Malerforbundet i Danmark har bygget hele sin overenskomst op efter en prisaftale. Dette akkordsystem er ifølge ledelsen for forbundet og en række fagforeninger grunden til, at malersvende er garanteret en rimelig akkordløn. Den er ifølge dem også med til hæve timelønnen. Men blandt de menige medlemmer er glæden over dette system knap så udbredt. Det er da også kun et lille mindretal på ca. 15 %, der arbejder efter den (ifølge Kbh.-afdelingen).


Er prislisten skyld i lønfremgang?

Når man ser på gennemsnittene for det opmålte arbejde, kunne man fristes til at tro, at prislisten sikrer, at man kan få en god løn (179,20 i København i 2001). Men dette er langt fra virkeligheden. Den nuværende overenskomst trådte i kraft den 1. januar 2001. Den hævede prislisten med 7 % på en gang, selvom overenskomsten er 4-årig. Dette skulle så betyde, at akkordgennemsnittet blev hævet med 7 % fra 2000 til 2001. I Københavnsområdet fandt dette også næsten sted (6,6 %). Men i provinsen steg den kun 1,7 %. Året før steg gennemsnittet i København også næsten 7 % til trods for, at der ikke var nær så store stigninger i prislisten. I provinsen steg gennemsnittet kun 0,4 %.


Disse tal virker mystiske, da det jo er den samme prisliste, der gælder. Hvordan kan det være, at provinsen ikke stiger i akkordgennemsnittet, når prislisten stiger? Og hvorfor stiger København næsten det samme til trods for, at der er forskellige stigninger i prislisten. Og hvorfor er det så stor forskel?


Der er kun én forklaring. Prislistens priser og den udbetalte akkordløn hænger ikke sammen. Prislisten i sig selv garantere ikke en høj timeløn. For at få den, er det nødvendigt på de forskellige arbejdspladser at forhandle adskillige procent oven i akkordsummen. Flere steder drejer det sig om 20 til 30 %. Hvor stor procentdel der er forhandlet lokalt, er dog svært at vide, da der ikke er lavet nogen officiel statistik om det.


Bagdelene ved systemet

Dette er et stort problem. Idéen med et fagforbund er jo netop, at de skal forhandle for alle, da man jo på den måde er stærkest. Men akkordgennemsnittets højde skyldes lokale tillidsfolks evne til at forhandle. Dette kan godt gå, så længe der er god beskæftigelse. Men allerede nu er der tale om et begyndende fald i beskæftigelsen. Jo flere arbejdsløse der er, jo sværere vil det være for den lokale tillidsmand at få pengene hjem. Dette betyder, at de store lønfremgange, der har været (især i de store byer), på ingen måde er garanteret i fremtiden. Tværtimod kan der komme store fald.


Det er også uholdbart, at der i 2001 var 28,40 kroners forskel på hovedstaden og provinsen. Alle malere har vel ret til en rimelig løn.


De høje gennemsnit gælder kun for de ca. 15%, der bruger systemet. Men hvorfor går de sidste 85% så ikke bare hen og måler deres arbejde op? Af den simple grund at de selv skal være i stand til at forhandle en stor procentdel hjem. Og for at kunne det må man have en samarbejdsvillig mester. Men det er langt fra alle arbejdsgivere, der er interesseret i et samarbejde. Over for dem duer prislisten ikke.


Prislisten er altså langt fra nogen garant for en ordentlig løn. "Men", siger mange fagforeningsfolk, "det er det eneste system, vi har, derfor må vi lære at bruge det bedre". Men at lære at bruge det bedre kan kun betyde to ting. Enten bliver man i stand til at overbevise mesteren om, at han skal gå ned i overskud for at svendene kan tjene mere. Eller også må man bare løbe hurtigere.


Det er rigtigt, at prislisten er det eneste system, vi har. Men det er jo også netop det, der er problemet. Det er uholdbart at basere en hel faggruppe på et system, som kun 15% bruger, og hvor man individuelt skal forhandle en stor del af lønnen. I stedet må der kæmpes for en mindsteløn på 150 kroner. Dette vil kunne sikre alle malere en nogenlunde indtægt. Udover det kan man godt beholde akkordsystemet, som noget svendene selv frivilligt kan sige ja og nej til.


Malerne står meget svagt lønmæssigt. Man må individuelt, fra plads til plads, forsøge at hente pengene hjem. Det er på tide, at man organiserer alle malere på landsplan om kravet om en mindsteløn, der kan garantere en ordentlig levestandard.