Forligsmandens overenskomstforslag for kommunalt og amtsligt ansatte indeholder meget få reelle forbedringer. Forbedringerne er to ekstra feriefridage, så de offentligt ansatte også kommer op på den 6. ferieuge, små pensionsforbedringer, og ellers er forbedringerne så små og ubetydelige, at de faktisk ikke er værd at nævne.


Til gengæld er der ekstremt store mangler: først og fremmest manglen på en overbevisende reallønsstigning. Lønstigningen er på 5,55% plus 1,87% i forlodsfinansiering til ny løn. En del af den generelle lønstigning afhænger af lønudviklingen på det private arbejdsmarked.


Der har været en del stridigheder mellem Ja-sigerne (primært fagforeningsledere) og Nej-sigerne om, hvorvidt lønstigningen sikrer en reallønsstigning. Ja-sigerne bygger deres argumenter om en reallønsstigning på tal fra de økonomiske vismænd, der forudsiger en inflation på 5,1% over de næste 3 år. Men faktum er, at de økonomiske vismænd skød inflationen for lavt i den sidste overenskomstperiode. Allerede nu kan man se, at vismændenes rapport fra november har skudt forkert – deres skøn for inflationen lå på 1,6% for 2002, men allerede nu er den på 2,6%!


Samtidig indeholder overenskomstforslaget for en del grupper, fx sygeplejerskerne, forringelser af arbejdstidsreglerne.


I forvejen får offentligt ansatte en latterligt lav løn uden udsigter til de store lønstigninger igennem resten af deres arbejdsliv. Samtidig er der i de seneste år sket store besparelser på det offentlige område, hvilket har øget presset på de ansatte. Nedskæringerne ser ikke ud til at stoppe, tværtimod er der planer om at fortsætte besparelserne i hvert fald indtil år 2005.


Hvordan vindes kampen

Mange af fagforeningslederne, der har anbefalet et ja, indrømmer, at det er et dårligt forslag, men de mener ikke, at det er muligt at konflikte sig til et bedre. Som formanden for LFS har udtalt, "så kommer der jo bare et regeringsindgreb". Dette er højst sandsynligt rigtigt, men det betyder ikke, at det ikke er muligt at konflikte sig til et bedre resultat. Det er absolut muligt!


Før forhandlingerne brød sammen, var arbejdsgiverne villige til at give 2,2% til ny løn og den samme generelle lønstigning. Det betyder, at de faktisk har sparet penge på forligsforslaget, men også at de har råd til højere lønstigninger. Hvis de offentligt ansatte går i konflikt, vil de private støtte dem, for det er jo også deres velfærd der forringes. Der er varslet konflikt for 10% af de offentligt ansatte ved et nej – det er klart, at en konflikt ikke vindes ved, at kun 10% strejker. Kun ved at have et perspektiv om en udvidelse af kampen og i sidste ende en generalstrejke kan kampen vindes – dette er en meget mulig fremtidsudsigt, hvis fagforeningslederne også vil det. Et muligt regeringsindgreb vil højst sandsynligt ikke føre forbedringer med sig – vi har en borgerlig regering, der går ind for store nedskæringer på den offentlige sektor. Men det betyder bare, at de offentligt ansatte må fortsætte kampen på trods af et regeringsindgreb, regeringen skal ikke have lov til at ødelægge arbejdernes lovlige ret til at strejke sig til et bedre resultat.


Problemet er, at mange af fagforeningslederne ikke er parate til at kæmpe for forbedringer for dem, de repræsenterer. Hvis de havde været det, kunne offentligt ansatte fra start af have fået et meget bedre resultat. Når fagforeningslederne fra start af går ind i forhandlingerne med et perspektiv om, at det ikke nytter at strejke, så har de intet pressionsmiddel over for arbejdsgiverne.


Offentligt ansatte må vise nu, at de ikke finder sig i flere forringelser af deres arbejdsvilkår, og at de er parate til at kæmpe! Derudover må alle arbejdere gå aktivt ind i deres fagforeninger og presse dem til at gå forrest i kampen for forbedringer.

Det er også en politisk kamp

Det er politikerne, der tager beslutningerne om fremtiden for den offentlige sektor, og det er dem, der er de offentligt ansattes arbejdsgivere. Det er altså i høj grad politikerne, der bestemmer, hvordan de ansattes vilkår skal se ud. Det er derfor nødvendigt, at kampen ikke kun sker gennem fagforeningerne, men også politisk. De offentligt ansatte må få fagforeningerne til at presse arbejderpartierne, og selv gå ind i disse og kræve et socialistisk program. Et program med forbedringer for velfærden og de offentligt ansattes vilkår, og dermed et program med forbedringer for hele arbejderklassen.


Ingen langvarig løsning uden socialisme

Grunden til at der løbende skæres ned på den offentlige sektor er først og fremmest at kapitalismen jævnligt kommer i krise. Når dette sker, har kapitalisterne ikke råd til det velfærdssamfund som arbejderklassen ønsker – og der skæres ned. Arbejderne kan sagtens kæmpe sig til bedre velfærd og bedre vilkår for arbejderne i den offentlige sektor, men det vil blive en uendelig kamp. Den eneste langvarige løsning er, at samfundet grundlæggende ændres – at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres egen demokratiske ledelse og kontrol. Kun på den måde kan der produceres, hvad der er brug for og vores børn, ældre og arbejderklassen kan få de forhold de fortjener!


Denne artikel er skrevet før afstemningsresultatet om overenskomsten forelå. Du kan følge Socialistisk Standpunkts kommentarer til udviklingen på hjemmesiden løbende.