En nyhed der fylder meget i medierne for tiden, er historien om SiD’s formand Poul Erik Skov Christensen, der er mistænkt for at have svindlet for 280.000 kr. af medlemmernes penge.

Det hele bunder i, at formanden i 97-98 bl.a. fik lavet nyt køkken og badeværelse i sit hus for 700.000 kr. hos byggefirmaet J&B Entreprise, som ejes af SiD. Men regningen lød ikke på 700.000 kr. den var sat ned til 420.000 kr., og 5 år senere, for ganske nylig, kom der så en ekstraregning på 125.000 kr.

Politiet efterforsker nu, om han skulle have betalt mere og om hvorfor ekstraregningen først kommer nu 5 år efter. Udover byggesagen siger rygterne nu også, at SiD-formanden har taget sin familie med på ferie på SiD's regning. Det er dog ikke kun Poul Erik Skov, politiet er interesseret i. Et halvt dusin skulle ifølge politiet være i søgelyset.


Denne sag siger først og fremmest 2 ting.


For det første siger den noget om bureaukratiet i SiD, såvel som i så mange andre fagforeninger. Det hører ingen steder hjemme, at ledelsen for en fagforening distancerer sig fra medlemmerne ved at have alverdens privilegier, eller at de sidder og svindler med medlemmernes penge. Arbejderledere skal have samme løn som almindelige arbejdere og ingen privilegier, ellers bliver de så blindet over deres egen velhavenhed, at de ikke kan se deres medlemmers problemer og forstå at kæmpe for dem.


Marx forklarede hvordan menneskets sind og tankemåde er et produkt af samfundet og personens placering i dette. Historien har vist flere grimme eksempler på, hvordan arbejderledere har distanceret sig fra deres medlemmer. Det mest skræmmende er 2. Internationales ledelse, der distancerede sig så meget for deres arbejdere, at de til sidst havde større følelse for deres fædreland og den regering, der sikrede deres position, end for den klasse de repræsenterede, så de sendte arbejderne i hele Europa i krig mod hinanden! Arbejderne må generobre deres egne organisationer. Hvis ikke fagforeningerne begynder at kæmpe for arbejdernes interesser, mister de mere end de 150.000 medlemmer, LO allerede har mistet de sidste 2 år.


For det andet siger sagen noget om borgerskabet og deres interesse i at nedgøre og svække fagforeningerne. Aldrig er en formodet svindelsag på 280.000 kr. blevet pustet så meget op i medierne. Det er alene, fordi det er en fagforening, en organisation der burde være en kamporganisation for arbejderklassen, der har rod i regnskaberne – hvilket naturligvis ikke retfærdiggør SiD-formanden eller de andre SiD-bureaukraters eventuelle svindel. Der er også tonsvis af eksempler på svindel i kapitalistiske virksomheder, hvoraf de fleste aldrig ser dagens lys. Sidst har vi fx set Worldcom.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.