Med overenskomsterne for 3 år siden blev der for størstedelen af de offentlige ansatte indført et nyt lønsystem, kaldet "Ny Løn" eller "individuel løn".


Dette lønsystem bygger på, at den enkelte ansattes løn skal forhandles individuelt og lokalt. Mange offentligt ansatte kalder lønsystemet for fedterøvstillæg og er stærkt utilfredse med det.


Dette lønsystem er blevet yderligere udbygget i disse overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte med forslag om en forlodsfinansiering på 1,87% til ny løn. Forlodsfinansiering betyder, at arbejdsgiverne skal sørge for at de forskellige grupper i hvert fald opnår i dette tilfælde 1,87% i lønstigninger over Ny Løn. Altså at fx pædagogmedhjælperne som gruppe skal være steget med 1,87%, men ikke at den enkelte absolut skal være steget dette, efter at overenskomstperioden er udløbet. I det foreliggende overenskomstforslag ligger ca. 20% af lønstigningen på Ny Løn.


Ny Løn skal afskaffes

Ny Løn gavner arbejdsgiverne, hvilket man også har set i overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte. Arbejdsgiverne var meget ivrige for at få meget afsat til Ny Løn. Ny Løn splitter arbejderne indbyrdes, da de skal kæmpe mod hinanden om mere i løn, i stedet for at kæmpe samlet mod arbejdsgiverne. Derudover har arbejderne ingen pressionsmidler, hvis ikke de opnår det ønskede, da der ikke er nogen konfliktret på dette område – og én enkelt i strejke nytter heller ikke rigtig noget. Samtidig betyder Ny Løn, at der vil komme en større lønspredning og mange vil "sakke bagud" lønmæssigt. Det er klart, at det er sværere at opnå en højere løn, hvis man skal kæmpe som enkeltperson, i stedet for at kæmpe alle 650.000 offentligt ansatte for en højere løn.


Samtidig er de lokale forhandlinger utroligt tidskrævende for den enkelte ansatte, for tillidsmændene og fagforeningerne. Tid og energi der kunne bruges meget bedre på de ansattes arbejde og for fagforeningsfolkene vedkommende til at forhandle reelle bedre vilkår igennem til de ansatte.


Der er ikke blevet stillet krav fra fagforeningerne om en afskaffelse af Ny Løn, selvom der er kæmpe utilfredshed. Argumentet er, at ingen medlemmer har stillet kravet, og at der ikke er noget alternativt lønsystem. Fagforeningslederne burde have så meget føling med deres medlemmer, at de burde have opfanget utilfredsheden mod Ny Løn, og i stedet have udarbejdet et forslag til et andet solidarisk lønsystem for de offentligt ansatte.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.