Den borgerlige regerings valgsejr har sendt chokbølger gennem den danske arbejderbevægelse. Og med god grund! Anders Fogh & Co. spilder på ingen måde tiden – de har fuld fart på. Inden for næsten alle områder er der massive besparelser på vej. Den offentlige sektor (både kommuner, amter og stat) har fået endnu strammere budgetter, hvilket vil føre til endnu flere katastrofale nedskæringer. Dette i et samfund, hvor en almindelig lønarbejder betaler over 2/3 af sin løn i skatter, afgifter og moms. Til trods for dette skal velfærden ødelægges endnu mere.
Forringelser
Også arbejdsmiljøet skal stå for skud. Nu skal der være 10 ansatte (i stedet for 5), før at man kan vælge en sikkerhedsrepræsentant, og nu skal bøderne til arbejdsgivere, der spiller hasard med deres ansattes liv og førlighed, enten kraftigt beskæres eller helt væk. Er dette takken, den danske arbejder skal have for at finansiere velfærds-samfundet?
Uddannelserne skal også spare utallige millioner, hvilket åbenlyst vil gøre det endnu sværere for især arbejderbørn at klare uddannelserne. På det private arbejdsmarked stiger presset konstant, hvilket blandt andet har ført til, at læger overrendes af udkørte mennesker, der lider af det nye årtusinds folkesygdom: Stress!
Og listen er meget længere (bare se dette eksemplar af Soc. Standpunkt). Dette har blandt andet ført til den store demonstration den 20. marts. Men nej, selvfølgelig kan arbejdere og elever (og kunstnere og dets lige) ikke få lov til at afholde en stor demonstration uden straks at blive overfaldet fra alle sider. Alle mulige fine folk skulle straks forsøge at tage kampgejsten fra
arbejderne: "Jamen der var ikke så mange som der kunne være", "der var ikke så mange der nedlagde arbejdet", "det var ikke så stort som i 1985" og så videre. Men sandheden er, at de mellem 20.000 og 30.000 vrede demonstranter var aldeles ubelejlige for de fine avisredaktører, politikere, erhvervsledere og for den sags skyld bureaukrater i fagbevægelsen. De havde alle sammen i fuld overensstemmelse erklæret den danske arbejderklasse for ikke-eksisterende og dermed kaldt klassekamp for et forældet begreb. De havde gentaget denne historie så mange gange, at de var ved selv at tro på den – og hvad sker der så? Lufthavnstrafikken bliver lammet og den største massedemonstration siden 1985 finder sted.
Pessimistisk ledelse
De må være både naive, blinde og overtroiske, hvis de tror, at arbejder-klassen passivt vil lade en ekstrem borgerlig regering fjerne velfærden. Arbejderne (eller lønmodtagere for dem der er bange for at bruge dette ellers korrekte ord) er blevet vildledt af de fine ord fra de borgerlige, som bare var ord. Det er først nu ved at gå op for alle, at velfærdssamfundet er truet. Arbejdere har altid stået stærkest sammen, og sådan vil det også være i fremtiden. Derfor har man store organisationer som Fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Det er klart for de fleste arbejdere, at kampen skal føres igennem disse masseorganisationer. Men ledelsen af disse er efterhånden blevet så privilegerede, at de har glemt alt om deres fortid på fabrikken, byggepladsen eller for den sags skyld arbejdet i daginstitutionerne. I og med at de (ledelsen for fagbevægelsen) har fået så mange goder, som deres medlemmer ikke har, kan de ikke rigtig huske nedslidningen og de dårlige arbejdsforhold, som de engang kæmpede imod. Og derfor har de tit en anden opfattelse af, om en overenskomst er god, eller hvor hårdt man skal gå imod nedskæringer.
Tillidsmandsmøde
Dette kom frem på det storkøbenhavnske tillidsmandsmøde den 10. april i Frederiksberg hallen. Her var (udover 200 tillidsfolk) så fine folk som LOs formand Hans Jensen, BUPLs formand Bente Sorgenfrey, og formanden for HK Industri John Dahl. Disse, kom det senere frem, var ikke helt i overensstemmelse med tillidsrepræsentanterne fra de forskellige arbejdspladser. Hans sagde, at fagbevægelsen ikke bare skulle være i opposition til regeringen, men også samarbejdspartnere så nedskæringerne blev lidt mindre hårde. John forklarede, at vi var i en ny tid, at vores succeskriterier var blevet mindre, siden man kunne se noget positivt i at kun 25.000 mødte op. Også Bente havde mere af denne skuffe: Medlemmerne er blevet individualister, de unge
tænker kun på sig selv, og ideologiske kampe skal underlægges de faglige.
Var det op til disse højt betalte faglige "ledere", burde vi alle sammen forholde os roligt foran Lykkehjulet og nedtrykt erkende, at fælles kamp er et begreb fra fortiden. Til trods for at dirigenterne havde lagt op til "korte opklarende spørgsmål og ikke debat", gik en række talere alligevel op og snakkede imod de tidligere indlæg. Dette var da også en god idé, da de alle tre hastede ud af døren efter disse "opklarende spørgsmål", og en egentlig debat dermed ikke var med i planen. Johnny fra stilladsarbejderne gjorde det klart, at bevægelsen i starten af 1980erne startede i et langt mindre måleforhold ved havnearbejderne, der protesterede mod dårligere dagpenge og HT-konflikten. Disse kunne ikke samle 25.000. Altså var John Dahl for hurtig til at sprede pessimistiske budskaber. En gartner var oppe og sige, at man var
ved at blive trætte af at høre, at overenskomstforligene var "det bedst opnåelige". Han mente, at enten var det godt, og man stemte for, eller også var det dårligt, og man stemte imod. Hvilken klar forskel. Fra pessimistisk tågesnak til klar tale fra arbejds-pladserne.
Slut med tågesnak!
Disse tillidsfolk afslørede deres ledere. De ville ikke føre kampen fremad, men var allerede ved at stoppe den. Hvordan kan LO se regeringen og Dansk Folkeparti som en samarbejdspartner?! Det er uhørt. De er den største trussel mod arbejderbevægelsen i nyere tid! Og så den efterhånden trættende snak om, at unge er usolidariske. Vås fra ende til anden, eller rettere en dårlig undskyldning for at sidde med hænderne i skødet. Ja, fagbevægelsen står ved en skillevej. Enten fortsætter den med at nedtone den faglige kamp og sprede pessimistiske budskaber, eller også opfrisker den sine gamle traditioner. Den nuværende ledelses politik med at kalde faglig kamp for gammeldags har kun ført til medlemsflugt, dårlige overenskomster og overmodige arbejdsgivere.
De har opgivet kampen for deres medlemmers interesser. Hvorfor – fordi det kræver alt andet end tågesnak og samarbejde. Det kræver klar tale og allervigtigst kamp! Det er det, der er brug for. Hvordan kan faglige ledere fra FOA, BUPL osv. indgå kompromiser, der indeholder individuel løn, samtidig med at de siger at individualisme er en trussel?! Det er grotesk! Der er en vej frem – kampen for at vinde fagbevægelsen tilbage til medlemmerne, at gendanne den som den magtfulde kamporganisation, den engang var, og som den skal blive igen.
