Fortvivlelsen er total hos fagbevægelsens topfolk for tiden. Det er ikke nemt at være bureaukrat. Tænk engang! At være leder for en flok ugidelige arbejdere, der ikke engang gider møde op til et arrangement med popbands og fadøl. Nej, så hellere være "ansvarlig og realistisk" og støtte det nye forbryderiske arbejdsmarkedsforlig.
Problemet med alt dette er blot, at det ikke fører til noget som helst. Den 5. oktober havde en lang række af fagforeninger kaldt til demonstration og såkaldt "folkefest for et bedre Danmark". Baggrunden var, at der siden den borgerlige regering kom til, er sket mere og mere i arbejderklassen. Tyvende marts med den store manifestation, og 16. maj og protesterne mod deltidsloven var en anden dato, der er værd at huske. Og ikke mindst har vi set pædagoger og sygeplejesker i strejker. 1. maj kom det frem, at næsten halvdelen af de offentligt ansatte havde stemt nej til en overenskomst, som hele ledelsen var hamrende begejstret for. Den kom igennem med hiv og sving, løgne og fortielser. Alt dette vidner om radikalisering i arbejderklassen, at kampviljen absolut er tilstede. Der er bare ikke én eneste fra fagbevægelsens top, der har gjort en disse for at føre kampen fremad gennem masseprotester og storstrejker.
Nu vedtog repræsentanter for de danske arbejdere på tillidsmandskonferencen i Århus den 7. september, at indkalde til protestdag den 5. oktober. Dette kunne ledelsen naturligvis ikke sidde overhørig. Derfor har de stillet sig i spidsen, og arrangeret demonstration og "folkefest". Hvad der er at fejre, står hen i det uvisse. Blandt talerne var formanden for bryggeriarbejderne, der krævede fredspligten opsagt. Dette var det eneste konkrete, der blev talt om den dag. En sludder for en sladder fra Peter Kay Mortensen, formand for LO i Storkøbenhavn, og så var der ellers popmusik og fadøl. Dette er ikke måden, hvormed man får rejst arbejderbevægelsen til kamp. For slet ikke at tale om at vælte regeringen. Hvorfor skulle arbejderne blive ved med at gå til konferencer og "folkefester", hvis det hele blot er øl, pølser og fis i en hornlygte? Sandheden er, at arbejderbevægelsens ledelse ikke ønsker Socialdemokratiet tilbage til magten med en kampklar arbejderbevægelse i ryggen. Så ville de jo blive tvunget til at gennemføre radikale brud med kapitalismen, der på nuværende tidspunkt ikke har råd til en eneste forbedring. Så hellere være "ansvarlig og realistisk" og gå med i arbejderfjendske forlig, synes holdningen at være. Og giv arbejderne halvanden times popmusik.
