hvis de altså nogen sinde kommer.

Marx forklarede for over 150 år siden, hvordan klassekampen var en evig kamp om merværdien. Hvordan kapitalisterne konstant søgte efter veje til øge denne merværdi, ved at sætte arbejdstiden i vejret, men også ved at få arbejderne til at arbejde hurtigere. Denne kamp ser vi stadig konstant på hver enkelt arbejdsplads, kampen om de sidste minutter i frokostpausen, om lige at lave en opgave mere om dagen end tidligere osv. En tendens som viser sig i statistikkerne som konstant stigende produktivitet.

Individuelle løsninger er ingen løsning
Kapitalisterne begrunder nødvendigheden af fx øget arbejdstempo med den såkaldt stigende globalisering, ”det er nødvendigt for at kunne klare sig i den stigende konkurrence”. Og lederne af arbejderbevægelsen hopper med på disse undskyldninger.

I perioden efter anden verdenskrig argumenterede arbejderbevægelsen for, at effektiviseringer ville føre til højere lønninger, hvilket førte til enorme tempoopskruninger, hvis konsekvenser vi stadig kan se i form af nedslidte arbejdere. I dag har Hans Jensen (formanden for LO) for nylig været ude og sige, at de danske arbejdere må gå med til lønsænkninger, så arbejdet ikke overtages af polakker. Lederne for arbejderbevægelsen har altså ingen løsningsforslag, i stedet hjælper de arbejdsgiverne med at spille arbejderne ud mod hinanden. Når der skal ske nedskæringer og fyringer, lægges ansvaret i ”decentraliseringens hellige navn” over på arbejderne selv; hvem mener de kan undværes, hvor kan der bedst spares?

Til medarbejdersamtaler o.l. sammenlignes den enkelte arbejder med arbejdsgennemsnittet; arbejder man ligeså hurtigt som de andre, og arbejd er du ikke hurtigt nok er det ud af vagten. I denne tid med massefyringer kan den enkelte arbejder ikke stille noget op, han bliver nødt til, at arbejde så hurtigt han kan, hvis ikke han vil risikere at blive fyret, men det presser samtidig arbejdstempoet op. Den enkelte arbejder er således konstant splittet mellem et ønske om at udføre et stykke arbejde af ordentlig kvalitet, hvad enten det er at tage sig godt at de gamle, male et hus eller sætte en telefonledning op, og arbejdsgivernes konstante pres for øget effektivitet. Således forsøger den enkelte arbejder at løse problemet ved at presse sig selv lidt ekstra, og kapitalisterne tjener fedt på arbejdernes indbyrdes konkurrence.

Klassekampen må genoplives
Ligesom på Marx’ tid kan arbejdernes problemer ikke løses individuelt. Arbejdernes eneste våben er som sagt, at de står sammen. Den teknologiske udvikling rummer enorme muligheder for arbejdernes frigørelse. De fleste ”kedelige” arbejdsopgaver kan overtages af maskiner, produktiviteten kan øges enormt, så arbejdstiden kan sættes ned og ingen i verden behøver at mangle noget. Samtidig med at computerteknologien gør en planlægning af produktionen selv på verdensplan overskuelig.
Men så længe vi lever i et samfund, der styres af nogle fås jagt på profit, kan dette ikke lykkes.

Arbejdsgiverne vil fx aldrig opgive deres kontrol over arbejdet, jo mere frihed arbejderne tilsyneladende får, des strammere bliver overvågningen. Jo bedre muligheder teknologien giver for arbejdstidsnedsættelser jo hurtigere skal arbejderne arbejde, for at opretholde profitraten osv.
Reformisternes forsøg på at forene arbejdsgivere og arbejdere er dømt til at ende i fallit for arbejderne; nedslidning, pres, arbejdsløshed osv. Den eneste vej fem er, at arbejderklassen står sammen, både i Danmark og internationalt. Arbejderklassen må genindtage deres organisationer og stoppe deres knæfald for arbejdsgiverne og kapitalismen, og i stedet tvinge dem til at gå imod alle forsøg på at spille arbejderne ud mod hinanden. Kun på den måde kan de enorme potentialer for menneskehedens frigørelse realiseres, med en planlagt økonomi på verdensplan.