Mange fagligt aktive arbejdere har hørt fagforeningsformænd og andre ansatte i fagforeninger være bekymrede over, at så få af deres medlemmer var aktive - og de har ret. Der er uden tvivl en udvikling i gang, hvor fagforening og fagforbund er på vej væk fra den menige arbejder. Men dette er ikke en god udvikling. Alle sympatisører af den danske arbejderbevægelse bør diskutere fagbevægelsens udvikling.
En tidligere LO-formand udtalte på en LO-kongres, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til – godt. Med det mente han, at arbejderne i Danmark havde fået opfyldt deres krav, at de havde fået et ordentligt liv med social sikkerhed. Derfor var der heller ikke så mange aktive arbejdere. Denne version af tingene er meget udbredt blandt toppen af arbejderbevægelsen. Men den er meget forkert.
Beskyldningen om at den danske lønarbejder er blevet middelklasse, fordi en del har lånt penge til et hus og en bil, er også forkert. Arbejdere, der har lånt penge til hus og bil, og derfor har en nogenlunde levestandard, ejer jo ikke selv huset - det gør banken. Og for at få lov til at bo i huset skal der betales høje renter til bankerne, som tjener milliarder på dette. At låne penge til hus og bil kræver, at familien har to lønindkomster, og at der ikke er lange perioder med arbejdsløshed. Arbejderklassen i Danmark er ikke på nogen måde middelklasse.
Når fagbevægelsen forklarer manglende tilslutning med, at det bare er arbejderne, der har det for godt, afslører de en grotesk mangel på forståelse for de store problemer, den danske arbejder må slås imod hver dag. De elementer i arbejderbevægelsen, der har erklæret klassekampen for død, bevæger sig tydeligvis ikke på de danske arbejdspladser. Hver dag er en kamp for at bevare frokostpausen, sikre at arbejdstempoet ikke bliver for højt, arbejde for at sikkerheden bliver overholdt, modvirke overarbejde, få akkorden til at løbe rundt, sikre at lærlinge lærer noget, undgå fyringer og så videre. Hvis nogle tror, at arbejdere bare lader nogle forhandle for dem og er ligeglade med deres arbejdsdag, så tror de forkert. Arbejdere er tvunget til hele tiden at modvirke arbejdsgivernes pres, ikke én gang om året, men hver dag.
Den offentlige sektor
Det nye årtusind tilbyder ikke fagbevægelsens medlemmer en god og problemløs hverdag. Overalt bliver arbejderne presset mere og mere. Den offentlige sektor bliver overalt mødt med trusler om privatiseringer og udliciteringer. Borgerlige økonomer har spredt rygter om, at offentlige ansatte drikker kaffe det meste af dagen, og løser de opgaver, der skal løses, ueffektivt. Dette er en direkte og bevidst forfalskning af hverdagen for de offentligt ansatte. Hele den offentlige sektor er i den grad blevet presset til det yderste. Der bliver stillet så høje krav, at mange bukker under for presset, og må sygemelde sig gennem længere perioder. Rødovre kommune praler af deres hjemmepleje, hvor 300 hjemmehjælpere besøger 3.000 ældre hver dag. Det vil sige 10 besøg om dagen! Det kunne være interessant at høre borgerlige politikere, om hvor mange kopper kaffe de tror, at disse hjemmehjælpere har tid til.
Pædagogisk Medhjælper Forbund kunne i 1995 afsløre, at hvis man skulle have lige så mange ansatte pr. barn som i 1983, skulle man ansætte 11.300 pædagoger og pædagogmedhjælpere! Dette er bare inden for pædagogernes arbejdsområde. Blev der lavet en lignende undersøgelse inden for de andre områder af den offentlige sektor, ville resultatet blive det samme - nemlig katastrofal mangel på arbejdskraft på grund af besparelser. Samtidig uddelegerer man mere og mere papirarbejde til de enkelte arbejdspladser inden for den offentlige sektor, så folk der er ansatte til at undervise, passe børn eller pleje ældre, i stedet skal bruge ressourcer på alle mulige bureaukratiske processer.
Forsøg på at splitte arbejderne
Med indførselen af "ny løn", "kvalifikationsløn" og "kvalitetsløn" har de offentligt ansattes fagforbund indgået en katastrofal aftale. Dette har sat de offentligt ansatte arbejdere langt tilbage. Det betyder nemlig, at hver medarbejder selv skal bevise, at han eller hun har krav på en vis del af lønpuljen, fordi han har ekstra erfaring, været på et kursus, pyntet op i frokoststuen og så videre. At alle ikke bliver lønnet ens, men individuelt, kan ikke undgå at føre til, at nogle - med god grund - føler sig forbigået og bliver gale på de kollegaer, der har fået mere end dem. Denne lønningsmetode er et historisk nederlag for den danske arbejderklasse, som ikke alene splitter folk op på arbejdspladserne, men også splitter folk op i individer, så man hver især skal slås for sine egne interesser i stedet for i fællesskab at kæmpe for fællesskabets interesser. Med indførslen af denne løn bliver fagforeningernes rolle minimal. Dette er ikke i de offentlige arbejderes interesse. Arbejderbevægelsen har altid bygget på, at enhed gør stærk. Det er logisk, at man bedst sikrer sine rettigheder, hvis man er mange, der står sammen.
Regeringen har pålagt kommunerne at have minimale eller ingen stigninger på deres budgetter. Samtidig har kommunerne ansvaret for at løse en stor del af samfundets sociale problemer. Dette gør, at mange kommuner bliver tvunget til at skære ned. Derfor kan man se forskellige grupper af offentligt ansatte, der går i strejke i forskellige byer på forskellige tidspunkter over forskellige nedskæringer. Men de kommunalt ansatte bør ikke finde sig i at blive splittet op i kommuner og kæmpe imod kommunalbestyrelser, der har fået dikteret deres budgetter af staten. I stedet for at have isolerede kampe i kommunerne, må de offentligt ansattes fagforbund samle kampen og kræve, at der ikke kommer nedskæringer nogen steder. Samtidig bør fagforeningerne og de socialdemokratiske grupper i kommunerne også kræve, at nogle af de milliarder, staten har fået i løbet af opsvinget, bliver brugt til at sikre en ordentlig offentlig sektor.
Det er på tide at udhulingen af den offentlige sektor stoppes, og at den tværtimod forbedres. Velfærdssamfundet eksisterer kun, fordi den danske arbejderbevægelse har kæmpet hårde kampe for en forbedret levestandard, og den eneste grund til at det nu er under afvikling, er at ledelsen for fagbevægelsen og Socialdemokratiet ikke længere fører denne kamp.
Privatisering = dårligere arbejdsforhold
Regeringen har indledt en række forsøg på hele eller delvise privatiseringer af DSB, HT, Post Danmark, Tele Danmark og så videre for at spare penge for staten. Dette har betydet massive forringelser for de ansatte, som bliver drevet rundt som maskiner og konstant får en øget arbejdsbyrde. Inden for Post Danmark er arbejdsforholdene under al kritik. Ledelsen fører en bevidst politik med at presse de ansatte til det yderste og lave forskellige nedskæringer på forskellige posthuse på forskellige tidspunkter. På den måde håber de, at de fortsat kan splitte postarbejderne fra posthus til posthus. I stedet burde alle postarbejderne gå sammen om at stille krav om, at deres fagforeninger fører an i kampen for at stoppe det øgede arbejdstempo og få indført menneskelige arbejdsforhold igen. Dette sker samtidig med, at Post Danmark får milliard-overskud ud af deres virksomhed. Der er ingen idé i at privatisere en virksomhed, som giver massive overskud, og der er slet ingen ide i, at Socialdemokratiet står i spidsen for dette, når det i den grad medfører et angreb på de ansattes arbejdsforhold. Dele af godstransporten inden for DSB er også blevet solgt til en privat fragtvirksomhed, som nu hedder Dansk Logistik. Godsarbejderne frygter nu, at denne virksomhed helt vil afvikle DSB Gods og flytte godset over på lastbiler i stedet for tog – hvilket er stik imod regeringens miljøpolitik, som går ud på at få mere transport fra lastbiler til tog. Sker dette er der arbejdsløshed i vente for godsarbejderne.
"Godset" havde forinden kørt med underskud, men at staten bare sælger det væk, uden at bekymre sig for de ansatte og miljøet på længere sigt, er forkert. Man skulle hellere have ladet godsarbejderne forklare, hvad de mente problemerne var og ud fra det rette op på virksomheden.
Den delvise privatisering af HT er den samme historie om igen. Det konstante pres på chaufførernes hverdag medfører en dårlig buskørsel og dermed en dårlig offentlig transport. Regeringen forlanger, at DSB og HT skal give økonomisk overskud, hvilket er det samme som at indføre dårlige arbejdsforhold og dermed dårligere kvalitet. Socialdemokratiet burde se det som en af sine hovedopgaver at sikre danske arbejdere god og billig offentlig transport i modsætning til nu, hvor barnevogne kommer i klemme i S-togsdørene, og ældre kommer alvorligt til skade i busserne på grund af urealistiske tidsplaner.
Stigende arbejdspres
Overalt inden for det private arbejdsmarked opleves et stigende pres. Aktuelt kunne den 7. november 2000 offentliggøre en analyse, som konsulent i Danmarks Nationalbank Erik Haller Pedersen stod bag, der viste, at selvom arbejdstiden de sidste 40 år er gået 0,7% ned om året, er produktionen pr. arbejdstime i de vareproducerende erhverv steget med 4 % om året! Dette viser, i hvor stort omfang arbejdere bliver udsat for stress og nedslidning. På alle arbejdspladser bliver arbejdere presset til vanvittige tempoer.
Fagbladet kunne d. 17. november fortælle om ansatte på fjerkræsslagteriet Rose Poultry, hvor fjerkræophængerne skulle hænge 12-14 ton kyllinger op om dagen, det dobbelte af hvad arbejdstilsynet kunne tillade. Sikkerhedsrepræsentanten og tillidsmanden blev bortvist, fordi de arbejdede efter reglerne.
Inden for byggeriet sætter arbejdsulykker nye rekorder. Antallet af arbejdsulykker er steget med 15 % siden 1994 ifølge Arbejdstilsynet. I 1999 var der 4.773 arbejdsulykker inden for byggeriet.
En bygningsarbejder bliver dræbt hver måned – af at gå på arbejde. Dette er uacceptabelt – men bliver tilsyneladende accepteret af de ansvarlige. Arbejdsgiverne har ansvaret for, at sikkerheden er i orden. Men i takt med at de kræver urealistiske tidsplaner gennemført ,bliver sikkerheden dårligere og dårligere. Ingen bryder sig om at lege hasard med sit eget liv, og det er kun fordi at bygningsarbejderne bliver presset så hårdt, blandt andet igennem akkord, at man nogle gange vælger de farlige løsninger.
Arbejdstilsynet er næsten overflødigt. Det tør ikke udfordre de magtfulde byggeentreprenører, som de forgæves prøver at overtale til at gøre lidt mere for sikkerheden. Det er logik, at arbejdsgiverne vil forsøge alt for at undgå at skulle betale for bedre sikkerhed. Så længe man venter på, at de gør noget, vil det være arbejderne der betaler - med deres liv. I stedet bør fagbevægelsen overtage ansvaret med opsyn på arbejdspladserne og kunne fratage entreprenører retten til at udføre byggeri i Danmark, hvis sikkerheden ikke er i orden, og lade arbejderne køre virksomhederne videre selv. Det samme bør gælde inde for alle andre brancher.
Arbejderbevægelsen må kæmpe
Dette er kun en del af de danske arbejdere og deres problemer. Socialistisk Standpunkt vil i fremtidige numre be-skæftige sig med andre brancher og grupper som f.eks. lærlinge, som har meget kritisable forhold, samt de talrige firmafusioner som betyder fyringer og højere tempo.
Ledelsen af fagbevægelsen vil samarbejde med arbejdsgiverne om fornuftige løsninger. De siger, at arbejderne skal være samfundsansvarlige. Men ifølge dem er det at være samfundsansvarlig det samme som at acceptere nedskæringer, dårlige lønninger og livsfarlige arbejdspladser. De viser ikke nogen vej fremad. Man kunne spørge, hvorfor det altid er dem, der sidder i toppen af samfundet med milliarder i ryggen, der beder lærlinge, kassedamer osv. om at holde igen med lønnen – burde de ikke starte med sig selv?
Fagbevægelsens eneste eksistens-berettigelse er dens kamp for den danske arbejderklasses rettigheder.
Arbejdsgiverne bekæmper konstant arbejderne – det er på tide, at der bliver slået igen. Arbejdsgivernes pres på arbejderklassen kommer af deres indbyrdes konkurrence, som er drivkraften i det kapitalistiske system. Dette gør, at arbejdspresset og nedslidningen konstant når nye højder – dette er under et opsving. Den kapitalistiske økonomi kommer uundgåeligt i krise igen med kæmpe arbejdsløshed til følge. Så vil presset på arbejderne blive endnu stærkere. Det er på tide at stille sig selv spørgsmålet, om dette er den fremtid, man vil have.
For marxisterne inden for arbejderbevægelsen er svaret klart: Kapitalismen har ingen fremtid at byde arbejderklassen - arbejderklassen må selv skabe sin fremtid ved at overtage produktionsmidlerne, så man selv kan skabe ordentlige arbejdsforhold og producere de bygninger og varer, der er brug for og sikre en ordentlig offentlig service. Arbejdere må kæmpe for, at fagbevægelsen, med LO i spidsen, og Socialdemokratiet får dette som sine mål.
