Overenskomstresultatet blev et ja. Dette til trods for at en lang række fagforeninger og arbejdspladser og enkelte forbund anbefalede et nej. Men afstemningsresultatet er meget forskelligt fra forbund til forbund. Det er især de kvindedominerede fag der stemte ja (HK, Frisørerne og KAD). Dette kan kun skyldes den nyindførte barselsfond. Til gengæld var der store nej-procenter i både NNF (94,2 %j) og Blik og Rør (86 %). SID, der er det største forbund på det private arbejdsmarked, stemte også et nej med et flertal mod på 55,7 %.
Både Blik og Rør og NNF havde anbefalet deres medlemmer at stemme nej, som de to eneste fagforbund. Dette var især begrundet i at medlemmerne ved ”ulovlige” strejker skal overarbejde de tabte timer ind uden overtidsbetaling. Det var også disse 2 forbund der havde den største stemmeprocent. Derudover havde El-forbundet den 4. største nej procent på 47,2 % og Malerforbundet den 5. højeste på 42,2 %.
JA på falske præmisser
Der kan ikke være tvivl om at det var indførelsen af den centrale barselsfond der sikrede et ja. Der er da heller ingen tvivl om at det er et fremskridt. Men det er et fremskridt som er dyrt betalt. Barselfonden er en meget billig ordning for arbejdsgiverne. Og samtidig med at afstemningsresultatet blev offentliggjort, kunne regeringen oplyse at de der står udenfor ordningen vil blive omfattet af den gennem staten. Overenskomsten blev altså vedtaget på grund af noget som staten alligevel indfører. Til gengæld er de mange krav fra arbejdspladserne ikke blevet opfyldt. Mindstelønnen ligger stadig mange steder under 100,- kr. og vil også gøre det om tre år, til de næste overenskomstforhandlinger. Lærlingene får stadig ikke en løn der er til at leve af. Og i næsten alle overenskomster er der indført regler om mere fleksibel arbejdstid. Dette vil gøre det endnu svære for arbejdere at planlægge deres fritid og vil gøre det endnu lettere for arbejdsgiverne at kaste rundt med arbejderne efter arbejdsgivernes forgodtbefindende. Skifteholdsarbejderne stillede krav om en 30 timers arbejdsuge for at dæmme op for det nedslidende arbejdsmiljø der er ved de skiftende arbejdstider. Dette er også blevet ignoreret.
3-årig overenskomst
Den netop vedtagne overenskomst gælder i 3 år. Dette er en meget lang periode, især hvis man tænker på den ustabile økonomiske situation og den borgerlige regering. I øjeblikket er arbejdsløsheden på 182.000 og Tv-avisen kan konstant berette om firmaer der flytter tusinder af arbejdspladser til udlandet. Derfor er det fuldstændig absurd at forlænge overenskomstperioden så markant, da man jo ikke kan spå om fremtiden. Også den borgerlige regering har flere gange varslet med angreb på arbejderbevægelsen. Senest da man vil forringe dagpengene. Dette blev dog taget af bordet, bl.a. fordi at DI mente at det var ”dårlig timing”, bl.a. fordi at man var bange for store lønkrav fra arbejderne. Men nu er overenskomsten i hus og regeringen har derfor frit spil.
Lokale lønforhandlinger
En stor del af bl.a. industrien skal forhandle deres løn hjem ved lokalforhandlinger. Men disse kan vise sig at blive kortvarige. I industriens nye overenskomst er der nu vedtaget en paragraf der giver en af parterne mulighed for at stoppe forhandlinger hvis de ”kører fast”. Dette vil i praksis betyde at arbejdsgiverne mere eller mindre kan diktere forhandlingerne da de ellers kan stoppe dem til ethvert tidspunkt.
Yderligere angreb på strejkeretten
Skulle man inden for industrien (og dele af byggebranchen) så nedlægge arbejdet i protest vil man blive tvunget til at skulle arbejde tiden af uden ekstra betaling. Denne overenskomst er altså i udbredt grad en arbejdsgiver overenskomst - barselsfonden og en stigning i sygelønnen er dyrt betalt. At arbejdsgiverne indfører yderligere begrænsninger af arbejdernes demokratiske ret til at strejke, viser fremtiden på arbejdspladserne. En fremtid med øget pres, massefyringer og trusler om lønnedgang. Dette er årsagen til at man vil stavnsbinde arbejderne til arbejdspladserne. Septemberforliget fra 1899 gjorde klart at der var fredspligt på arbejdsmarkedet imellem overenskomsterne. I praksis betyder dette at det er ulovligt at strejke. Dette har dog ikke forhindret arbejdsgiverne i at presse arbejderne mere og mere, sætte tempoet i vejret og gennemføre massefyringer. Fredspligten er altså meget ensidig. Den nye forringelse er endnu et skridt for at stadfæste fredspligten. Men arbejderne går ikke i strejke for sjov, kun når det er virkeligt alvorligt. Derfor bør denne yderlige forringelse fjernes sammen med fredspligten og alle andre ordninger der forringer retten til at strejke.
LO vasker hænder
LO formanden Hans Jensen beklagede samme dag afstemningsresultatet var kommet frem, at ikke flere havde stemt. Han mente at man næste gang måtte gøre mere for at få folk til at stemme, eventuelt besøge arbejdspladser. Men det må siges at det er lidt sent han er ude. Hvorfor gjorde de det ikke ved den her overenskomst. Dette kan kun skyldes én ting. At de frygtede at det ville blive et nej. Hvis under 40 % stemmer, skal nej-procenten være 25 % af alle stemmeberettigede, er stemmeprocenten over afgøres det ved simpelt flertal. Derfor har LO toppen en klar interesse i at der er en lav stemmeprocent. Derfor kan man også se at de forbund der er gået ind for et nej og som er gået aktivt ind i kampen har fået en meget højere stemmeprocent. Hvad Hans Jensen burde have sagt var at disse afstemningsregler er udemokratiske og at en overenskomst skal vedtages ved almindeligt flertal lige meget hvor mange der stemmer.
Stort nej på trods af fagbevægelsens apparat
Når man tænker på at nej kampganen kun udgjordes af en lille del af de berørte fagforeninger er den store nej-procent faktisk imponerende. Nej-kampagnen har været oppe imod 14 fagforbund og er flere steder blevet nægtet adgang til forbundenes medlemmer. Her bør det være et klart krav at repræsentanter fra nej siden få adgang til forbundenes blade og møder så de kan give deres side af sagen. Hvis forbundene har forhandlet så gode overenskomster hjem som de påstår bør det ikke være noget problem for dem.
Hvad nu
Den nye overenskomst er som tidligere nævnt dyrt betalt. Det er kun på meget få områder der har været forbedringer. Generelt set har den ikke forbedret løn og arbejdsforholdene, men tværtimod lukket op for mere udnyttelse gennem fleksibel arbejdstid og stadig mulighed for at trykke lønninger ved hjælp af den alt for lille mindsteløn. Dagen efter at resultatet kom frem gik arbejderne på 6 slagterier i strejke i protest over den overenskomst de har fået presset ned over hovedet. Med denne overenskomst er der nu endnu mere brug for en fagbevægelse der tør og vil kæmpe og forsvare sine medlemmer. Men dette kan kun opnås ved at medlemmerne bliver aktive i deres fagforeninger og kæmper for en ledelse der tør slås. Kun sådan kan arbejderne gøre sig håb om bedre overenskomster i fremtiden.
