Overenskomstforhandlingerne for 2004 nærmer sig nu med hastige skridt. Diskussionerne om, hvilke krav der skal stilles, har allerede været i gang i et stykke tid. Et af de krav, der har været stillet flere steder, er kravet om en forbedring af mindstelønnen. Der er ingen tvivl om, at dette krav er et væsentligt krav. En mindsteløn er en sikring mod at blive presset for langt ned i løn. Indenfor mange områder får man mere end mindstelønnen, men der kan ikke være tvivl om, at jo højere mindstelønnen er, jo nemmere er det at forhand-le en bedre timeløn hjem.
Akkord og mindsteløn
Indenfor visse fag er der i dag ikke en mindsteløn, bl.a. flere steder inden for byggeriet. I stedet for arbejder man på akkord efter prislister. Men denne aflønningsform giver ikke en sikker lønindtægt for den enkelte arbejder. Går akkorden godt, kan man fristes til at låne til en ny bil o.l., men kommer man ind i akkorder, der går dårligt, kan man pludseligt komme i økonomisk uføre, netop fordi der ikke er en mindsteløn. Det er selv-følgelig uholdbart, at en stor arbejdsgruppe aldrig kan være sikker på, om pengene slår til. Der må en mind-steløn til. Malerne har blandt andet rejst kravet om en mindsteløn på 125 kr. i timen.
Skattereform af sociale hensyn?
De borgerlige har gennemført en skattereform, der skulle være for at hjælpe de lavest lønnede. Men denne hjælp modtages uden tvivl lidt skeptisk af de lavestlønnede arbejdsgrupper. Regeringen, som jo består af repræsentanter for de velbjærgede dele af samfundet, bl.a. kapitalisterne, har ellers ikke for vane at tænke på lavtlønnede arbejdere, når de gennemfører deres evige nedskæringer i den offentlige sektor. Regeringen har sagt, at der er for lidt afstand mellem de lavestlønnede, og hvad man kan få som arbejdsløs i bistand eller dagpenge. Dette gør, at de vil forringe de arbejdsløses forhold og lave en (minimal) skattelettelse for de la-vestlønnede.
Men hvis man synes, at kasseassistenter, social- og sundhedsassistenter og lignende arbejdsgruppers lønnin-ger minder for meget om arbejdsløshedspengene, hvorfor hæver man så ikke bare lønnen? De arbejdsløse vælter på ingen måde i penge - tværtimod. Det er meget svært at klare sig for de lave satser, man får som arbejdsløs. Hvis man virkelig bekymrede sig for de lavestlønnede, ville man kæmpe for en langt højere mindsteløn. Men det eneste, der bekymrer arbejdsgiverne er, hvis de ikke kan få nogen arbejdere til at gå for de sultelønninger, man giver blandt andet kasseassistenter. Derfor vil de gerne skære i arbejdsløshedspenge-ne, så de bliver næsten umulige at leve for. På den måde vil de få folk til at tage de lavtlønnede jobs. Her må arbejderbevægelsen slå hånden i bordet. Stop den pengemandsklynken! For en mindsteløn, som kan sikre et ordentligt levegrundlag.
Dagpenge garanti mod løntrykkeri
Dagpenge og kontanthjælp er en forsikring mod at blive arbejdsløs, en forsikring arbejderbevægelsen altid har kæmpet for. Men det er også en forsikring mod at blive presset alt for lavt ned i løn. Fik man ikke penge som arbejdsløs, ville arbejdsløshed være en endnu større katastrofe for arbejderfamilier, end det er i dag. Det ville betyde, at man ville finde sig i dårligere lønninger og arbejdspres af frygt for arbejdsløshed. Derfor må arbejderbevægelsen kræve, at dagpengene er til at leve af. Kapitalisterne skaber arbejdsløshed i deres jagt på profit. Det kan ikke være arbejderne, der skal betale prisen. Dagpengene må derfor være lig med mindsteløn-nen. Samtidig må alle forringelserne af dagpengesystemet trækkes af bordet. Lad kapitalisterne betale for arbejdsløsheden – ikke arbejderne.
For en national mindsteløn!
I det hele taget er alle arbejdsgrupper, der får en lav løn, en trussel mod solidariteten i arbejderbevægelsen. Vi vil ikke acceptere nogen gruppe, som kan bruges af arbejdsgiverne som løntrykkere. Derfor må der kæm-pes for en national mindsteløn, der er til at leve af, og som gælder alle, også arbejdsløse, lærlinge og andre.
Også de studerende burde få en SU, der svarede til den nationale mindsteløn. I dag er det stadigvæk de riges børn, der boltrer sig på universiteterne, mens arbejdernes børn ikke kan klare uddannelserne, fordi SUen er så lav at de må arbejde ved siden af de hårde studier. De riges børn kan i mange tilfælde bare få penge fra mor og far. En arbejder vil tit lade være med at tage en uddannelse, fordi han ikke kan forsørge familien for den lave SU. Men uddannelse bør være en menneskeret. Derfor må SUen være lig med en mindsteløn, der er til at leve af.
OK 2004
De kommende overenskomstforhandlinger finder sted i en tid, hvor fagbevægelsen mister medlemmer. Flere og flere spørger, hvad de skal med en fagforening, som konstant finder undskyldninger for ikke at kæmpe for medlemmernes krav. OK 2004 er derfor en vigtig chance for fagbevægelsen til at vise, at den stadigvæk vil kæmpe. Men for at sikre dette er det nødvendigt, at så mange som muligt igen bliver aktive i deres fagfore-ninger og presser deres ledelse til at gå i offensiven. Der er rigeligt med penge blandt de danske kapitalister til at opfylde kravene fra arbejdspladserne. Det eneste, det kræver, er, at fagbevægelsen tør sætte magt bag ordene.
