De seneste uger har den ene begivenhed, der truer med at kaste verden ud i en større krig, afløst den anden. Det gælder både i Ukraine og i Mellemøsten. Vi får at vide, at den eneste aggressive part er Vestens fjender. Men hvem er det egentlig, der skubber på for yderligere eskalation?
Den 17. september kunne man læse en opsigtsvækkende artikel på dr.dk med titlen: “Hemmelig psykologisk krigsplan afsløret: Rusland vil ramme Vesten med en 'atompsykose'”. I artiklen “afslører” DR en russisk skræmmekampagne, der “skal få europæere til at frygte en ny verdenskrig.”
DR bringer følgende eksempel på denne skræmmekampagne med et falsk opslag på de sociale medier fra en opdigtet europæer: “Jeg ønsker ikke, at mit land skal gå ind i en åben konfrontation med Rusland. Er det virkelig ikke klart, at vores handlinger kan føre til Tredje Verdenskrig? Rusland er ikke vores fjende.“ I artiklen vurderer seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), at “budskabet i kampagnerne er effektivt, fordi vi alle sammen frygter atomkrig”.
Siden artiklen blev bragt, er situationen eskaleret både i Mellemøsten og i Ukraine, og frygten for, at det skal udvikle sig til en større krig, er udbredt. De danske medier lægger konsekvent ansvaret for al eskalering over på den side, som Danmark ikke er allieret med.
Hvad der er blevet tydeligt i de seneste år, er, at de store etablerede danske medier langt fra er objektive, men at de står på samme side som vestlig imperialisme. Ser man bag mediernes propaganda og analyserer den globale situation, bliver det tydeligt, at den største trussel for eskalation er vestlig, herunder dansk, imperialisme.
Propagandamaskinen kører
Den 3. september modtog alle i Danmark en besked i deres e-Boks fra Beredskabsstyrelsen
En krig udkæmpes på slagmarken med kampvogne, missiler og soldater. Men krigen udkæmpes ikke bare her, men også gennem psykologisk krigsførelse med propaganda og skræmmekampagner. Det sker utvivlsomt fra begge sider. DR’s såkaldte afsløring af en russisk skræmmekampagne er ikke meget af en afsløring. Russerne forsøger utvivlsomt at skræmme befolkningen i Vesten.
Men de behøver ærligt talt ikke lægge de store kræfter i en sådan skræmmekampagne. De har allerede fået god hjælp fra de danske politikere og medierne selv, der lige fra krigens start i Ukraine har kørt deres egen propagandamaskine i højeste gear. Igen og igen har vi fået at vide, at russerne kommer, og at en snarlig invasion står for døren.
I slutningen af august fik alle danskere en besked i deres e-boks fra Beredskabsstyrelsen med titlen “Forberedt på kriser”, hvor vi rådes til at have forsyninger, så vi kan klare os i 3 dage. I folderen nævnes der ikke direkte krig, men en af de oplistede årsager til beskeden er “den forværrede sikkerhedspolitiske situation i Europa”. Beskeden fra Beredskabsstyrelsen er et meget mere potent skræmmemiddel end noget som helst, russerne har lavet, siden krigen begyndte i Ukraine i 2022. Det er blot et af de seneste eksempler på den propagandakampagne, som regeringen har kørt siden krigens start.
Efter sprængningen af Nord Stream gasledningen iværksatte daværende udenrigsminister Jeppe Kofod en særlig medieovervågning af folk, som antydede, at andre end Rusland kunne have stået bag sprængningerne, og kaldte spekulationer om, hvorvidt Ukraine eller USA havde begået sabotagen, for “falske påstande”. Enhver, der ikke støtter fuldt og helt op om støtte til Ukraine, er i lommen på Putin og stemples som femte kolonne.
Nu er det så kommet frem, at det faktisk ikke var russerne, der stod bag sprængningen af Nord Stream, efter at Tyskland har udsendt en arrestordre på en række ukrainske borgere, som de mener, står bag sprængningen. Dengang stod vi i Revolutionært Kommunistisk Parti temmelig alene i at påpege, at det virkede aldeles usandsynligt, at russerne skulle stå bag. Nord Stream blev bygget for at forsyne Europa med billig russisk gas, og for russerne fungerede den som et effektivt pressionsmiddel i forhold til Europa, ikke mindst Tyskland, hvis økonomi blev hårdt ramt af sprængningen. Flere danske journalister har de seneste uger indrømmet, hvordan de gik med på propagandaen og lagde al journalistisk etik på hylden under pres fra den fortælling, der blev udsendt fra regeringen.
Hvis nogen skaber frygt blandt danskerne, er det de danske politikere og medier. Den nævnte artikel fra DR er blot den seneste i rækken, og deres funktion er at støtte entydigt op om politikerne og resten af den herskende klasses fortælling om krigen i Ukraine, for at befolkningen nemmere kan sluge de dertilhørende konsekvenser. Alle, der vover at sætte spørgsmålstegn ved denne officielle fortælling, hvor krigen er udtryk for Putins vanvid, eller som ikke bakker hundrede procent op om endeløs militær støtte til Ukraine, bliver direkte eller indirekte stemplet som landsforrædere.
Vi i Revolutionært Kommunistisk Parti har ikke tænkt os at bukke under for denne propaganda, ligesom størstedelen af venstrefløjen allerede har gjort. Vi lader os ikke afskrække. Vi støtter på ingen måde Putin. Han er reaktionær og fører krig i Ukraine for sine egne imperialistiske interesser. Men vi lader os ikke kue over i den anden lejr, over på vestlig imperialismens side. Tværtimod så er vores pligt som revolutionære at fremføre et selvstændigt klasseperspektiv: begge sider i denne krig er reaktionære og imperialistiske. I stedet for at gå med på propagandaen, så forklarer vi, at vestlig imperialisme, herunder dansk imperialisme, er den mest reaktionære kraft i verden, og udstiller, hvem de virkelige krigsmagere i verden er på nuværende tidspunkt.
Danske krigsmagere
Mette Fredriksen og Zelenskij i et F-16 kampfly. Foto: Statsministeriet, Stine Tidsvilde
I ugerne omkring at artiklen på DR udkom, har det helt store spørgsmål været, om Vesten skal tillade Ukraine at bruge langtrækkende missiler mod mål inde i selve Rusland. Det ville udgøre en enorm eskalation i krigen fra vestlig side, men det er ikke noget, som blev dækket særlig grundigt i danske medier.
Spørgsmålet om, hvorvidt NATO vil tillade Ukraine at bruge langtrækkende missiler, er ikke ligesom de mange andre gange, hvor NATO har doneret militært udstyr til Ukraine. De langtrækkende missiler kan ikke betjenes uden amerikanske soldater, og det vil derfor betyde USA’s direkte involvering i krigshandlinger på russisk jord. Hvis de langtrækkende missiler doneres, vil det altså markere et nyt stadie i krigen, hvorved NATO-soldater bliver aktivt involveret i krigshandlinger mod Rusland. Det svarer til intet mindre end en krigserklæring fra NATO mod Rusland og risikerer at udvikle sig til en direkte konfrontation mellem to atommagter.
I slutningen af sidste uge blev det rapporteret i internationale medier, at en sådan tilladelse var lige på trapperne. Det fik Putin til at advare Vesten: “Det vil grundlæggende forandre selve essensen og karakteren af konflikten. Det vil betyde, at NATO-landene, USA og de europæiske lande, fører krig mod Rusland. I så fald vil vi træffe passende modforanstaltninger med udgangspunkt i de trusler, som bliver skabt for os.” Dette har fået USA til at sætte foden på bremsen, og for nu ser det ud til, at amerikanerne, der i sidste ende er dem, der skal godkende det, holder igen.
Nogen, der ikke holder igen, er imidlertid de danske politikere, der er nogle af de mest rabiate krigsmagere. Danmark er et af de lande, der mest højlydt støtter Ukraine, og som har givet flest penge til landets krigsindsats pr. indbygger. Den danske regering har sammen med Storbritannien ført an i krigshysteriet rettet mod Rusland. De beskylder Rusland for at skabe frygt i verden, men med deres fuldstændigt uansvarlige ageren er det de danske politikere, som om nogen er med til at skubbe verden tættere mod en verdenskrig.
I starten af september deltog vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen i et møde i 'Ukraine Defence Contact Group', et amerikansk ledet initiativ. Her drøftede de mere end 50 deltagende lande, om de skulle støtte ukrainernes ønske om langtrækkende missiler. Danmark var et af de lande, der helhjertet støttede dette ønske: ”Danmark har hele tiden sagt, at Ukraine skal have frie hænder til at bekæmpe Rusland på den måde, som er nødvendig. Det er potentielt også at lave angreb inde i Rusland for at ødelægge de forsyningslinjer, som russerne bruger.”
Med den udtalelse ligger han helt på linje med statsminister Mette Frederiksen, der på et NATO topmøde i juli udtalte:
“De [Ukraine] betaler den højeste pris, men det handler først og fremmest om et Rusland, der vil bestemme, hvad der skal ske langt inde i europæiske lande. Det kan vi ikke tillade, så vi skal skifte gear.”
Og videre, som en kommentar på Ungarns statsminister Viktor Orbans fredsmægling, sagde hun: “Man kan ikke være på fredsmission i Rusland. Vi har forsøgt, men vi har ikke noget at tale med Putin om længere. Og vi i Europa bliver snart nødt til at forstå, at Rusland ikke ønsker fred. Derfor er vi nødt til at turde at gøre det, som generationerne før os gjorde: Bruge militær magt til at sikre demokratiet og menneskerettigheder.”
Ingen i medierne sætter spørgsmålstegn ved udtalelser som disse og deres konsekvenser. Hvad er det faktisk Mette Frederiksen, Danmarks statsminister, udtaler her? Hun erklærer åbent, at hun ikke ser noget rum for fredsforhandlinger. Hun udtaler, at Vesten, herunder Danmark, derfor “må bruge militær magt”, hvis logiske slutning er, at vi, om nødvendigt, nede af vejen må gå i krig mod Rusland, verdens største atommagt. At de danske politikere skubber på for eskalation og langtrækkende missiler til Ukraine, når russerne udtaler, at det svarer til en krigserklæring fra NATO, virker ikke blot uansvarligt, men fuldstændig hovedløst.
Zelenskij er åbenlyst en desperat mand, da det nu mest af alt et spørgsmål om tid, før Ukraine har tabt krigen til Rusland. Den eneste måde, at den kan fortsætte, er, hvis Ukraine kan formå at trække Vesten, ført an af USA, direkte ind i krigen på deres side. Det vil i praksis sige, hvis Zelenskij kan omdanne den nuværende krig til en tredje verdenskrig. Det er det perspektiv Mette Frederiksen de facto bakker op om med udtalelser som disse. Enten forstår hun ikke implikationerne af hendes egne handlinger, eller også udviser hun en skræmmende ligegyldighed over for menneskeliv.
Ikke bare møder krigsmageriet ingen modstand i medierne, men heller ikke i Folketinget. Enhedslisten har taget springet fuldt ud og er nogle af de mest hysteriske i deres krigsstøtte til Ukraine. I februar vedtog partiet en udtalelse med krav om, at EU skal vedtage et eksportforbud mod europæiske våben ud af EU, så alle EU våben i stedet kan gå til Ukraine: “Hver eneste patron. Hver eneste raket. Hver eneste mortérgranat, der produceres i Europa, skal sendes til Ukraine.” Der er altså ikke et eneste parti i Folketinget, der modgår krigshysteriet, tværtimod.
Røde linjer
Zelenskij ønsker at NATO giver Ukraine lov til at bruge langtrækkende stormshadow missiler til at ramme mål i Rusland. Billede: eget arbejde.
Lige nu spekulerer alverdens medier i, om Putin bluffer, og politikerne må have samme kalkule. Men som en britisk diplomat for nylig sagde: Putin bluffer, indtil han ikke gør mere. De danske politikere regner altså med, at en mand, de selv fremstiller som vanvittig, er fuld af bluff. Ud fra deres egen logik er det en ekstremt risikabel tilgang.
Hele den årelange optakt til den her krig har handlet om at skubbe russerne til bristepunktet igen og igen. Efter Sovjetunionens fald var Rusland alvorligt svækket. På trods af løfter om at stoppe med Østtyskland udnyttede amerikansk imperialisme denne svaghed og bevægede sig længere og længere mod øst og udvidede NATO helt op mod den russiske grænse. USA følte sig almægtige. Pax Americana herskede. Amerikansk imperialisme intervenerede i de tidligere sovjetiske indflydelsessfærer, uden at Rusland kunne gøre meget.
Men alting har en grænse. I Rusland blev den nået i 2008 med Georgien, hvor USA pressede på for et NATO-medlemskab, hvilket Rusland fik sat en stopper for gennem en kortvarig krig. Med kuppet under euromaidan-bevægelsen i Ukraine i 2014 fik NATO endnu engang styrket sin indflydelse lige på grænsen til Rusland. Rusland reagerede ved at annektere Krim og støtte separatisterne i den østlige del af Ukraine.
I 2019 blev Zelenskij valgt som præsident på et program om at slutte fred med Rusland, men under tilskyndelse fra det yderste højre og Washington førte han den stik modsatte politik. Han endte tværtimod med at presse på for et NATO-medlemskab og eskalerede borgerkrigen i Østukraine. I 2020 blev det indskrevet i Ukraines grundlov, at landet skulle søge optagelse i NATO. Det blev ikke uden grund set som en trussel fra Ruslands side, der de sidste årtier har set NATO, en erklæret fjendtlig militæralliance, presse sig tættere og tættere på omkring deres grænser.
Lad os et øjeblik lave et tankeeksperiment. Hvordan ville situationen se ud, hvis det var Rusland eller Kina, der ekspanderede deres indflydelse på Cuba og i Mellemamerika? Det ville USA på ingen måde acceptere stiltiende. Hvad deres svar ville være, behøver vi ikke engang at gætte os til: USA truede med en militær intervention, hvis Salomonøerne lod Kina opsætte en militærbase på øerne. Salomonøerne ligger ikke engang på grænsen til USA, men mere end 10.000 km væk. Amerikanerne anså det stadig som en fjendtlig stormagts indtrængen i deres indflydelsessfærer.
Putin forsøgte at stoppe Vestens fremtrængen i Ukraine gennem truslen om militær indgriben for at tvinge amerikansk imperialisme til forhandlingsbordet. Hans krav var: intet NATO-medlemskab til Ukraine, et stop for NATO’s østlige fremstød og sikkerhedsgarantier i Europa.
I en periode så det ud til, at det kunne løses med fredelige midler. Joe Biden sagde offentligt, at spørgsmålene om ukrainsk NATO-medlemskab ikke var på dagsordenen i den nære fremtid, og amerikanerne vidste, at hvis de tillod Ukraine at komme med i NATO, så ville det være det samme som en krigserklæring mod Rusland.
Men tingene ændrede sig. I august 2021 havde Vesten lidt et ydmygende nederlag i Afghanistan. Amerikansk imperialismes autoritet led endnu et stort knæk oven i Irak og Syrien i perioden op til. Det var slag mod USA’s dominans på verdensplan. De risikerede, at både fjender og allierede ville tage bestik af situationen og udnytte det. Derfor besluttede Joe Biden sig for at sætte hårdt mod hårdt i Ukraine og eskalere situationen for ikke at fremstå svag. På den anden side øjnede Putin en mulighed for at sætte endnu et stød ind mod amerikansk imperialisme, hvad han forventede, en hurtigt overstået krig i Ukraine ville være. Selvom ingen af siderne logisk set havde en interesse i væbnet konflikt, blev krigen en realitet. Vi kan se, hvordan ting får sin egen dynamik, at ufornuft bliver fornuft.
Hvem er de aggressive?
I årtier har NATO, en aggressiv imperialistisk militæralliance, forsøgt at inddæmme Rusland. Foto: Statsministeriet
Krigen blev dog langt fra så hurtigt overstået, som Putin havde forventet. Det skyldtes først og fremmest Vestens massive militære støtte. På kynisk vis har Vesten ofret titusindvis af ukrainske liv for deres interesse i at svække Rusland mest muligt. Den amerikanske republikanske senator Lindsey Graham kom til at tale over sig, da han stod med Zelenskij, under dennes besøg i Det Hvide Hus i starten af september: “I forsøger at stoppe russerne, så vi ikke behøver at kæmpe mod dem. De [ukrainerne] vil ikke have amerikanske tropper. De har bare brug for våben til at befri deres land fra en frygtelig invasion. De sidder på billioner af dollars af mineraler, der kunne være gode for vores økonomi. Så jeg vil blive ved med at hjælpe vores venner i Ukraine.”
Vesten har hårdnakket afvist Putins påstande om, at det er Vesten, der er den aggressive part. Men det var NATO’s aggressive fremfærd i årtierne op til, der til sidst fik filmen til at knække for Rusland. Siden krigens start har Vesten overtrådt den ene russiske “røde linje” efter den anden. Startende med militærhjelme har de optrappet igen og igen med nye, mere avancerede våbentyper og med hjælp til efterretningsoperationer, træning af ukrainske soldater osv. I august blev de første F16-fly sat i kamp.
De har fuldstændig set bort fra russernes gentagne advarsler. I maj advarede Putin f.eks. Vesten om, at de kunne få "alvorlige konsekvenser", hvis europæiske lande lod Ukraine ramme mål i Rusland med deres våben.
Danmark har været et af de lande, der mest åbenlyst har spillet højt spil og ignoreret russernes advarsler. “Man må gerne bruge det, vi har doneret til Ukraine, også ud af Ukraine — altså ind på russiske mål — hvis det er inden for international lov,” udtalte Mette Frederiksen for eksempel i maj. Efterfølgende har Danmark helt og holdent bakket op om Ukraines angreb i Kursk inde i Rusland, og nu bakker Danmark op om tilladelsen til Ukraines brug af langtrækkende missiler.
Det er temmelig arrogant at fortsætte med at kalde Rusland den aggressive part og så samtidig skubbe på yderligere eskalation og lade hånt om alle russernes røde linjer. Enten tror de danske politikere naivt på, at Putin holder igen for evigt, eller også er man fuldstændig ligeglad med, at man skubber verden tættere mod tredje verdenskrig. De er ude i en meget farlig leg med ord og spiller hasard med millioner af menneskeliv.
Tredje verdenskrig?
For nu ser en tredje verdenskrig ikke ud til at være det umiddelbare perspektiv. Det er ikke takket være de danske politikere. Men russerne og amerikanerne forsøger for nuværende at undgå, at krigen skal eskalere til en direkte konfrontation mellem de to stormagter. Det betyder dog ikke, at vi ser frem mod en mere fredelig verden. Tværtimod.
De danske medier og politikere anklager russerne for at oppiske en frygt for tredje verdenskrig. Men hvem er det, der eskalerer verden over? Det er Vesten og deres allierede. Zelenskij i Ukraine, men også Netanyahu i Israel. Ligesom Zelenskij står Netanyahu i en utrolig presset situation. Ligesom med Ukraine har de danske politikere stået last og brast med Israel og Netanyahu fra begyndelsen af blodbadet i Gaza. Her er der ingen fordømmelse af, hvad FN betegner som et folkemord. Tværtimod. De fastholder “Israels ret til at forsvare sig selv”.
Selvom Vesten ikke har en interesse i en storkrig i Mellemøsten, kan de ikke trække støtten til Israel, deres eneste solide allierede i regionen. De er derfor bundet til at følge Netanyahu på hans vanvidsfærd. Netanyahu kan se, at så snart hans krig i Gaza stopper, vil han blive væltet, retsforfulgt og ende i fængsel. Derfor forsøger han på alle mulige måder at fortsætte og udvide krigen. Det har han gjort med utallige provokationer mod Iran, og som vi har set de seneste dage med terrorangrebene inde i Libanon, som risikerer at starte en regional krig og, igen, rykke verden tættere på en tredje verdenskrig.
Igen er det Vesten, inklusiv de danske politikere, der er med til at føre verden ud i mere krig. Netanyahu er den, der trykker på knappen, men uden Vestens støtte kunne han ikke fortsætte. De vestlige imperialister har magten til at sætte en stopper for blodbadet i Gaza og holde verden fra en storkrig, der ikke bare vil koste millioner af liv, men også destabilisere deres egne regimer. Sådan en krig vil betyde stigende energi- og fødevarepriser, også i de vestlige lande, hvor de sociale spændinger vil øges. Alligevel følger de Netanyahu i tykt og tyndt.
Den herskende klasse i Vesten leger med ilden og skubber på i retning af øget krig, oprustning, cyberangreb og lignende. De danske politikere fører an i at slå på krigstrommerne og prikke til den russiske bjørn. De har taget sigtekornet og sat det lige oven på Danmark. At vælte vores egen herskende klasse bliver mere og mere et spørgsmål om liv og død. Lige nu kan vi være glade for, at de danske politikere ikke har magt, som de har sagt. Men det kan vi ikke stille os tilfredse med. Vi bliver nødt til at bekæmpe dem og det system, de repræsenterer.
Bøger over bomber
Siden krigen i Ukraine startede, har politikerne på Christiansborg givet Kiev for over 60 milliarder kroner i militær og økonomisk støtte. Billede: Eget arbejde
De danske politikere udviser en fuldstændig ringeagt over for menneskeliv både i deres tilgang til en krig med Rusland og i deres støtte til Israel. En ringeagt, de også udviser herhjemme på daglig basis.
Samme dag som DR-artiklen om den russiske skræmmekampagne for atompsykose blev bragt, kunne man også på DR læse en artikel om ventetiden i psykiatrien. Her kunne man læse, at ventetiden på at komme til en psykiater siden 2018 er steget fra 23,6 uger til en estimeret ventetid på 103,6 uger — altså lige knap 2 år!
Ikke bare psykiatrien, men hele velfærden smuldrer. Spørger du enhver pædagog, sygeplejerske eller skolelærer, vil de fortælle om en velfærd, der er helt i knæ. Der er ikke råd, siger politikerne, imens de kaster milliarder af kroner efter militær, krudt og kugler.
Alene krigen i Ukraine har indtil videre kostet de danske skatteydere 60,4 milliarder kr. Det er så meget, de danske politikere har doneret i økonomisk støtte og våben indtil nu. Beløbet vokser måned for måned. For at sætte det i perspektiv er det omtrent det samme beløb, som Danmark brugte på den danske folkeskole samlet i 2023 (60,7 mia. kr.). På landets folkeskoler skal der fyres lærere pga. nedskæringer for 254 mio. kr. For en brøkdel af hvad der er hældt i Ukraine de seneste år, kunne vi stoppe fyringerne.
Men ikke kun udgifterne til Ukraine eksploderer. Sidste år steg Danmarks militærbudget med næsten 10 milliarder kroner fra 27,1 milliarder kr. i 2022 til 36 milliarder kr. i 2023. Og det er bare begyndelsen. Frem mod 2030 har de planlagt at nå NATO’s målsætning om at bruge 2% af BNP, hvilket vil betyde en merudgift på 20 milliarder kroner. Hvis NATO målet hæves til 3%, vil det koste omkring 28 mia kr. mere.
Det er, hvad der er på dagsordenen i den periode, vi gennemlever. Krig og oprustning er en indbygget del af det kapitalistiske system. I Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper vi for en verden med fred. En verden, hvor ressourcerne bruges på at sikre et bedre liv for det store flertal, ikke på krudt og kugler. En verden, hvor børn ser på fremtiden uden frygt for at blive bombet. Men det kræver, at vi vælter det her system, som er årsagen til de krige og konflikter, vi ser, og at vi vælter de politikere, der vælger at spille hasard med vores fremtid. Kun en tåbe frygter ikke en atomkrig, men vi lader ikke frygten stoppe os. I stedet giver os energi til at optrappe kampen for en anden verden.
Revolutionært Kommunistisk Parti er med i en international kampagne mod militarisme og imperialisme. Vi opfordrer alle, der seriøst ønsker at afslutte krig, militarisme og imperialisme til at gå med i kampen — tiden er nu!
Bøger, ikke bomber!
Kapitalismen må dø, så menneskeheden kan leve!
Ned med Mette Frederiksen og resten af de danske krigsmagere!
Stop støtten til Israel og Ukraine! Øjeblikkeligt stop for al hjælp og våben til de reaktionære krigsmagere Netanyahu og Zelenskij!
