Allerede nu starter diskussionerne om de overenskomster, der skal fornys omkring marts 2004 for godt 600.000 privatansatte arbejdere. Både finansministeriet og LO forudser økonomisk fremgang og derfor forholdsvis gode overenskomster, men er dette et realistisk billede?
Ledigheden stigende
At økonomerne spår en lysere fremtid, er ikke et nyt syn – det er set de sidste par år, men hvert år har det været nødvendigt med nedjusteringer. Økonomien i Danmark er afhængig af økonomien på verdensplan, og den ser ikke ud til at gå så godt. Ledigheden er i øjeblikket stigende i Danmark i takt med en økonomisk afmatning, hvilket selvfølgelig lægger pres på arbejderne; hvilke forhold vil man acceptere for at sikre sit job?
Men det er ikke kun ledigheden, der lægger pres på arbejderne. De sidste år er arbejdspresset steget, der er sket omfattende effektiviseringer, og de enkelte arbejdere har skullet løbe hurtigere, samtidig med at deres forhold forringes af regeringen, med tiltag som bl.a. deltidsloven.
Krav
Det ser nu ikke ud til, at økonomerne har formået at overbevise arbejderne om, at de må acceptere tingenes tilstand. I øjeblikket diskuteres kravene til overenskomsten ude i fagforeningerne. Der er bl.a. stillet krav om en fastsat mindsteløn, og lærlingene har stillet krav om en lønstigning på 12 kr. i timen. Det er krav, der er absolut rimelige, og som der er råd til. Det er rigtigt, at økonomien er i nedgang, men det betyder ikke, at der ikke er penge i samfundet. Mens arbejderne presses af den stigende ledighed og skal betale for den gennem skatten, tjener virksomhederne på at fyre folk. F.eks. steg TDC's aktier, da de for nylig varslede fyring af over tusinde ansatte.
Øget "frihed"
Overenskomstforhandlingerne har de seneste år gennemgået en række forandringer. Flere forhandlinger skal foretages lokalt, med bl.a. indførelsen af Ny løn, og senest har bl.a. slagteriarbejderne kunnet vælge mellem f.eks. mere i løn, mere i pension eller mere ferie.
Det lyder jo sådan set meget godt, at den enkelte har fået større "valgfrihed". Men disse tiltag underminerer den kollektive forhandling og medfører i sidste ende, at der bliver mindre til den enkelte.
At denne udvikling kan foregå, bunder i det faktum, at ledelsen for fagforeningen fuldstændigt accepterer de rammer, der sættes af arbejdsgiverne og "økonomien". Før de konkrete forhandlinger starter, foretages der forhandlinger om den overordnede ramme, som man skal holde sig indenfor. Det betyder, at LO og DA f.eks. aftaler, at overenskomsterne skal holde sig indenfor 5%, de konkrete forhandlinger går derefter ud på at prioritere indenfor disse 5%, mellem ferie, pension, løn o.l.
I tråd med dette sker der en udvikling mod længerevarende overenskomster. Tidligere gjaldt en overenskomst to år, men den nuværende har varet tre år. Argumentet har været, at arbejdsgiverne på den måde har villet give større rammer for forhandling. Problemet er, især i en økonomisk usikker situation som den nuværende, at den økonomiske udvikling fuldstændig kan underminere overenskomsten. Hvis f.eks. inflationen stiger mere end forventet, kan arbejderne risikere reallønsnedgang.
Fagforeningerne med LO i spidsen argumenterer for, at man må holde sig indenfor rammerne for ikke at skade den økonomiske udvikling. Dette viser i bund og grund fagforeningernes ledelses – og alle reformisters – problem; hvis man vil påtage sig ansvaret for kapitalismens vækst og økonomiske fremgang kan det komme i konflikt med arbejdernes interesser. Argumentet lyder på overfladen meget godt - "løntilbageholdenhed skaber flere jobs og dermed lavere arbejdsløshed osv…". Men problemet er, at økonomien ikke fungerer på denne måde. Ar-bejderne får det ikke bedre på længere sigt, fordi de ikke kræver så meget i øjeblikket. Den økonomiske udvikling har op- og nedture, som arbejderne på ingen måde har ansvaret for. Ansvaret ligger i kapitalismen selv og dens måde at fungere på.
Sejr vindes ikke uden kamp
Hvis fagforeningerne skal forsvare medlemmernes interesser, må de stoppe med at opføre sig som såkaldte "ansvarlige" forhandlingspartnere. I stedet må de være parate til at forkaste disse rammeaftaler og kræve, hvad medlemmerne kræver; både mere i løn og mere ferie osv. Men det er klart, at disse krav ikke nødvendigvis gennemføres gennem forhandlinger alene. Hvis forhandlingslederne skal opnå noget, må der sættes magt bag deres ord – truslen om strejke. De danske arbejdere har vist, at de er mere end parate til at strejke for bedre forhold – dem, der ikke er parate, er lederne for arbejderne. Et af argumenterne for at stemme JA til de offentligt ansattes overenskomst i 2002 var, at en konflikt ville medføre regeringsindgreb. Det er klart, at hvis lederne for fagforeningerne går ind til forhandlingerne med en sådan indstilling fra start af, så kan der ikke opnås meget. Udmeldingen må være klar fra start: Hvis ikke kravene opfyldes, udbryder der konflikt, og et regeringsindgreb kan ikke stoppe den!
En ordentlig overenskomst i 2004 kræver kamp til stregen for medlemmernes krav.
For: Minimum 12 kr. mere i timen til lærlinge! En national mindsteløn på mindst 110,-! Ét-årige overenskomster! Ingen accept af på forhånd fastlagte rammer! Ingen accept af regeringsindgreb!
