Lørdag den 7. oktober eksploderede trykkogeren der er Israel-Palæstina på uundgåelig vis på ny. Da det største Hamas-angreb i konfliktens historie brød igennem indhegningen til Gazastriben, gik der ikke længe, før Israel svarede igen. Med mangedobbelt militær vold blev Gaza ramt af en hagl af israelske bomber.
De katastrofale begivenheder, der udfolder sig i Gaza, reflekterer kapitalismens rædsler, i en region der i flere århundreder og til den dag i dag flåes i stykker af vestlig imperialisme. Vi må sige klart og utvetydigt, at ansvaret for det nuværende blodbad i Israel-Palæstina hviler på skuldrene af den israelske herskende klasse og vestlig imperialisme, der i årtier har bakket helhjertet op om det israelske apartheidregime, og set igennem fingre med de utallige krigsforbrydelser landet har begået mod palæstinenserne.
Siden den israelske stats oprettelse, for 75 år siden, er palæstinenserne blevet undertrykt, diskrimineret og på brutal vis fordrevet fra deres hjemland. I Gazastriben, hvor mere end to millioner mennesker er indespærret i hvad der bedst kan beskrives som et fængsel under åben himmel, er palæstinenserne dømt til at udstå en kummerlig tilværelse i dyb armod.
Der kan aldrig blive fred under de forhold, som bevidst er skabt og holdes i live af den israelske stat. Man kan ikke benægte et helt folk de mest basale demokratiske rettigheder, dagligt brutalisere dem, sende byger af missiler ind over deres byer, fortrænge dem fra deres hjemland, kvæle og misligholde den mest basale infrastruktur, og dømme dem til et liv i fattigdom uden at det før eller siden skaber en modreaktion.
De hykleriske udtalelser fra imperialisterne og deres politiske nikkedukker, når det kommer til Israel, kan bedst beskrives som kvalmende. De fordømmer Putins invasion af Ukraine, men fordømmer aldrig den israelske stats besættelse og kolonisering af Palæstina.
Som loyal repræsentant for det danske borgerskab sagde statsminister Mette Frederiksen på TV søndag aften, at “Danmark støtter Israel og landets ret til at forsvare sig selv.” Det kommer næppe som et chok, at den danske regering har begge ben solidt placeret i lejren til støtte for vestlig imperialisme og den barbariske israelske stat.
Retten til at forsvare sig selv, går ifølge Vestens ledere tilsyneladende kun én vej. Hvor var de vestlige lederes bekymring, da det israelske militær i juli lagde flygtningelejren Jenin i ruiner? Hvor var deres hårde ord, da al-Aqsa-moskeen, det tredje helligste sted indenfor Islam, efter Mekka og Medina, for nylig blev stormet af ærke-reaktionære bosættere?
I hele Vesten, såvel som herhjemme, er der et kæmpe pres fra den såkaldte “offentlige mening” for at bakke op om Israel. Folk der forsvarer det palæstinensiske folks kamp for frihed bliver stemplet som Hamas-sympatisører eller offentligt nedgjort. Fx delte Socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg i søndags et billede fra en demonstration, til solidaritet med Palæstina, med teksten: “Klamme billeder fra Nørrebro i dag”. Og som seneste skud fra stammen, har den danske regering besluttet at kollektivt afstraffe hele det palæstinensiske folk for Hamas’ angreb, ved at sætte al udviklingsstøtte til Palæstina på pause.
Fra hele etablissementet ser vi et forsøg på at intimidere enhver, der udviser støtte til Palæstina. Søren Pape har forlangt at personer, der deltager i demonstrationer til solidaritet med Palæstina, sigtes under terrorlovgivningen! Samtidig forsøger medier, som DR, på aktivt vis at skjule de udtalelser, som kommer fra toppen af den israelske regering, som leder tankerne hen på opfordring til folkemord. I en DR artikel citeres Israels forsvarsminister Yoav Gallant for at beordre en fuld belejring af Gaza, men artiklen undlader bevidst at nævne, at han i samme pressemeddelelse refererer til befolkningen i Gaza som “dyr”! At danske medier undlader at bringe det fulde citat, viser deres åbenlyse hykleri.
På skammelig vis har Enhedslisten også stillet sig bag det danske etablissement, i kraft af at indtage en mere eller mindre “neutral” position. Men der eksisterer intet neutralt ståsted i denne konflikt. Partiets nye politiske ordfører, Pelle Dragsted, skrev på X: “Enhedslisten fordømmer ethvert drab på uskyldige civile og enhver anden krigsforbrydelse [...] Menneskerettigheder er ukrænkelige. Krigens love skal overholdes. Alle civile liv er hellige.”
Hvem er det Pelle Dragsted forestiller sig, som skal garantere at ‘krigens love’ og ‘menneskerettigheder’ overholdes? Er det Israel, der i årtier har fordrevet palæstinenserne og krænket deres mest basale rettigheder? Eller måske FN, som i årtier har vendt det blinde øje til den israelske stats kolonisering af palæstinensernes hjemland?
Man behøver blot stille spørgsmålet, for at illustrere at det er toppen af naivitet, at sætte sin lid til, at international lov og institutioner som FN kan tilbyde en løsning på konflikten. De har ikke formået at løse den over de sidste 75 år, og vil ikke kunne løse den om end de så fik 75 år mere! Enhedslistens appel til internationale “love” og institutioner er i bedste tilfælde fuldkommen nyttesløst, og i værste tilfælde et skalkeskjul for at partiet følger i hælene på regeringen og det danske borgerskab, den repræsenterer.
I sin udtalelser tegner Pelle Dragsteds nemlig et fuldstændigt fordrejet billede af forholdet mellem de to parter i konflikten, og giver indtryk af, at begge parter bærer et ligeligt ansvar for det igangværende blodbad. Hans appel om at respektere menneskerettigheder og international lov, står mest af alt tilbage som en løftet pegefinger over for de palæstinensiske masser om at opføre sig ordentligt… ellers har Israel ret til at “forsvare sig selv”, hvilket vil sige at massakrere den palæstinensiske befolkning. Vi er altså tilbage ved Mette Frederiksen åbne forsvar for Israel, nu blot i slet skjult indpakning.
Som kommunister siger vi åbent og ærligt, at vi bakker op om de undertrykte palæstinensiske masser i deres kamp mod den israelske stat og vestlig imperialisme. Vores opgave er ikke at græde, grine eller fordømme, men at forstå, hvordan den nuværende situation er opstået. I årtier har palæstinenserne med fredelige midler forsøgt at kæmpe for deres frihed. Så sent som i 2018 lancerede palæstinenserne i Gaza en bevægelse, kendt som ‘the Great March of Return’.
Hvordan reagerede den israelske stat på de fredelige demonstrationer? Israelske soldater blev beordret til at åbne ild mod de ubevæbnede demonstranter. Hundredvis blev dræbt, heriblandt mindst 46 børn. På baggrund af disse oplevelser, og Israels fortsatte belejring af Gaza, er det ikke noget mysterium, at vi ser angreb som det fra Hamas.
Modsat Dragsteds fremstilling af Israel og Palæstina som to ligestillede parter, anerkender vi, at Palæstina er den undertrykte og militært langt underlegende “part” i konflikten. De metoder Hamas bruger til at kæmpe imod den israelske stat har åbenlyst ikke bragt de palæstinensiske masser tættere på et hjemland. Det ændrer ikke på, at vi ubetinget støtter et undertrykt folk i deres kamp for frihed. De sidste årtiers blodbad viser med største klarhed, at den eneste løsning på konflikten, er gennem revolutionær kamp.
Hvad er så vores opgave som kommunister i Vesten?
Billede: Zoe Lafferty Twitter
“Hovedfjenden er derhjemme”, skrev marxisten Karl Liebknecht ved udbruddet til 1. Verdenskrig, da han nægtede at stille sig bag den tyske herskende klasse, i et krigseventyr der ville sende millioner af arbejdere fra hele Europa i graven. Det er bydende nødvendigt at kommunister husker disse ord, særligt i en tid som den nuværende, hvor krige og konflikter bryder ud på tværs af hele verden.
Den herskende klasse i Vesten, med USA i spidsen og Danmark som skødehund, bruger alle midler for at forsvare og opretholde et system, der sikrer dem magt og privilegier på det store flertals bekostning. Vi kan ikke på nogen måde støtte op om vores egen herskende klasse eller støtte at sende så meget som én krone til imperialisternes krige, hvorvidt de udkæmpes i Ukraine, Israel eller andre steder.
I stedet for at bruge penge på oprustning, som de danske politikere med forsvarsforliget planlægger at bruge 143 milliarder kroner på, rejser vi kravet om at bruge pengene på tiltag der tjener arbejderklassen: uddannelse, sundhedsvæsenet, boliger og højere sociale ydelser.
Samtidig, kæmper vi først og fremmest for at vælte vores egen imperialistiske herskende klasse, og deres politiske repræsentanter, der forsvarer kapitalismen; et system bygget på udbytning og lønslaveri. Som Liebknecht sagde, så er hovedfjenden hjemme, og kampen mod imperialisme starter derfor her.
Vi er ikke tilfredse med halvhjertede tiltag, der blot laver kosmetiske justeringer på systemet. Dem der påstår at vi kan reformere kapitalismen, og dermed skabe en “venligere” eller “mildere” form for kapitalisme, fører arbejderklassen bag lyset.
Kapitalismen er i dyb krise, og har ikke længere råd til at give mærkbare reformer, som de reformer arbejderklassen tilkæmpede sig i perioden efter 2. Verdenskrig. I stedet kan kapitalismen kun tilbyde lidelse, fattigdom, undertrykkelse og krig.
Den eneste udvej fra det nuværende kaos og barbari er ved at gøre en ende på kapitalismen. Systemet kan ikke reformeres, det må væltes.
Lenin forklarede, at “kapitalismen er rædsel uden ende”. Den seneste krise i Mellemøsten er endnu et udtryk for den kroniske ustabilitet, som kendetegner verdenssituationen, hvor én krise i accelererende tempo afløses af en ny.
Kapitalisterne og deres eksperter ser med stor bekymring på den stigende usikkerhed og kaos som flere dele af verden synker ned i. De har imidlertid ingen løsninger på problemerne, da uroen netop udspringer fra den blindgyde, deres system befinder sig i.
På det seneste møde i IMF var stemningen indhyllet i en dyne af bekymringer. “Listen over mulige brændpunkter er lang,” kommenterede Larry Elliott, økonomisk redaktør på avisen The Guardian, som opremsede de mange sandsynlige scenarier: “En recession, efterhånden som de seneste to års kraftige rentestigninger bider sig fast; et finanskrak, når investorernes tillid punkteres; en gældskrise i udviklingslandene; en katastrofal klimakatastrofe; en optrapning af [Ukraine-]krigen.”
Som IMF med rette observerer, så er der massiv ustabilitet uanset hvor man kigger hen. Det kriseramte kapitalistiske system er både ude af stand til at forhindre ny kaos og tumult i at bryde ud, men kan heller ikke forhindre dets “gamle” konflikter i at genopblusse, som den igangværende konflikt i Israel-Palæstina med al tydelighed viser. Det er ikke tilfældigt, men resultatet af et system, som konstant producerer lidelse, undertrykkelse og konflikter. Så længe dette irationelle og inhumane system består, vil kapitalismens rædsler fortsætte.
Socialisme eller barbari, er det valg som verdens arbejdere og undertrykte står hvorfor. Det er konflikten i Palæstina et tydeligt eksempel på. Krigen er udtryk for et kapitalistisk system, der har nået sin grænse, men kapitalismen og imperialismen væltes ikke af sig selv.
Hvis vi vil gøre en ende på imperialistiske krige, undertrykkelse og fordrivelse, så må vi kæmpe for at vælte det nuværende system. Det betyder en revolution, først og fremmest i Vesten, men også på tværs af Israel-Palæstina, og i resten af Mellemøsten. Kun kommunismen kan gøre en ende på den lidelse, vi ser i Gaza og i resten af verden.
