Vores "frihedselskende" regering har med støtte fra Dansk Folkeparti indledt et regulært felttog mod fagbevægelsen. I frihedens navn griber de ind i overenskomsterne, angriber retten til eksklusivaftaler og arbejdernes rettigheder med hensyn til deltid. De vil indføre tværfaglige a-kasser, store forringelser i arbejdet for et ordentligt arbejdsmiljø, fyre tusinder af arbejdere i den offentlige sektor, og de foreslår at halvere dagpengene for ledige under 30 år, samt at indføre dårligere løn- og arbejdsforhold for arbejdere af fremmed oprindelse.
Drop deltidsloven!
Den første marts var 750 faglige repræsentanter samlet til stormøde i Silkeborg for at diskutere den borgerlige regerings angreb på fagbevægelsen. Der var stor utilfredshed med alle regeringens tiltag mod fagbevægelsen i særdeleshed, og mod hele velfærdssamfundet i almindelighed.
Især "loven om tvungen deltid" har vakt stor vrede. I en udtalelse vedtaget på mødet slås det fast, at "loven giver ingen rettigheder til lønmodtageren med hensyn til deltid… Med denne lov i hånden kan arbejdsgiveren tvinge enhver lønmodtager til nedgang i arbejdstid og dermed lønnedgang. Hvis man nægter, kan man få en fyreseddel. Det er lønmodtageren, der skal bevise, at afskedigelsen sker, fordi man har sagt nej – ellers er der ikke engang en 'godtgørelse'!"
Opbyg modstanden!
På mødet blev det besluttet, at "enhedsfagbevægelsen … må gå i offensiven for at forsvare den brede befolknings og ikke mindst de udsatte gruppers interesser. Det kræver, at vi rejser diskussionen på arbejdspladser og i lokalområder: Hvad er det for et samfund, vi vil have? Det kræver, at den samlede arbejderbevægelse udvikler en fælles politisk platform, der kan udgøre et troværdigt alternativ for flertallet af befolkningen. Mangelen på dette alternativ var en af hovedårsagerne til valgnederlaget."
Konkret blev det besluttet at nedsætte et koordinationsudvalg og åbne temagrupper, som skal udarbejde konkrete politiske bud og indkalde til konferencer om arbejdsmiljø, arbejdsmarkedspolitik, uddannelse og den offentlige sektor. Der oprettes tværfaglige netværk for tillidsrepræsentanter i lokalområderne, og man skal støtte arbejdspladser og befolkningsgrupper, der forsvarer sig imod overgreb fra regeringen og arbejdsgiverne. Konkret vil man bakke op bag de offentligt ansattes fagforeninger, hvis overenskomssituationen ender med en konflikt. Man sender fanerne til Christiansborg den 20. marts for at markere protesten imod det reaktionære indhold i finansloven. Samtidig opfordres der til, at der tages initiativer til lokale protestmøder i det omfang, der er basis for det. Disse initiativer bør omfatte alle grupper, der bliver berørt af finansloven; fagbevægelsen, studerende, elever, indvandrergrupper, miljøbevægelse, u-landsorganisationer osv. Endelig slås det fast, at roen på de danske arbejdspladser ikke kan garanteres, hvis den borgerlige regering fortsætter sine angreb på den danske fagbevægelse.
For en socialistisk opposition!
Der er ingen tvivl om, at der er en meget stor og voksende utilfredshed på de danske arbejdspladser. De begyndende protester mod regeringen er kun toppen af isbjerget. Gennem mange år er presset vokset til det ubærlige for mange arbejdere, stress og nedslidning er blevet normen på mange områder. Der er absolut brug for kamp for bedre forhold og imod regeringens forsøg på at fjerne faglige rettigheder. Vi kan ikke have tiltro til, at den top-ledelse, der gennem en hel periode har siddet og accepteret flere og flere forringelser og mere pres og samtidig har talt for "mådehold" og "ansvarsbevidsthed", nu pludselig har tænkt sig at gøre det, de burde – nemlig stille sig i spidsen for kampen og føre den samlede arbejderbevægelse til sejr. Det er nødvendigt, at alle arbejdere og aktive tillidsmænd – både privat og offentligt ansatte – selv opbygger modstanden, og arbejder for at skabe en modvægt i fagbevægelsen mod den ledelse, der står for samarbejde og forståelse med arbejdsgiverne.
Dette er i høj grad en politisk kamp. Som udtalelsen fra stormødet i Silkeborg korrekt understreger, må "den samlede arbejderbevægelse udvikle en fælles politisk platform, der kan udgøre et troværdigt alternativ for flertallet af befolkningen". Der er brug for et socialistisk program for mere velfærd og et ordentligt arbejdsliv for alle og for tilbagetrækning af alle de forringelser, som skiftende regeringer har gennemført mod velfærden. Det kræver et opgør med "samarbejde" og "ansvarlighed" over for arbejdsgiverne – den danske arbejderklasse kan sagtens drive et velfungerende velfærdssamfund med gode arbejdsforhold, kortere arbejdstid og arbejde til alle. Det forudsætter bare et opgør med arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og kontrollere økonomi og samfund – dette er rettigheder, som arbejderklassen må tage i egne hænder. På denne måde – med arbejderklassen ved samfundets ror - vil et program for øget velfærd nemt kunne gennemføres. Et sådant program ville kunne mobilisere hele arbejderbevægelsen og ungdommen.
