Onsdag d. 20 september 2000 mødtes 800 pædagoger og pædagogmedhjælpere fra fritidshjem og klubber i København til stormøde, hvor de besluttede at nedlægge arbejdet. Dette gjorde de, fordi Københavns kommune bebudede massive nedskæringer på fritidshjems– og klubområdet. Helt konkret ville kommunen skære 7 mio. kr. Dette ville de gøre ved at holde klubberne ferielukket 3 uger om året samt lukke størstedelen af fritidshjemmene og klubberne (71) om morgenen. Pædagogerne frygtede, at det ville betyde, at de fleste fuldtidsstillinger ville blive lavet om til halvtidsstillinger på 22 ½ time om ugen - det kan ingen leve af og slet ikke på en pædagogløn.


De strejkende mødtes hver morgen for at diskutere, om man ville fortsætte strejken. Hver dag var der et overvældende flertal (95% eller derover), der stemte for en fortsættelse af strejken.


Strejken fortsatte i næsten 4 uger. Under forløbet stillede Borgerrepræsentationen, med Socialdemokratiet i spidsen, forskellige mæglingsforslag, der hver gang gjorde nedskæringerne mindre, og hver gang forkastede de strejkende forslagene.


D. 10/10 besluttede yderligere 500 pædagoger og medhjælpere i København, som ikke var direkte omfattet af nedskæringerne, at strejke i sympati. Det betød, at antallet af strejkende kom op på 1300, og at antallet af børn, som stod uden mulighed for pasning, kom op på 15.000. Samtidig afholdt tillidsmændene for de ansatte i resten af kommunens (og bydelsforsøgenes) daginstitutioner stormøde for at diskutere hvorvidt disse skulle tilslutte sig strejken. De besluttede at deltage i demonstrationen d. 12/10, dagen hvor budgettet og dermed nedskæringer endeligt skulle vedtages om aftenen. Alt efter udfaldet ville de beslutte, hvad der videre skulle ske. Dette kunne betyde, at samtlige institutioner i København ville være blevet lukket.


Under strejken var der utallige aktioner, både store demonstrationer og andre mindre aktioner. Demonstrationen d. 12/10 var kulminationen. Den blev afholdt om eftermiddagen, altså i arbejdstiden for dem, der stadig arbejdede, alligevel var der et stort fremmøde, fra alle institutioner i København, både fra ansatte og forældre med børn.


Borgerrepræsentationen besluttede om aftenen d. 12/10 at tage nedskæringerne af bordet, og i stedet tilføre fritidshjemmene og klubberne 6 mio. kr. til udvikling, fritidshjemmene kunne stadig holde åbent om morgenen, og de 3 ugers ferielukning blev reduceret til 5 dage, som institutionerne selv kan bestemme hvor skal ligge. Pædagogerne havde vundet, og d. 13/10 besluttede de at genoptage arbejdet.


Det nytter stadig at strejke

Pædagogkonflikten viser tydeligt, at det stadig nytter at strejke. Samtidig viste den hvordan en strejke bør organiseres for at sejre. De strejkende mødtes under hele konflikten for at diskutere fortsættelsen. Under hele konflikten var der et utroligt stort flertal for at fortsætte. Det er nødvendigt at stå sammen og holde fast i kravene, hvis man vil vinde. Derudover var der en fortsat optrapning af konflikten; først de 500 pædagoger der besluttede at strejke i sympati, derefter truslen om resten af pædagogerne i København. Det er nødvendigt med en optrapning i stedet for en nedtrapning af en konflikt. Politikerne har helt sikkert været skræmt over udsigten til en langvarig "storkonflikt" på pædagogområdet.


Derudover var strejken utrolig godt organiseret, bl.a. blev der oprettet en strejkefond "Fælles fodslag", til at dække de strejkendes økonomiske problemer. I denne fond kunne alle, der ønskede at støtte, give et bidrag, hvad mange enkeltpersoner, forældre og daginstitutioner gjorde. Der blev også under hele konflikten lavet en strejkeavis, der fortalte om situationen.


Der var i det hele taget en enorm opbakning fra forældrene under hele forløbet, selvom de havde store problemer med at få deres børn passet. Forældrene ønskede selvfølgelig ikke, at deres børn skulle få dårligere forhold, men samtidig støttede de også pædagogernes kamp for bedre vilkår. Forældrene deltog i demonstrationerne og støttede op, også på de institutioner, der ikke i denne omgang ville blive ramt af nedskæringerne. Fx. havde de ansatte på en daginstitution besluttet at gå med til demonstrationen d. 12/10 og de opfordrede derfor forældrene til at hente deres børn kl. 14, så de kunne deltage. Samtlige børn blev hentet, og en del af forældrene gik med i demonstrationen.


Hvad nu?

Alt er dog ikke fryd og gammen. Strejken var "ulovlig", hvilket betød, at de strejkende ikke fik løn i de 4 uger konflikten varede, samtidig med at de hver dag skulle betale strejkebod. Bidragene til Fælles fodslag var langt fra nok til at kompensere for tabet, og strejken har givet store økonomiske konsekvenser for mange pædagoger, der ikke i forvejen tjener særlig meget. Det betød også, at Københavns kommune rent faktisk "tjente" ca. 15 mio. kr. i sparet løn og strejkebod. En del af disse penge blev givet til forældrene, som kompensation for at de ikke kunne få passet deres børn, resten svarer ca. til det kommunen ville have sparet, samt det der blev afsat i den ekstra pulje. Dette kan ikke være rigtigt! Pædagogernes organisationer (BUPL, PMF og LFS) må kræve, at pengene tilbagebetales til pædagogerne, og at der afsættes penge til udvikling af institutionerne.


Konflikten viste med al tydelighed, hvordan fagbevægelsen har bevæget sig væk fra sine medlemmer. Under hele konflikten forsøgte lederne af fagbevægelsen at stoppe strejken, da det var en "ulovlig" strejke. Fagbevægelsen burde i stedet være gået i spidsen og have kæmpet for sine medlemmer.


Konflikten har altså vist, at det stadig nytter at strejke, og at den danske arbejderklasse stadig vil, og er i stand til, at kæmpe for sine rettigheder. Pædagogernes sejr betød ikke bare et nederlag for Københavns kommune, men den har samtidig vist resten af den danske arbejderklasse samt arbejdsgiverne arbejderklassens styrke, når den holder sammen. Dette vil helt sikkert få betydning i fremtidige overenskomstforhandlinger o.l.


Arbejderklassen kan altså godt vinde, men hvis disse sejre skal holde på længere sigt, er det nødvendigt, at vores organisationer, fagbevægelsen, går i spidsen. Arbejderne må altså gå aktivt ind i fagbevægelsen og kæmpe for, at den bliver en reel kamporganisation, der vil stå i spidsen for medlemmernes krav. Men dette er desværre ikke nok. I denne konflikt så vi, at det var arbejdernes parti, Socialdemokratiet, der gik forrest i nedskæringerne, og under storkonflikten i '98 var det også Socialdemokratiet, der stod bag indgrebet i konflikten. Arbejderne må kræve, at deres parti går forrest i den politiske kamp for bedre vilkår. Socialdemokratiet må føre en politik, der kan skabe forbedret velfærd for alle. Dette betyder, at Socialdemokratiet må gå forrest i kampen for at arbejderne overtager produktionsmidlerne og fordeler goderne demokratisk. Kun på denne måde kan velfærdssamfundet fastholdes, og nedskæringerne stoppes.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.