Regeringen besluttede tirsdag den 11. november at droppe deres forslag om at forringe dagpengene. Forslaget som først blev fremført i August, startede med, at indeholde besparelser for 800 millioner kroner. Den 8. November efter pres fra oppositionen og fagbevægelsen, blev besparelsen lempet til ”kun” at omfatte ca. 170 millioner.

Men disse besparelser ville stadigvæk have en meget dårlig effekt og var i realiteten fuldstændig asociale: ville have betydet, at arbejdere med indkomster over 27.700 kroner selv skulle betale for den første tid som ledig - op til 5 uger.
Samtidig ville beregningsperioden for dagpenge for alle blive ændret fra tre måneder til 12 måneder.

Fagforeningernes svar
Sådanne besparelser ville være helt katastrofale for almindelige arbejdere. Derfor regerede fagbevægelsen prompte. Her er lidt af det som forskellige fagligt aktive har sagt:

”Jeg synes kort sagt at besparelserne er svinske”
”Vi bliver nød til at overveje hvilke forholdsregler vi skal træffe, når vi indgår de nye overenskomster. Det eneste sted vi kan råde bod på de forringelser, regeringen påfører vores medlemmer er ved overenskomstforhandlingerne” (Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal).

”Når vores rettigheder bliver forringet er vi nød til at regulere overenskomsterne efter det og dække os ind” (Peter Hougaard, formand for bygningsarbejderne i TIB)

Løftebrud
Dette forslag var ikke blot dybt asocialt og reaktionært. Det var også et direkte løftebrud. Anders Fogh hævdede nemlig i en Tv-duel under sidste valgkamp, at Venstre ikke agtede at forringe dagpengene. Venstre har tydeligt afsløret sig selv som det de er: Et parti som ikke værner om velfærden – men som tværtimod står for en politik som forringer velfærdsstaten og kun kan tilbyde arbejdere, unge, gamle og arbejdsløse endnu flere forringelser og trangere kår.

Flere valganalytikere og politiske observatører har allerede snakket om at regeringen har fået sig et voldsomt chok, som ikke bare lige vil blive glemt. Og de har uden tvivl ret. Allerede nu er finansminister Thor Pedersen, i Tv-avisen 11. November, blevet tvunget til at love, at der ikke vil komme flere ændringer på dagpenge-området overhovedet. Men dette vil kan ikke skjule regeringens svigende nederlag i denne sag.

Kapitalisternes bekymringer
Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om at det var fagbevægelsens pres, der var den afgørende faktor og forårsagede regeringens indrømmelse. Regeringen og ministrene er bange for fagforeningerne, fordi regeringen er klar over fagbevægelsens enorme magt. Under den sidste storkonflikt i 1998 blev det helt tydeligt hvor stærk og velorganiseret den danske arbejderklasse virkelig er. Regeringens mareridt er endnu en storstrejke, som ville lamme hele landet og være et problem af dimensioner for de danske kapitalister.
Selv kapitalisternes repræsentanter var så bange at de var ude og opfordre regeringen til at droppe besparelserne:
”Timingen er elendig. Vi begynder overenskomstforhandlingerne 3. December. Nu skal vi ikke bare diskutere forhøjelse af mindste betalingen og pension. Dagpenge-indgrebet vil betyde at der bliver rejst modkrav mod os ved overenskomstforhandlingerne. De har jo ikke noget andet sted at gå hen” (Jens Klarskov, administrerende direktør hos arbejdsgiverne i Dansk Bryggeri)

Dette er en meget interessant udtalelse. Den reflekterer de danske kapitalisters bekymringer. De ved godt at de ikke skal puste til ilden. De er nemlig klar over at deres lommer er det eneste sted hvor der reelt set ligger penge nok til at tilfredsstille de behov, som arbejderne har for ordentlige lønninger, pension, dagpenge og så videre Som Jens Klarskov selv udtrykker det så har ”De[arbejderne] har jo ikke noget andet sted at gå hen [end kapitalisternes lommer]” (vores anmærkninger).
I forvejen rammer den kapitalistiske økonomis nedtur arbejderne hårdt, også i Danmark. Arbejdsløsheden er nu (september 2003) officielt på 6,3 procent, hvilket vil sige 176.900 personer uden job. Dette er ifølge Danmarks Statistik det højeste niveau i fem år. Siden September 2002 er den faktiske ledighed steget med 26.200 fuldtidsansatte – hvilket er en stigning på 19procent!
(Alle tal er fra MetroXpress, 31. oktober 2003).

Brug arbejderbevægelsens styrke!
At regeringen har følt sig så truet at de har trukket deres asociale nedskæringer tilbage, er et klart bevis på fagforeningerne og arbejderklassens styrke. Det må være på tide at denne styrke bliver brugt til at presse de krav igennem som arbejdspladserne har opsat.
Fagforeningerne må ikke se sig tilfredse med halve kompromisser og små indrømmelser. Det er på tide at dem der producerer værdierne i samfundet også får mere del i dem.
Den danske arbejderklasse er en af dem i verden der har den højeste organisationsgrad. Alene LO organiserer 1.449.348 arbejdere (i år 2000). I virkeligheden er den meget mere magtfuld end lederne af arbejderbevægelsen er klar over.

For selvom besparelserne nu er blevet trukket tilbage, så vil det slet denne sag ikke være ovre for regeringen. Den har nemlig rodet sig ud i et regulært felttog mod arbejderbevægelsen hvilket har givet anledning til radikale udtalelser i blandt fremtrædende ledere i fagforeningerne:

”Formanden for SiD's industrigruppe, Børge Frederiksen, har tidligere luftet en ide om, at man i løbet af en overenskomstperiode skal kunne frigøre sig fra fredspligten. Det er nødvendigt at have et redskab til at komme ud af overenskomsten, når vi har med så vanvittig en regering at gøre, der griber ind i overenskomsterne. Denne gang blev presset på regeringen åbenbart for stort, men det er ikke sikkert næste gang.” (John Larsen, formand for landets bygningsarbejdere samlet i BAT-kartellet og gruppeformand for SiD's B.O.S.-gruppe)

Det må være på tide at lederne i LO og fagforbundene begynder at føre en ægte kamplinje for at forsvare deres medlemmers rettigheder. I Nigeria tog fagforbundet følgende slogan op under den sidste kamp mod regeringen: “This is a battle we must wage and win, no retreat, no surrender."
Dette slogan bør være den inspirationskilde som fagforeningerne trækker på når det gælder kampen om forårets overenskomst.