Den nye overenskomst for industrien har været meget omtalt i pressen. Det er naturligt nok, da aftalen mellem CO-Industri og arbejdsgiverforeningen Dansk Industri (DI) omfatter vilkårene for 220.000 industriarbejdere på danske arbejdspladser. Det er en overenskomstforhandling, der har vakt opsigt på flere måder. For det første finder den sted under en krise i økonomien, som trods løfter fra økonomer og politikere ikke ser ud til at blive til opsving endnu. For det andet har vi under de nye overenskomstforhandlinger haft en borgerlig regering, der åbenlyst har sagt, at den vil skære i dagpengene og derudover udført en række nedskæringer på velfærdssektoren. Og for det tredje har de danske arbejdere ikke ligget på den lade side, når det kommer til strejker. Den danske arbejderklasse var den i Europa, der havde flest strejkedage per 1000 indbygger i årene 1998-2002 – 462 per 1000 indbygger de sidste 4 år, hvilket er langt mere end spanierne på "andenpladsen" med 173 strejkedage per 1000 indbyggere.

Den nye overenskomst
CO-Industri skriver på sin hjemmeside, at overenskomsten kommer til at betyde bedre vilkår for arbejdere. blandt andet udvidelse af perioden med fuld løn under barsel fra 14 til 20 uger, fuld løn i de sidste fire uger af graviditeten, forbedring af løn under sygdom (fra fem til ni uger), løn til forældre under deres børns indlæggelse på hospital (højst en uge), forhøjelse af betalingen for søgnehelligdage, mindstelønnen, som i dag er 88,40 kr. i timen, forhøjes med 2,25 hvert år de næste tre år. Der indføres også to ugers betalt efteruddannelse til fyrede arbejdere, der har været ansat i en virksomhed i mindst tre år. Lærlingene får 4,5 procent ekstra de næste tre år. Overenskomsten er indgået som en treårig aftale.

Som noget helt nyt har man indført den såkaldte ”musefælde-klausul”, der skal sikre mod politiske indgreb (læs: nedskæringer) på dagpengeområdet. På den måde kan aftalen på dette område opsiges, hvis regeringen beslutter sig for at skære på dagpengene. Dette gælder imidlertid kun på området for dagpenge og barsel, og er ikke noget generelt. Faktisk indføres der endnu strengere straf for strejke, end der allerede er.

Det er selvfølgelig positivt, at fagbevægelsens forhandlere er begyndt at kræve sikkerhed mod politiske nedskæringer. Vi har tidligere set, at politikernes nedskæringer og angreb på faglige forhold overhovedet ingen konsekvens har haft – og at de faglige ledere ikke har villet kalde til strejke. Det har især været tydeligt på det offentlige område – blandt andet for pædagoger, sygeplejersker og lærere. Faktisk burde man have gået endnu videre og krævet fuld ret til at strejke mod alle forhold, der forringer ens arbejdsvilkår. Det ville sikre en demokratisk ret til at strejke på en lang række områder, hvor det i dag er forbudt. Blandt andet er det stadig forbudt at nedlægge arbejdet, hvis man bliver pålagt ekstra arbejde som følge af fyringer eller opskruede produktionskrav. Det må der laves om på. Fuld strejkeret må være et absolut krav!

”Musefælde-klausulen” er i medierne blevet præsenteret som en gave til arbejderne. Men den blokerer for en central barselsfond, fordi arbejdsgiverne bare kan trække sig ud, hvis de ønsker det. Det kommer til at betyde, at mange kvinder også i fremtiden vil få en fyreseddel, når de skal have børn, fordi det er den enkelte arbejdsgiver i stedet for en central fond, der skal betale løn under barsel. Det kan ikke være rigtigt, at man skal miste sit arbejde, bare fordi man gerne vil have børn!

Hvad med mindstelønnen?
De borgerlige siger ofte, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det burde det også kunne. Men en mindsteløn på omkring 90 kroner i timen er fuldstændig utilstrækkelig. De danske arbejdere producerer utrolige mængder af værdier, og lønnen har slet ikke fulgt med produktionen. Danmarks Statistik oplyser, at arbejdernes andel af produktionsresultatet – lønkvoten – er faldet fra 67,1 procent i 1998 til 60,8 procent i 2000. Lønnen er ikke faldet i absolutte tal, så det afspejler det øgede pres, som arbejderne er udsat for, uden at de har fået tilsvarende del i den øgede produktion. Fra 1990 til 2001 steg lønnen i gennemsnit med 4,1 procent mens profitterne i gennemsnit steg 5,2 procent. Det viser, at de danske kapitalister har vokset sig større og federe de sidste 10 år, mens arbejderne har oplevet mere pres, stress og nedslidning. Det er helt nødvendigt med en langt større lønstigning!

Derudover er det sørgeligt, at fagbevægelsens forhandlere ikke selv er på resultatløn – altså gennemsnitslønnen for deres medlemmer. Hvis arbejderlederne selv var på arbejderløn uden privillegier er der ingen tvivl om, at vi ville se helt anderledes kampvilje.

De små lønstigninger, der er lagt op til er meget langt fra de krav, som arbejdspladserne har rejst. Det er værd at huske på, at tillidsmandsmøderne har krævet 110 i timen som minimum og en 1-årig aftale. Det er langt fra sikkert, at lønstigningerne overhovedet kan holde trit med inflationen, der er på 1,4 procent om året. Hvis der overhovedet bliver tale om en reallønsfremgang, bliver den meget lille. De aktive tillidsfolk må gøre det klart, at man ikke vil acceptere lønnedgang og kræve en 1-årig aftale med fuld ret til at strejke, hvis inflationen udhuler lønstigningen. Kravet fra tillidsmandsmøderne om en maksimum overenskomstperiode på to år er blevet ignoreret helt og aldeles. I en nedgangsperiode er det meget farligt med lange overenskomstperioder – man må have ret til at genforhandle en aftale, når situationen ændrer sig så hurtigt, som den gør for tiden.

Lærlingenes krav
Lærlingene havde inden overenskomstforhandlingerne krævet 12 kroner ekstra i timen. Men desværre får en lærling på 40 kroner i timen kun en stigning på 2 kroner. ”Det er selvfølgelig positivt, at vi har fået et krav om højere lærlingeløn igennem, men jeg synes umiddelbart ikke, at det er helt tilstrækkeligt,” siger formand for SiD Ungdoms 2. distrikt Anders Larsen til SiD’s Fagbladet.

Det har han fuldstændig ret i. Lærlingenes forhold er ofte det sidste, der bliver diskuteret inden forhandlingerne afsluttes. Og det er desværre alt for almindeligt, at lærlingenes krav ikke tages alvorligt af forhandlerne. Vi hører ofte arbejdsgiverne tale højt og flot om, at vi har ekstra behov for dygtige arbejdere i fremtiden. Og det er også utrolig vigtigt, faktisk er det så vigtigt, at man burde have forhold, der tiltrak lærlinge og gjorde dem glade for deres fag. En lærling lærer bedre sit fag, hvis han/hun kan koncentrere sig fuldt ud om sin uddannelse frem for at bekymre sig om, om der er råd til husleje, mad, transport og eventuelt en ferie. Derfor må lærlingelønnen op!

Arbejdernes forhandlere har ikke opfyldt kravene, som er rejst fra de danske arbejdspladser og de aktive tillidsfolk. Industri-aftalen må stemmes ned, og man må hente en ny og bedre hjem. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis fagbevægelsens ledelse lægger seriøst pres på de danske kapitalister. Hvis ledelsen holder stormøder på arbejdspladserne og indkalder til en 24-timers strejke med trussel om mere, er der ingen tvivl om, at man kan få opfyldt kravene.

110 i timen som national mindsteløn!
Arbejde til alle – 30 timers arbejdsuge!
Opfyld lærlingenes krav!
Ingen begrænsninger i strejkeretten!
Stem nej til overenskomsten – giv de borgerlige kamp til stregen!

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.