Kapitalismen er ved at dræbe planeten. Konsekvenserne af klimaforandringerne er ikke noget, som vil ramme fremtidige generationer. De er her i dag. Skovbrande, tørker, storme og oversvømmelser er den nye normal.
Vi er en hel generation af unge, der, siden vi blev født, magtesløse har måtte se til, mens et system, hvis eneste formål er profit, dræner planeten for hver eneste livgivende ressource; dræner hver drøm fra vores fremtid. Vi har demonstreret, vi har marcheret, vi har appelleret til politikere, og vi er ikke ét skridt tættere på en løsning. Vi er en generation, der nu drager revolutionære — kommunistiske — konklusioner!
Vi har set tyve års regeringer love guld og grønne skove uden at levere nogen reel klimahandling. Tværtimod — før blækket på de mange klimaaftaler overhovedet er tørt, begynder de allerede at bryde dem.
Greenpeace afslørede for nyligt, at Klimaministeriet i 2022 uopfordret inviterede olieselskaber til møder for at presse dem til at etablere nye gas- og olieudvindingsprojekter i Nordsøen for at "stimulere olie og gas produktionen i DK, mhp. at accelerere og maksimere produktionen frem mod slutdatoen for olie- og gasproduktionen i 2050."
Listen over de gange, regeringen har holdt hånden under erhvervslivet på bekostning af klima, miljø og menneskeligt helbred, er uendelig. Miljøministeriet har i årevis skræddersyet reguleringer, som lader kemikalievirksomheden Cheminova fortsætte med at pumpe tonsvis af spildevand ud i havet, Aalborg Portland slipper for at betale klimaafgifter af hensyn til "hård konkurrence fra udlandet", og regeringen har lobbyet i EU for at få Mærsk fritaget fra unionens regler.
Så er spørgsmålet til en million kroner: hvorfor gør politikerne det stik modsatte af, hvad der er brug for? Ved de ikke, hvor alvorlig situationen er? Jo, det ved de lige præcis. Men politikerne er ikke repræsentanter for den brede befolkning af arbejdere og unge, men tjener derimod en lille klasse af ultrarige firmaejere og banker — kapitalistklassen — der tjener kassen på at forurene og destruere klimaet.
De tjener klassen, der i evig konkurrence for at profitere på bekostning af konkurrenten driver økonomien mod en sort fremtid, som ingen ønsker. Under kapitalismen kan det ikke være anderledes. Hvis regeringen sætter krav til kapitalisterne, kan kapitalisterne enten true med at flytte produktionen og de dyrebare arbejdspladser til udlandet, eller de kan forsøge at producere grønt og blive udkonkurreret af udenlandske virksomheder.
Politikernes opgave er altså ikke at sikre flertallets interesser, men at skabe et miljø, der er godt for erhvervslivet. Selv de mest velmenende politikere må krybe i støvet for kapitalistklassens fødder for at holde sig på deres gode side.
Hvem har skylden?
Vi bliver konstant slået i hovedet med, at klimaforandringerne er vores alles skyld, men sandheden er, at det er denne lille gruppe af kapitalister, som er ansvarlige for langt størstedelen af forureningen. Faktisk er kun 100 store virksomheder ansvarlige for over 70 pct. af alle verdens drivhusgasudledninger, hvoraf blot 20 har genereret en tredjedel af al CO2 siden 1965. I Danmark udleder én virksomhed — Mærsk — alene lige så meget CO2 som hele resten af Danmark!
Det er altså et lille mindretal af stenrige kapitalister, som står for størstedelen af udledningen. Først og fremmest er problemet deres forurenende produktion, men deres ekstravagante luksusliv vidner om, hvor ligeglade de er med klima og miljø — liv, hvor man tager privatflyet til stranden, hvor de hver har en håndfuld gigantiske, tomme sommerhuspalæer, samt gigayachter på størrelse med hele boligkvarterer!
Denne sindssyge kontrast, hvor absurd luksus lever side om side med et hav af familier, der må vende hver en øre, er kernen i kapitalismen. Og så har de frækheden til at belære os om at passe på vores "carbon footprint" og påstå, at vi alle er i samme båd!
Blot ét medlem af verdens rigeste ene procent, er ansvarlig for 175 gange mere CO2-udledning end en fra de nederste 10 procent! Uligheden i udledninger er blot en refleksion af den enorme økonomiske ulighed, der er indbygget i kapitalismen. For at komme klimaforandringerne til livs er det nødvendigt at angribe problemet ved roden, nemlig det kapitalistiske system.
Ingen løsning indenfor kapitalismen
Løsningen er ikke, at du og jeg, som i forvejen bliver presset fra alle sider af kapitalismens krise, skal forsøge at løse klimakrisen ved at købe færre avocadoer. Lige meget hvor velmenende vores forbrug er, er effekten i det store billede forsvindende. Virksomhederne og de superrige vil blive ved med at jage større overskud uden øje for omkostningerne for planeten.
På kapitalistisk basis — med produktion for profit og ikke menneskelige behov — er det umuligt at bekæmpe klimaforandringer af den simple årsag, at det ikke er profitabelt at producere klimavenligt. Hver virksomhed er tvunget til at springe over, hvor gærdet er lavest, for alternativet er at blive udkonkurreret af nogen med færre skrupler, der skubber omkostningerne i bund på bekostning af klimaet og mennesker.
Virksomheder som Volkswagen snyder bevidst for at bryde miljøreglerne; reklameindustrien lægger billioner i at overbevise os om at købe skrald, vi ikke har brug for, fra Temu, H&M og Elgiganten — skrald, som er produceret under forfærdelige forhold og er designet til at gå i stykker eller blive forældet inden for få år eller endda måneder. Alt sammen for, at vi må købe det igen og igen.
Det er tydeligt, at profitmotivet ikke leder til effektivisering, men til et ræs mod bunden med enorme mængder af affald og forurening til følge. I sidste ende vil kapitalisterne drive endeløs rovdrift på planeten, velvidende at det er os, der vil stå tilbage med regningen, betalt gennem nedskæringer, forværrede arbejdsforhold, højere priser og naturkatastrofer.
Kæmp for en grøn planøkonomi!
Men der er en anden vej — at kæmpe kollektivt for en fuldkommen omvæltning af den bestående økonomi og roden til problemet: selve kapitalismen. Vi er en generation, der godt ved, at vi ikke kan vente på, at helvede fryser til, og kapitalismen bliver rationel. Jo længere, der går, før vi ser reel, effektiv klimahandling, jo værre bliver situationen. Flere og flere af os drager den konklusion, at vi må tage revolutionære midler i brug i kampen for planetens fremtid.
Målet for os i den nye generation af arbejdere og os, som snart træder ind i arbejderklassens rækker efter at have afsluttet vores uddannelse, er at smadre kapitalismen, og det har vi magten til. For det er vores klasse, der producerer alle varer, al værdi og al teknologi i samfundet, hvilket giver os en utrolig magt, hvis vi bruger den. Det bliver tydeligt i enhver strejke: når arbejderklassen strejker, er der ikke en pære, der lyser, ikke en lastbil, der kører, ikke en oliepumpe, der pumper. Vi har magten til at sætte samfundet i stå, til at omvælte det og skabe et nyt, bæredygtigt, socialistisk samfund.
Selv hvis det under kapitalismen var muligt, ville ethvert forsøg på at skifte til grøn energi betyde en kædereaktion af lukninger af industrier og permanente ar af arbejdsløshed, fattigdom og elendighed. Men under en socialistisk planlagt økonomi, hvor det er os arbejdere, der ejer og demokratisk kontrollerer økonomien, er intet af dette nødvendigt.
I en planlagt økonomi uden kapitalister kan arbejdere omskoles, og fabrikker kan omdannes til alternative, klimavenlige anliggender uden elendighed som følge. Olie, kul og gas kan udfases til fordel for grønne og vedvarende kilder, og internationale elnetværker til at dele energi kan etableres. Bare med den nuværende teknologi ville hele verdens energibehov kunne dækkes med vedvarende energi.
Men under kapitalismen kan det ikke ske. Så længe den består, har vi kun hungersnød og naturkatastrofer i vores fremtid. Kampen for klimaet er uløseligt forbundet med kampen for et nyt samfund, for en revolution. Vores generation bliver den, som lægger dette syge system i graven. Til oktober stifter vi Revolutionært Kommunistisk Parti for at organisere alle generationens revolutionære, så vi kan sikre, at vi kommer til at gøre en ende på den kulsorte kapitalisme og bygge et grønt, socialistisk samfund i vores levetid.
