Den nye regerings nedskæringer på velfærdssamfundet har fremprovokeret en enorm utilfredshed i arbejderbevægelsen. 1. marts var der 800 tillidsfolk forsamlet i Silkeborg. Den 10. april var 200 tillidsfolk samlet i Frederiksberghallen for at stifte et tillidsmandsnetværk for Storkøbenhavn. Disse initiativer mundede ud i en lang række protestmøder, demonstrationer og arbejdsnedlæggelser. Blandt andet den 20. marts med mellem 20.000 og 30.000 forsamlet på Christiansborg slotsplads og den 16. maj, hvor der var 30.000, der spontant gennemførte overenskomststridige strejker, mens der var massemøder med mange tusinde deltagere over hele landet. I Nørrebrohallen i København var der over 1.000 forsamlet. Blandt talerne var formænd fra Lager og Handel, Byggefagenes Samvirke, Københavns bryggeriarbejdere og LO-Storkøbenhavn. Alle krævede de regeringens afgang og deltidsloven sendt ned, hvor peberet gror. Formanden for LO-Storkøbenhavn krævede blandt andet fredspligten opsagt. Disse krav blev mødt med massive klapsalver fra salen.
Hvad skal der ske nu?
Denne bevægelse er på niveau med strejkerne og demonstrationerne i 1995 i forbindelse med Ribus-konflikten og i 1998 med storkonflikten. Det viser, at arbejdere inden for alle områder er parate til at gå i strejke, også selvom der aldrig var nogen klar opfordring fra tillidsmandsnetværket, og selvom det ville få en række konsekvenser over for de strejkende. Spørgsmålet er imidlertid nu, hvad der så skal ske. På tillidsmandsmøderne den 16. maj blev man enige om at indkalde til nye møder (konferencer) lidt i den samme stil som dem, der netop var afholdt. Men her må man spørge sig selv, om det er nok. De store protester fik trods alt ikke fjernet de grove nedskæringer. Der er grænser for, hvor mange gange man kan indkalde til konferencer.
Den borgerlige regering er kommet til magten samtidig med, at en international krise er under opsejling. Det betyder, at der vil komme endnu flere nedskæringer. Ikke bare fordi de borgerlige synes, at det er godt at skære ned, men fordi økonomien vil presse dem til at gøre det. Men de nedskæringer ramme ud over de allerbageste i samfundet, der ikke er i stand til at protestere (syge, ældre, børn osv.), også den del af samfundet, der har sikret erhvervslivet kæmpe profitter. Nemlig arbejderklassen. Privatiseringer, nedskæringer og udliciteringer har lagt et gigantisk pres på alle arbejdere inden for alle områder. Resultatet har på den ene side været nedslidning, arbejdsskader, stress og en fortravlet hverdag for arbejderne, mens det på den anden side har sikret gigantiske milliard overskud for kapitalisterne. Takken er nu brutale nedskæringer på velfærden. Og vi har kun set starten.
Arbejderbevægelsen har styrken
Tillidsmandsnetværket har derfor et stort ansvar på sine skuldre. Den repræsenterer fortroppen af de danske arbejdere, og det er op til den at få gjort fagbevægelsen kampklar. De protester, vi har set, er kun en brøkdel af den styrke, fagbevægelsen og resten af arbejderbevægelsen har. Det store flertal af den voksne befolkning er organiseret i fagbevægelsen. Dette giver den en enorm magt. Hvis ledelsen af LO indkalder til generalstrejke, er LO i stand til at lamme kapitalisterne i Danmark. Intet ville bevæge sig. Selv bankerne ville gå i stå. Dette ville kunne få selv den mest højreradikale regering til at opføre sig som artige skoledrenge og piger. Sagen er desværre bare den, at ledelsen for LO ikke tør bruge denne enorme magt. De frygter, de kræfter, som de ville frigøre. Derfor nøjes de med at komme med nogle oprørte udtalelser, som ikke gør nogen fortræd.
Tillidsmandsnetværket, eller mere præcist ledelsen for den, må gøre sig klart, at vi står i en alvorlig situation. Konferencer og spredte arbejdsnedlæggelser har været vigtige til at sende et klart signal til regeringen. Men skal nedskæringerne af bordet, må hele arbejderbevægelsen mobiliseres. Hvis ledelsen af LO ikke vil leve op til deres opgaver, må de presses til det. Tillidsmandsnetværket må lave et klart grundlag, der kræver samtlige nedskæringer af bordet, og som samtidig gør klart, at hele fagbevægelsen må mobiliseres. Hvis der er dele af fagbevægelsen, der ikke vil gøre deres, må man organisere oppositioner inden for disse dele.
