LO har afholdt ekstraordinær kongres 7.-9. februar. Dette har ifølge LO's formand Hans Jensen været en stor succes. Nu kalder man LO for "Nyt LO". En af de nye ting er et nyt værdigrundlag. Her nævner man, at man blandt andet skal være med til at sikre det individuelle medlems interesser. Men for medlemmet på arbejdspladsen kan det måske være lidt svært at s,e hvad der er det nye. Og med god grund. Når fagbevægelsen altid har kæmpet for solidaritet og sammenhold, er det vel netop for at sikre det individuelle medlems interesser. Så det eneste nye i det er vel bare, at det bliver skrevet ned i værdigrundlaget. Og det er da også fint nok

Fagbevægelsens krise
Men man kan spørge sig selv, om det er det, der skal til. Fagbevægelsen har oplevet en massiv medlemstilbagegang. Hvorfor? Nogle siger, at det er, fordi danske lønmodtagere har det så godt, at der ikke længere er noget for fagbevægelsen at kæmpe for. Men dette kan kun komme fra folk, som ikke har deres daglige gang på arbejdspladserne. Her er der masser af problemer.


Der findes ikke arbejdere mere…
Når man ser sin TV-avis får man tit at vide, at begrebet arbejder ikke længere findes. I stedet sidder de fleste ved et skrivebord og arbejder med computere. Her er man ikke i modsætning til sin arbejdsgiver, nej, man samarbejder, og arbejdsgiveren imødekommer glædeligt deres ansattes ønsker om motionsrum og deslige. Dette billede er blevet spredt så meget, at metalarbejderen, bygningsarbejderen og skraldemanden må føle sig som et lille overset mindretal. Men selv om det er en meget udbredt holdning, at arbejderne ikke længere findes, er det dog meget forkert.

Med al respekt for IT-sektoren så er det stadigvæk en forholdsvis lille del af det danske arbejdsmarked. Og de goder, arbejdsgiverne glædeligt gav, da der var mangel på IT-arbejdere, er nu ved at forsvinde i takt med den dybe krise på netop dette område.

Langt størstedelen af danske lønmodtagere har ikke fået ændret deres arbejdsmetoder. Transportområdet har stadigvæk transportarbejdere til at køre lastbilerne, det er stadigvæk pædagoger, der passer børnene, sygeplejersker, der passer på de syge, hjemmehjælpere, der plejer de ældre osv.

Hvorfor er det så blevet så populært at sige, at der ikke findes arbejdere? Præcis fordi man gerne vil give arbejderne den illusion, at deres klasse ikke eksisterer, så al snak om arbejdskampe derfor ikke kan lade sig gøre. Fortalte man sandheden, at der stadigvæk er 2 millioner i Danmark, der må sælge deres arbejdskraft for at have et sted at bo og noget at spise, kunne det jo være, man blev klar over, hvor stor og mægtig en kraft man rent faktisk udgør. Tænk hvis alle arbejdere blev klar over, at det skyldes dem – og kun dem - når det her samfund kører rundt. Og tænk hvis de brugte den styrke til at kæmpe for bedre vilkår – hvem kunne så stoppe dem? Nej vel, ikke nogen.

Arbejderne er blevet middelklasse…
Desværre er det blevet en udbredt holdning (især blandt vellønnede fagforeningsfolk og akademikere), at arbejderne er så velstillede, at de må regnes for middelklasse. Men intet kunne være længere væk fra sandheden. Det er rigtigt, at en del arbejdere bor i ejerhuse. Men det skyldes flere ting. For det første er der stor mangel på lejligheder. De fleste steder er der op til 20 års ventetid. Vil man flytte, er man derfor ofte tvunget til at købe et hus eller en lejlighed. Dette kan en arbejderfamilie også godt gøre. Hvis de altså har to fuldtidsindtægter og ikke bliver ramt af arbejdsløshed. Rent faktisk må mange unge arbejderfamilier sætte sig så hårdt, at det er svært at få pengene til at række til andet end afbetaling på huslånet. De fleste arbejderfamilier ejer ikke deres hus. Det gør banken. Og hver måned må man så betale af på sit lån, hvilket bankerne lever fedt af.


Fagbevægelsens top kontra medlemmerne
Jamen, hvordan kan fagbevægelsens top så gå rundt og sige, at det hele er så godt? Fordi de har fjernet sig alt for langt væk fra medlemmerne. Deres lønninger kan slet ikke sammenlignes med arbejdernes, og derfor er det jo nemt for dem at lulle sig selv i søvn. Og det er netop det, der er skyld i hele miseren. På arbejdspladserne oplever man nærmest, at man er til besvær, hvis man kontakter fagforeningen om et problem. Og ved overenskomstforhandlingerne oplever man gang på gang, at ledelsen af fagbevægelsen godkender elendige forlig.

Der er ikke noget at sige til, at medlemmerne er lede og kede af en fagbevægelse, der hellere vil til fine møder med arbejdsgiverne end at sætte benene på en arbejdsplads.

Fagbevægelsens krise er afstanden mellem medlemmerne og ledelsen. Dette er en meget dårlig situation. Det betyder, at arbejdsgiverne får minimal modstand og næsten frit kan skrue tempoet op. Når medlemmerne så ikke får opbakning fra fagbevægelsen, er der desværre nogle, der drager den forkerte konklusion og siger: Når de er ligeglade med mig, så er jeg da også ligeglade med dem, FARVEL!

Men det er ikke for sjov, at vi har en fagbevægelse. Den er det eneste håbe, arbejdere kan have om at få sat en stopper for det øgede arbejdspres. Løsningen er ikke at forlade fagbevægelsen, men at erobre den tilbage til medlemmerne igen. Vi vil ikke have højt betalte slipsedrenge, der er ansvarlige over for firmaledelserne. Vi vil have nogle, der kæmper for og forsvarer vores interesser.

"Nyt" LO
Men LO's kongres gjorde intet i den retning. En fornyelse af LO, der ville have en effekt, ville være følgende:

Stop pamperiet – arbejderledere på arbejderløn!

Opsig hovedaftalen – forsvar retten til at strejke for bedre forhold!

Mulighed for at trække valgte tilbage, hvis de svigter deres bagland!

LO har al mulig berettigelse. Men som en kamporganisation, der fører medlemmernes kamp. Ikke i fine kontorer, men på arbejdspladserne. Den nuværende regering har fået frit spil alt for længe. Den er slet ikke bange for fagbevægelsen. Det er på tide, at den bliver opdraget lidt. LO burde indkalde til en 24-timers generalstrejke mod angrebet på eksklusivaftalerne og deltidsloven.

I stedet for at forlade fagbevægelsen bør alle arbejdere og tillidsfolk presse fagbevægelsen til igen at kæmpe for deres interesser.