Klik her for at tegne abonnement på Revolution
“Klassekampen er død”. Det har altid været de borgerliges yndlingsmantra. Hvis man ser tilbage på de sidste år, kunne nogen måske foranlediges til at tro, at det også var tilfældet. Både fordi antallet af strejker og arbejdskampe har været lavt, samtidig med, at andre vigtige emner har fyldt meget: klima, corona og identitet.
Men når man ser ud over Europa i dag, er der ingen tvivl om, at klassekampen for alvor er tilbage. Og klassekampen er ikke blot tilbage. Konflikter mellem klasserne er skærpet i et omfang, som ikke er set i flere årtier.
Vi ser Storbritannien, som er ramt af den ene strejkebølge efter den anden. Vi ser den store tyske arbejderklasse, der begynder at vågne op, og hvis seneste skud på stammen var en megastreik. I Frankrig ser vi oprørslignende tilstande, hvor arbejdere og unge protesterer, strejker og kæmper imod det forhadte Macron-regime.
At klassekamp nu er tilbage på dagsordenen er ikke tilfældigt. Kapitalismen er i krise på alle niveauer, og de seneste år har været nogle af de mest turbulente og kaotiske i systemets historie. De sidste års store begivenheder har rystet bevidstheden hos millioner, tvunget dem til at stille spørgsmålstegn ved det velkendte og presser nu flere og flere steder folk i kamp.
Skarpe klasseskel
Coronavirussen, og de medfølgende samfundsnedlukninger, var et kæmpe chok. Da pandemien aftog, var kapitalisterne, deres politiske repræsentanter og deres talerør, i medierne ekstremt optimistiske på kapitalismens vegne. Artikler såsom “Farvel virus-plagede 2020, goddag til de Brølende Tyvere” fra Financial Times gav løfter om et opsving som i 1920’erne, der også dengang var kommet på bagkant af en pandemi, den spanske syge.
For den allerøverste top i samfundet har 2020’erne da også været værd at fejre, indtil nu. Corona og inflation har prellet af på deres bankbøger. I stedet har kapitalistklassen over hele verden scoret kassen de seneste år, ikke mindst i Danmark.
I 2012 havde de 100 rigeste herhjemme en formue på 331 mia. kr. I 2021 havde de 5 rigeste alene det dobbelte - 600 mia. kr.! Sidste år, i 2022, havde Mærsk det største overskud nogensinde for en dansk virksomhed på svimlende 203 mia. kr. Det var vel og mærke efter skat. Alt har været fryd og gammen i liebhaverboligerne på Strandvejen og på direktionsgangene i de største virksomheder.
Det samme har langt fra været tilfældet for arbejdere og unge. Inflationen eksploderede sidste år med de højeste prisstigninger på energi, mad og andre dagligvarer i mange årtier.
Medierne har rapporteret om familier, hvor begge forældre er i arbejde, men som ikke længere har råd til at sætte tre måltider på bordet om dagen. I Storbritannien var der sågar en historie om børn, som sidder i skolen og tygger på viskelæder eller elastikker, fordi der ikke er råd til madpakker til dem.
Tallene fortæller den samme sørgelige historie. 400.000 danskere, eller 1 ud af 10 voksne, har været nødt til at springe måltider over for at kunne betale regningerne i 2022. Hver fjerde dansker har lånt penge det sidste halve år af 2022 for at kunne betale en regning, og 40% er bekymrede for, om de har penge nok til det mest nødvendige forbrug.
Mens det har været en social katastrofe for arbejdere, unge og gamle, så har kapitalisterne og deres familier ufortrødent kunne fortsætte champagnefesten.
Det trækker de reelle skillelinjer op i samfundet: mellem dem der har og dem der ikke har, mellem udbyttere og de udbyttede, eller sagt med andre ord, mellem den forsvindende lille, absurd rige, kapitalistklasse, og det store flertal af arbejdere, som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve og har sværere og sværere ved det, på grund af den økonomiske situation.
Vi vender tilbage til kapitalismens “normaltilstand” og med det kommer en tilbagevenden af klassekampen. Kapitalistklassen kan ikke regere som hidtil, og arbejderklassen kan ikke fortsætte med at leve, som de plejede.
Et spøgelse går gennem Europa
Det er nærmest umuligt at holde rede på de strejkebevægelser, der finder sted i Europa på nuværende tidspunkt. Storstrejke i Norge, lærerstrejke i Letland og lokoførere i kamp i Sverige, for blot at nævne nogle få steder. Og naturligvis i de største europæiske lande: Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
Det er i Storbritannien, at strejkebevægelsen har været mest omfangsrig. Vi har set den ene faggruppe efter den anden gå i strejke: sygeplejersker, jernbanearbejdere, baristaer, læger, postarbejdere, tech-arbejdere, grænsevagter i lufthavne, reddere, ansatte på universiteterne, er blot nogle af de grupper, som har været i kamp på det seneste. Det er værd at bide mærke i, at det især er de yngre lag af arbejderklassen, som ikke er tynget af fortidens nederlag og vaner, der har stået i spidsen.
I Europas industrielle hjerte - Tyskland - er arbejderklassen ligeledes begyndt at røre på sig. 155.000 arbejdere i transportsektoren nedlagde i marts arbejdet i den største strejkebevægelse siden 1992. De krævede markant højere lønstigninger for at modgå den hastigt stigende inflation. Denne megastrejke, som den blev døbt, kom på baggrund af en række mindre strejker, der har vundet indrømmelser fra arbejdsgiverne.
Arbejderklassen forholder sig altså ikke passivt, mens arbejdsgiverne forsøger at lægge inflationsbyrden på dens skuldre. Tværtimod ser vi, at den går i kamp og slår igen efter, at klassekampen har været i bero i en årrække. Uanset om de enkelte kampe ender i sejr eller ej, så har de en effekt på arbejderklassens bevidsthed.
Billede: Unité CGT Twitter
Frankrig
Det er dog i Frankrig, at bevægelsen er gået længst. Samtidig med, at inflationen pressede den franske arbejderklasse, så kørte præsident Emmanuel Macrons forhadte regering på med sit forslag om at hæve pensionsalderen. Siden starten af året har fagforeningerne arrangeret pletvise strejker og “aktionsdage” imod den højere pensionsalder. Det forhindrede dog ikke Macron i at presse forslaget igennem med et præsidentielt dekret, da han ikke formåede at opnå flertal i parlamentet.
Det viser hvor svagt, det nuværende borgerlige demokrati er. Macron er blevet portrætteret som “fornuftens stemme", der skulle redde det liberale borgerlige demokrati og holde yderfløjene fra magten. I stedet er fransk kapitalisme to gange blevet kastet ud i en eksistentiel krise på hans vagt: først med De Gule Veste og igen med den nuværende bevægelse, som har rystet hele det franske samfund.
Macrons udemokratiske, arrogante dekret virkede som benzin på bålet. Kampen handlede ikke længere om den konkrete pensionsreform, men blev et spørgsmål om selve Macrons regering og systemet. Demonstrationerne tog om sig. Strejkerne spredte sig blandt nye grupper af arbejdere. Gadekampene med ordensmagten blev intensiveret. Der begyndte at florere videoer af politifolk, som gik over på bevægelsens side. Macrons arrogance skubbede titusindvis af unge fra universiteterne og gymnasier ind i bevægelsen, som gav den fornyet liv med skolebesættelser og ny energi i protesterne. Flere steder er det gået fra at være fredelige demonstrationer til mere at ligne deciderede opstande, hvor myndighederne var ved at miste kontrollen.
De danske medier rapporterer nærmest ikke om bevægelsen i Frankrig længere, selvom den i skrivende stund stadig er i gang. Det er naturligvis ikke til at sige, hvorvidt den ebber ud eller vil tage til i styrke igen, men ligegyldigt hvad er der intet, som er blevet løst: kapitalismen kan ikke løse de franske massers problemer, og den herskende klasse sidder fortsat usikkert i sadlen.
Bevægelsen startede som en protest imod en økonomisk reform - stigningen i pensionsalderen - men handler nu om meget mere. Venstrefløjen i fagforeningen i CGT, Unité, fangede meget godt stemningen i Frankrig da de tidligere skrev:
“Vi er nået et vendepunkt. Ved at stramme rebet for hårdt har de [Macron og hans regering] ødelagt det. Så lad os sige det tydeligt: fra nu af er målet ikke bare at afvise de 64 år [pensionsalderen]. Målet er en tilbagevenden til en pensionsalder på 60 år. Målet er en mindsteløn på 2.000 euro, renationalisering af motorvejene, af industrien, af folkets plyndrede goder. Målet er at omstøde arbejdsløshedsreformerne, at ende støtten til virksomheder. Målet, som er svaret på alle vores sociale behov, er et regimeskifte. Den nuværende sociale orden har varet for længe”
Det handler ikke længere blot om pensionsalderen eller om Macron-regeringen, men om hele regimet, “den sociale orden”, om systemet i Frankrig. Med andre ord, er bevægelsen begyndt at pege ud over kapitalismens rammer. Uanset hvordan bevægelsen ender, har millioner af franske arbejdere og unge draget vigtige konklusioner, som vil betyde, at de næste bevægelser starter på et højere niveau.
Et socialistisk alternativ
Vi kan roligt sige, at klassekampen er tilbage på dagsordenen og er tiltagende i Europa. Selvfølgelig på forskellige niveauer i forskellige lande, men tendensen er den samme og opadgående. Det er ikke tilfældigt. De problemer, som arbejdere og unge står overfor i hele Europa, stammer i sidste ende fra et globalt kapitalistisk system, der er kriseramt på alle niveauer.
Lignende omstændigheder producerer lignende resultater. Den proces, vi ser udfolde sig i Europa, finder også sted under overfladen i Danmark. En ny rapport fra Primetime viser, at Danmark bliver et mindre og mindre “tillidsfuldt samfund”. Vi er faktisk på samme niveau som i Frankrig, hvor vi lige nu ser, hvor eksplosivt mistilliden udtrykker sig.
Der er færre og færre, som har tillid til demokratiet under kapitalismen, til levebrødspolitikerne, mediernes troværdighed, hvad man lærer i uddannelsessystemet eller virksomhedernes påståede samfundssind.
Som revolutionære er det vores opgave at kæde alle disse ting sammen; alle disse institutioner er kriseplaget fordi de, i sidste instans, repræsenterer et kapitalistisk system, som befinder sig i en historisk og afgrundsdyb krise. Et kapitalistisk system, som ikke betyder fremgang for det store flertal, men derimod ruller tidligere fremskridt tilbage. Som socialister er det vores ambition at lægge det nuværende system i graven. Men det forpligter os til at være klare i spyttet om vores alternativ til kapitalismen.
Denne avis udkommer 1. maj - Arbejdernes Internationale Kampdag, hvilket er en perfekt anledning til at slå vores alternativ fast. Vores alternativ til kapitalismens barbari, klimakatastrofe og undertrykkelse er socialisme.
Under socialisme er det samfundets flertal, som driver økonomien demokratisk og planlægger den efter menneskelige behov. I stedet for, at et lille mindretal skummer fløden, så vil det overskud, vi alle er med til at skabe, gå til at udvikle hele samfundet.
Arbejdstiden vil drastisk kunne sættes ned, så mennesker kan bruge tiden på det, som giver livet mening, frem for at slide og stresse sig selv ihjel. Husarbejdet vil blive socialiseret, så det ikke er den enkelte families byrde. Demokratiet vil blive udbredt til alle samfundets sfærer, ikke mindst økonomien. Med en planlagt økonomi vil produktionen blive indrettet på en bæredygtig måde, der ikke smadrer klimaet.
Med udviklingen af produktivkræfterne har kapitalismen bredt sig ud over hele kloden og skabt et globalt system. Det er progressivt, fordi det har skabt de materielle betingelser for at afskaffe nød og elendighed og dermed har lagt grundlaget for socialisme på verdensplan.
Et socialistisk system vil for første gang skabe en verdensøkonomi, i ordets sande betydning, og dermed hæve den menneskelige produktivitet til nye højder. Det vil lægge grundlaget for at skabe et godt liv for hele jordens befolkning, fjerne arbitrære landegrænser, krige og geopolitiske spændinger. Socialisme er det første skridt væk fra menneskehedens forhistorie. Det vil være et højere samfundsstadie, hvor mennesker ikke længere udbytter mennesker.
Klassekampen er langt fra død, men spillevende. Det vi er vidne til, i Europa og resten af verden, er de første stadier af den internationale arbejderklasses revolutionære i opvågning. Det vil være muligt at sætte en stopper for kapitalismens barbari, men kun med socialisme.
