De offentligt ansatte er i øjeblikket inde i overenskomstforhandlinger, der for det kommunale områdes vedkommende er brudt sammen. Samtidig med at der er udsigt til ekstremt dårlige forhandlingsresultater, er området blevet udsultet gennem nedskæringer og udhuling af den fælles forhandlingsret gennem de seneste år.


Det er nu på tide, at de ansatte presser deres fagforeninger til at kæmpe for bedre forhold - den eneste løsning er strejke.


Statsansatte bør stemme nej

De statsansatte er nået et forlig, der af forhandlingslederne bliver betegnet som godt. De har opnået en stigning i lønnen på lidt over 7% samt nogle andre småforbedringer, men overenskomstperioden skal løbe over 3 år. Dette resultat er elendigt, det er for det første lige knap en sikring af reallønnen, derudover er perioden på tre år. Ingen kan sige, hvad der sker økonomisk på tre år. Især med den økonomisk turbulente periode vi er på vej ud i, er det al for lang tid. Dette resultat bør ingen statsansatte acceptere.


Kommunernes forhandlinger brudt sammen

Forhandlingerne i KTO-fællesskabet er brudt sammen. Forhandlingerne er brudt sammen på spørgsmålet om puljen, der skal afsættes til ny løn. Arbejdsgiverne (Kommunernes Landsforening) vil sætte puljen op fra 1,5% af hele lønpuljen til 2,2%, men fagforeningerne har stået fast på kravet om ikke at sætte puljen op, fordi systemet ikke kører endnu. KL vil give sig på stort set alle andre krav, bl.a. stigning i lønnen med 5,55%, 2 ekstra feriefridage, ekstraordinær forhøjelse af tjenestemandspensionerne, puljer til pensionsforbedring, indførelse af forhandlingsfrister på ny løn samt en fortsættelse og forbedring af gennemsnitsløngarantien. Lige nu skal fagforeningerne enten give sig, ellers ryger parterne i forligsinstitutionen, hvor der er mulighed for konflikt.


Forbundet af Offentlige Ansatte siger på deres hjemmeside, at det først og fremmest er Danmarks Lærerforening og Akademikernes Centralorganisation, der står fast på kravet mod ny løn, og at dette i sidste ende kan føre til en splittelse af forhandlingsfællesskabet.


Forhandlingsfællesskabet bør stå samlet om forbedringer

Det er dog langt fra rigtigt, at kun lærere og akademikere er imod ny løn. Store dele af medlemmerne af de andre forbund, fx Forbundet af Offentligt Ansatte, er også imod ny løn. Ikke kun fordi det "ikke kører", som er fagforeningsledernes argument. Men fordi det er et system, der splitter arbejderne op indbyrdes, og som ikke giver noget reelt i lønposen.


Det forlig, der nu er lagt op til, er ufatteligt dårligt. Offentligt ansatte har i forvejen en meget lav løn, der bør kræves en reel generel lønstigning og ikke bare en tvivlsom sikring af reallønnen, at ny løn fuldstændig fjernes, samt den 6. ferieuge og virkelige forbedringer af alle pensioner og en ordentlig seniorpolitik.


At splitte forhandlingsfællesskabet op vil splitte de offentligt ansatte og stille dem endnu svagere. I stedet bør de faglige organisationer stå sammen om reelle forbedringer, og hvis de er parat til at kæmpe, kan vi sagtens vinde.


Forhandlingssystemet udhules

Gennem de seneste år er de offentligt ansattes forhold blevet forværret, uden at det på nogen måde har været til forhandling. Utallige nedskæringer i den offentlige sektor har øget presset på de ansatte for at løbe hurtigere. Samtidig er der en decentraliseringstendens i gang, hvor budgetterne lægges ud på de forskellige institutioner - børnehaver, skoler, hospitaler osv. - og så må de selv udmønte nedskæringerne. Det vil altså sige, at de ansatte selv stilles til ansvar for de nedskæringer, der sker.

Men det må være politikerne selv, der må tage ansvaret for de nedskæringer, de beslutter.


Oveni dette kommer den ny løn, der forsøger at decentralisere lønforhandlinger ud i de forskellige kommuner og amter og ud på de enkelte institutioner – en fuldstændig udhuling af de generelle forhandlinger, hvor princippet har været en fælles forhandling, for så står man stærkest.


De offentlige arbejdsgivere kan uden for forhandlinger forringe de ansattes vilkår, som fx med de borgerliges nye finanslov, uden at disse har nogen "lovlig" metode til at protestere. Fagforeningerne må kræve strejkeret ved alle forringelser af de ansattes forhold.


Ud over dette forsøger kommuner, amter og regering at fjerne alle de minimumsbestemmelser, der tidligere har været for at sikre kvaliteten. Fx på gymnasierne hvor gymnasielærerne før overenskomsten i 99 skulle have dobbelt løn for at undervise mere end 28 elever, hvilket de ikke skulle efter. Den eneste regulering på klassekvotienten blev altså fjernet. Københavns kommune og de københavnske pædagoger og medhjælperes fagforening LFS havde en aftale omkring normeringer (hvor mange ansatte til hvor mange børn), som kommunen sagde op uden de store protester fra fagforeningen. Det betyder, at kvaliteten, "for at tilpasse sig" økonomistyring, er fuldstændig flydende. Regeringen bør beslutte nationale minimumsstandarder for normeringer, klassekvotienter osv.


Det, der er brug for nu, er, at de offentligt ansatte presser deres fagforeninger til at:

  • kræve centrale overenskomstforhandlinger, også om løn.
  • kræve reelle lønstigninger og andre forbedringer.
  • gå imod alle offentlige nedskæringer.
  • kræve nationale minimumsbestemmelser for arbejdsforhold og kvalitet.
  • strejkeret ved alle forringelser af arbejdsforhold, inklusiv nedskæringer i forbindelse med fx en finanslov.


Det eneste, der kan vise arbejderne i den offentlige sektor deres egen styrke og få fjernet nedskæringerne, er en samlet strejke, hvor der også appelleres til, at den private sektor går med i en generalstrejke for at sikre en ordentlig offentlig sektor og dermed et ordentligt velfærdssamfund.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.