Det blev ikke til det nej til overenskomstresultatet, som mange arbejdere i den offentlige sektor havde håbet på. Andelen af folk, der stemte, var på under 50%, og deraf stemte 51,9% ja, og 48,1% nej.
Dette er langtfra et udtryk for, at folk er tilfredse med deres arbejdsforhold eller med forhandlingsresultatet. På mange områder blev der stemt massivt nej, bla. lærerne (95% nej) og sygeplejerskerne (ca. 74% nej). Det samlede afstemningsresultat er snarest et tegn på udbredt skuffelse og desillusionering over ledelsens eftergivenhed og manglende vilje til at gå foran i kampen for bedre forhold. Forhandlingsresultatet er elendigt, men topledelsens anbefaling af det og deres udmeldinger om, at man ikke kunne konflikte sig til noget bedre, må have fået mange til at tænke, hvad det overhovedet skal nytte at stemme, når man har sådan en "ledelse".
Ledelsen ville for hver en pris undgå at blive hevet ud i kamp. Det er nu efterfølgende kommet frem, at der har været store uregelmæssigheder i afstemningen. Der er flere tusinder arbejdere, som skulle have stemt, som aldrig fik en stemmeseddel, mens endnu flere, som ikke skulle stemme, har kunnet gøre det alligevel. Selvom der kun er tale om tilfældige fejl, er det slemt nok til, at afstemningen burde gå om, hvilket flere arbejdere og tillidsfolk også har krævet, men det vil ledelsen givetvis ikke høre tale om. Der er endnu større chance for et nej nu, hvor medierne er begyndt at skrive sandheden om, at forhandlingsresultatet ikke indeholder nogen lønstigninger, og at det måske i praksis vil føre til decideret lønnedgang. Arbejdere på Rigshospitalet er gået foran med arbejdsnedlæggelser imod det dårlige resultat.
Chefforhandler Poul Winckler blev efter offentliggørelsen af resultatet spurgt om, hvorfor der var så få, der havde stemt, og han svarede hånligt, at folk åbenbart ikke var så interesserede i deres arbejds- og lønforhold, som han havde troet! Men er der nogen, der ikke er interesseret i ordentlige løn- og arbejdsforhold, er det Winckler og de andre topfolk selv, som har accepteret et så elendigt resultat, og som gør alt, hvad de kan, for at undgå at skulle kæmpe seriøst for bedre forhold.
Brug for hovedrengøring i fagbevægelsen
Første maj udkom der en bog med titlen "Bare det holder min tid ud". Den er skrevet af den tidligere HK-informationschef Michael Valentin og handler om fagbevægelsens problemer. Han beskriver, hvordan fagforeningerne er ved at drukne i bureaukrati og kommer længere og længere væk fra medlemmerne. Hans konklusion er imidlertid, at de almindelige medlemmer og topledelsen må stå sammen imod det store lag af bureaukrater, men der overser han en enkelt ting. Topledelsen er absolut interesseret i at have en bureaukratisk dødvægt om benet på bevægelsen, som kan modvirke alle tilløb til kamp, og de er selv toppen af bureaukratiet og dermed en væsentlig del af det. Det er deres politiske linje, der gør, at fagbevægelsen stagnerer, mister medlemmer og mødes med ligegyldighed eller foragt fra mange arbejdere.
Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, at der er mange ansatte i fagbevægelsen – spørgsmålet er, hvad de bliver brugt til: Om det er til at sørge for stilstand og bureaukrati eller til at lede kampen for bedre forhold for medlemmerne. Om der er bureaukrati i en organisation er ikke betinget af organisationens størrelse. Bureaukratiet i arbejderbevægelsen afhænger af, at der er et lag af folk, der er blevet fjernet fra arbejdernes situation og i mange tilfælde har modsatrettede interesser i forhold til medlemmerne og ikke ønsker at lægge sig ud med arbejdsgiverne ved at kæmpe for fremgang. En mand som Poul Winckler tænker givetvis mere på den fine stilling, han skal have i et stort firma efter endt tjeneste i fagbevægelsen, end på medlemmernes forhold.
Selvom man reducerede antallet af ansatte i fagbevægelsen og gjorde den mere "effektiv", ville det altså ikke ændre noget ved de grundlæggende problemer. Det er ikke nok med organisatoriske omrokeringer – det er den politiske linje, der skal ændres. Der er brug for en kamp for en ordentlig hovedrengøring i fagbevægelsen, hvor den nuværende ledelse og deres politiske linje med "samarbejde" med arbejdsgiverne og accept af elendige forslag bliver erstattet med en linje, der står for reel kamp for arbejderklassens interesser på alle områder.
