I løbet af de sidste år er der under overenskomstforhandlingerne blevet indført en ny måde at forhandle løn på, det kaldes for ”individuel” løn eller ”ny” løn. Det betyder grundlæggende, at arbejdernes fælles forhandlinger om lønnen gennem fagforeningen, er blevet afløst af, at den enkelte arbejder må kæmpe for sig selv.

Tidligere var lønforhandlingerne en del af overenskomstforhandlingerne, som blev foretaget centralt. Med den individuelle løn bliver der kun forhandlet en grundløn, og så skal den enkelte selv forhandle sig til eventuelle løntillæg ude på arbejdspladsen. Løntillæggene er inddelt i forskellige grupper bl.a. kvalifikationsløn, resultatløn, funktionsløn o.l. Det betyder, at man kan få løntillæg for fx. en bestemt uddannelse, at have taget ekstra kurser, at have specielle arbejdsområder, at opfylde arbejdspladsens målsætning, at nå frem til bestemte resultater osv. Der er ingen faste retningslinier for hvornår man skal have løntillæg, det afhænger af hvor god man er til at forhandle. Det er enten tillidsmanden, fagforeningen eller arbejderen selv, der skal forhandle om tillæggene.

Den nye løn blev indført for størstedelen af den offentlige sektor bl.a. lærere og pædagoger, samt dele af den private sektor.

Hvad er konsekvenserne?
Den mest alvorlige konsekvens er, at de individuelle forhandlinger splitter arbejderne og stiller dem svagere. Fagforeningerne blev dannet, fordi arbejderne fandt ud af, at det var nødvendigt at stå sammen, hvis de ville have bedre vilkår. Arbejdsgiverne har altid forsøgt at splitte denne enhed. Med den individuelle løn skal hver enkelt arbejder, ud over at kæmpe mod arbejdsgiverne for bedre vilkår, også til at kæmpe mod de andre arbejdere om den samme pose penge. Derudover foretages lønforhandlingerne ofte med lederen på arbejdspladsen og ikke den reelle arbejdsgiver. Lederen er i mange tilfælde en kollega, der bare er ansat til at administrere, og de er ofte i samme fagforening som de ansatte. Dette medfører yderligere splittelse på de enkelte arbejdspladser.

Den individuelle løn medfører også, at arbejdspresset kommer til at stige. Den enkelte arbejder kommer til at føle, at han skal løbe hurtigere og gøre sit job bedre for at få en højere løn. Arbejdsgiverne behøver altså ikke længere lægge et direkte pres på arbejderne for at få dem til at yde mere, nu kan han gøre det indirekte med lønnen. Derved bliver det den enkelte arbejder der lægger et pres på sig selv. Den nye løn kommer til at virke som en slags akkordsystem. Den nye løn indføres primært steder, hvor arbejdet ikke konkret kan måles fx. daginstitutioner, så i stedet for en akkord, bruges løntillæggene til at lægge pres på arbejderne.

Arbejdsgiverne vil derudover få meget lettere ved at gennemføre nedskæringer i udgifterne til løn, da de kan afvise kravet om højere løn, med at så må den enkelte jo bare blive bedre til at forhandle. Det betyder samtidig, at arbejdsgiverne får mere magt, i og med at de kan bestemme hvad der skal give højere løn, og hvem der skal have løntillæggene. Det kan måske bl.a. betyde, at de medarbejdere der er kritiske og som kæmper for bedre vilkår på arbejdspladsen ikke får lønstigninger.

Arbejdsgiverne har mange steder set indførelsen af ny løn som en mulighed for at spare nogle hurtige penge eller udskyde udgifter, da de har nægtet at forhandle, så det nye lønsystem kom på plads. Dvs. at de individuelle lønforhandlinger ikke er kommet i gang endnu, bl.a. blandt pædagogerne i København, hvilket betyder at alle er på grundlønnen, og arbejdsgiverne (i dette tilfælde kommunen) har kunnet spare de penge, der skulle være givet i løntillæg, gennem forhandlingerne.

Hvad må der gøres

Først og fremmest må arbejderne kæmpe for at få gjort lønforhandlingerne fælles igen. Hvis dette skal lykkes må de starte med at lægge et pres på deres egne organisationer, fagforeningerne. Mange fagforeningsledere taler begejstret om den individuelle løn. De koncentrer sig om at kæmpe for, at arbejdsgiverne kommer i gang med de individuelle forhandlinger. Dette skal de selvfølgelig også gøre så længe der er indført individuel løn, arbejdsgiverne skal på ingen måde kunne spare penge ved at trække forhandlingerne ud. Men dette er ikke nok! Lønforhandlingerne må gøres centrale igen. At fagforeningslederne kan støtte den individuelle løn, der helt klart vil forringe vilkårene for arbejderne, viser at de er kommet ud af trit med medlemmerne. Medlemmerne må kræve, at de begynder at føre en politik, der samler arbejderne og gør dem stærkere i stedet for at splitte dem.

På nogle arbejdspladser har arbejderne som modsvar mod den individuelle løn aftalt at fordele løntillæggene kollektivt. Dette viser, at arbejderne er klar over nødvendigheden af at stå sammen.

Udover kampen gennem fagforeningerne er det også nødvendigt at føre kampen i Socialdemokratiet. I den offentlige sektor er det staten, kommuner og amter (der i høj grad dikteres af staten), der er arbejdsgivere, disse ledes politisk i mange tilfælde af Socialdemokratiet. Arbejderne må kræve, at deres parti, Socialdemokratiet, ikke går imod deres krav om fælles lønforhandlinger og bedre vilkår.

Selvom arbejderne får tilkæmpet sig fælles lønforhandlinger igen, betyder det ikke at de automatisk får bedre løn og vilkår, - det kræver at fagforeningerne igen bliver til kæmpende organisationer, der slås for arbejdernes krav.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.